KV17 skudt i gang: Hvem vandt SoMe-kampen fra lygtepælene?

Valgkampen blev for alvor skudt i gang i weekenden, da aspirerende byråds- og regionsrådskandidater trodsede Ingolf og klatrede op i lygtepælene. Vi samler op på de sociale medier.
Foto: Lånt fra Socialdemokratiet i Slagelses plakatophægning. 

Plakaterne pryder nu lygtepæle, broer, hegn og træer i hele landet, efter politikerne trodsede stormen Ingolf, for at sikre sig de bedst eksponerede pladser til deres plakater. Alternativet vandt prisen for årets mest opsigtsvækkende valgkampsinnovation, nogle kandidater arbejder efter sloganet ’tvivlsom omtale er bedre end ingen omtale’, og så står en gammel klassiker selvfølgelig klar igen i år.

Vi præsenterer her det bedste fra de sociale medier, hvis du valgte at slukke for skærmen og byde efterårsvejret velkommen med en kop te og en god bog, i stedet for at følge kandidaternes bestræbelser på at være først på Facebook og Twitter med de bedste stemningsbilleder fra lygtepælene.

Men først en god påmindelse fra Helge Toksvig Bjerre, kommunikations- og kampagnekonsulent hos 3F, om at tage sig i agt for klogetyperne i de næste tre uger.

Årets innovative valgplakat står Alternativet – selvfølgelig – for. Det lysegrønne parti har fået lavet valgplakater, som opsamler sollys i løbet af dagen, og om natten lyser plakaterne op med et grønt håb. Symbolikken er til at tage og føle på, men partiet har fået meget ros for at nytænke den lidt støvede, men uomgængelige del af en dansk valgkamp.

 

Kreativiteten er heller ikke gået kommunikationsbranchens næse forbi. Og Anders Dybdal, direktør hos kommunikationsbureauet Operate, efterlyser på Twitter de flotteste og mest kreative plakater. Han deler samtidig en plakat for Socialdemokratiet i Københavns kommune, Jonas Bjørn Jensen.

Er dårlig omtale bedre end ingen omtale? Ifølge Kristoffer Møller Jensen (V) fra Silkeborg, er det første klart at foretrække. Og en gimmick med hans valgplakat har da også givet ham 15 minutes of fame. Men hvad betyder det egentlig? Det er stadig uklart.

I Københavns kommune har Caroline Stage vendt kritikernes hårde ord til egen valgkamp.

Og så er der SF’s Neil Bloem, der, som en anden superhelt, vil redde København fra de grusomme blå partiers nedskæringer og brugerbetaling.

Glad bliver man lidt, når man cykler gennem Københavns gadebillede, og mødes af en gammel kending, der vender tilbage valgcyklus efter valgcyklus. Tom Gillesberg stiller igen op for Schiller Instituttets Venner, der kæmper for ’den nye silkevej’ med magnettog til London og østen, og imod bankunionens grådige grabber!

Radikale over hele landet havde lidt en udfordring, da trykkerierne få dage inden deadline måtte melde ud, at de ikke kunne nå at levere flere kandidaters plakater til tiden. Men det tog kandidaterne heldigvis i stiv arm, og kunne med lidt kreativitet og en sprittusch få ’reserveret’ lygtepæle rundt om i landet.

Hos Enhedslisten har de været hos nogle lidt usandsynlige venner for inspiration. I hvert fald stemmer farven på plakaterne iøjenfaldende meget overens med Jyske Bank.

Og apropos farver, så er der ingen mellemvej for Alternativets kandidater.

Det knapt så sjove har også fundet vej til kandidaternes plakat-weekend. For allerede søndag kunne flere vågne op til, at deres plakater var vandaliseret, hevet ned eller overmalet med ubehagelige beskeder.

Line Sofie Gluud er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce