Kunsten at dræbe et arbejderparti

Mads og Monologen: Carsten Jensen kalder Socialdemokratiet højrenationalt. Men Jensens egne forslag ville dræbe det gamle arbejderparti.
I den franske avis Le Monde kritiserer forfatteren Carsten Jensen Socialdemokratiet i skrappe vendinger. Det går godt nok overraskende godt for det danske socialdemokrati i forhold til sine europæiske søsterpartier, må han indrømme. Men, og der er et stort men for Carsten Jensen:

Derudover mener forfatteren, at Socialdemokratiet har gjort populisme til ”en officiel strategi, der råbes ud fra tagene

Socialdemokratiet har – mener Jensen – overtaget den yderste højrefløjs flygtningepolitik. Derudover mener forfatteren, at Socialdemokratiet har gjort populisme til ”en officiel strategi, der råbes ud fra tagene”, hvorefter han beskriver gruppeformand Henrik Sass Larsen som en ”indædt populist og anti-globalist, der tænker og taler som Donald Trump” uden dog at komme med eksempler på ligheden mellem de to herrer.

Carsten Jensen ejer ikke den højere moral
Når nu Carsten Jensen er så optaget af tidens store politiske trussel – populismen – så kan det jo være interessant at sætte sig ned og se, hvad populisme egentlig er for en størrelse. Populisme som politisk idé stammer fra Romerriget og beskriver den politiske idé, hvor en leder lover sikkerhed og sociale fremskridt for masserne mod at masserne til gengæld opgiver deres frihedsrettigheder og overgiver al magt til suverænen. Altså næppe en rammende beskrivelse af det danske socialdemokrati. Og i al retfærdighed næppe heller det, Carsten Jensen mener.

Nej, Carsten Jensens irritation over Socialdemokratiet synes at stamme fra den samme farlige kilde, som da samme Carsten Jensen kaldte politiske modstandere for en ”skimlende sekt af klamme kældermennesker”. Nemlig Carsten Jensens manglende forståelse for, at den højere moral ikke er hans prærogativ.

Folks bekymringer er ikke manglende moral
Fra Carsten Jensens manglende erkendelse af, at i et demokrati må det altid være sådan, at magthavernes værdier afspejler de værdier, der er til stede i den brede befolkning. Det er den naturlige konsekvens af en liberal demokratiforståelse, hvor demokrati ikke er en kirkebasar for en moralsk og intellektuelt overlegen elite men et fællesskab, hvor alle borgere deltager på lige fod. Befolkningen skal være oplyst og dannet, men enhver befolkningsgruppes moral og bekymringer er lige meget værd. Og når en meget stor del af befolkningen er bekymret for den ukontrollerede indvandrings konsekvenser og for, om de har en plads i en globalisering uden kontrol over kapitalmagterne, så skal politikere tage den bekymring alvorligt og finde politiske løsninger på den – som Socialdemokratiet gør med flygtningeudspil og forslag om en europæisk solidaritetspagt.

Den logik synes ikke at have indfundet sig hos Carsten Jensen, der nærmest føler sig frataget en guddommelig ret, når masserne tillader sig at se anderledes på tingene, end Jensen selv gør. Når populisterne, sektmedlemmerne, kældermenneskerne ikke forstår den dybeste sandhed.

Da de europæiske socialdemokratier sank i grus
Carsten Jensens nedladenhed over for den brede befolknings moral er ikke blot en misforståelse af demokratiet. Hans idé om, at Socialdemokratiet skal vende ryggen til menigmands bekymringer og stemple det som udtryk for et laverestående moralkodeks er også døden for et arbejderparti.

Carsten Jensens politiske agenda er ikke en vej til fremskridt og forbedring. Det er en instruktion i kunsten at dræbe et arbejderparti.

Et parti kan ikke repræsentere mennesker, hvis moral og værdier partiet ikke anerkender og deler. Overalt i Europa ser vi socialdemokratier, der er styrtet i grus, fordi man ikke nåede den simple erkendelse i tide. Om det så var ghettoiseringen, trykket på bunden af arbejdsmarkedet, den stigende ulighed eller udhulingen af velfærdssamfund, så er Europas politiske kirkegård fuld af socialdemokratier, der ikke tog deres vælgeres bekymringer alvorligt. Som slog det hen med, at masserne bare skulle forstå genialiteten i den nye tids samfundsomvæltninger. Som forklarede alle bekymringer med, at det enkelte menneske blot manglede moral, udsyn og forståelse.

Den opskrift, Carsten Jensen brygger videre på, er afprøvet. Den skabte hverken fremgang for socialdemokratierne eller for de mennesker, de repræsenterer. Den skabte ulighed, splittede befolkninger, knuste drømme og ødelagte socialdemokratier.

Carsten Jensens politiske agenda er ikke en vej til fremskridt og forbedring. Det er en instruktion i kunsten at dræbe et arbejderparti.

Mads Havskov Hansen skriver Mads og Monologen på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook