Annonce

"Kviklån er noget fanden har skabt"

Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby giver kviklån en hård medfart, men mener samtidig at Socialdemokratiets forslag ”går for vidt”
”Kviklån er noget fanden har skabt”.

Dansk Folkepartis erhvervs- og bankordfører, Hans Kristian Skibby, er ikke nogen stor fan af kviklån. Alligevel mener han, at Socialdemokratiets 10 forslag til begrænsning af netop kviklånene er ”for vidtgående”.

”Nogen af forslagene er formynderi. Vi skal bekæmpe kviklån gennem især oplysning. Men staten skal ikke gå ind og bestemme, hvor mange lån folk vil have. Folk skal oplyses om, at de bør holde sig langt væk fra kviklån. Folk skal vide, at det er dårlige og dyre lån, at det er lån, der er meget dyrere end de lån, man kan få i banken. Og hvis man ikke kan låne i banken, så er det nok fordi man ikke har nogen høj kreditværdighed, og så er det bedre at lade være med at låne dé penge,” siger Skibby til Netavisen Pio.

Socialdemokratiets ti forslag til begrænsning af kviklånene – bl.a. en markant begrænsning af mulighederne for at reklamere for kviklån og låneloft – vinder fuld tilslutning fra rød blok, inklusive de radikale. SF og Enhedslisten havde dog gerne set, at Socialdemokratiet havde fremsat mere vidtgående forslag til bekæmpelse af de dyre kviklån.
Ja til større gennemsigtighed

Dansk Folkeparti bakker dog op om S-forslaget om større gennemsigtighed omkring kviklånene:

”ÅOP-lovgivningen skal strammes sådan den sikrer, at folk bliver bedre oplyst om de økonomiske konsekvenser af at optage et kviklån. Så dén del af S-pakken støtter vi op om. Men som politikere skal vi ikke blande os direkte i folks lån. Det er et forhold mellem dem, der låner penge – og dem, der låner pengene ud. Vi er også med på at stramme den nuværende åger-lovgivning. Folk skal også i højere grad end i dag have lov til at få afprøvet om ens lån er åger eller ej ved det uvildige forbrugerklagenævn,” siger Skibby.

 

ÅOP står for oplysning om Årlige Omkostninger i Procent.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet