Kvindekampens frigørelse bliver et fængsel

Leder: Meget er tabt, hvis moderne kvindekamp bliver til fortielse, censur og krænkelses-mærkater. De undertrykte risikerer at blive undertrykkere.
Kampen for ligestilling har altid været afgørende. Det er fuldstændig uacceptabelt at leve i et samfund, hvor dit køn er afgørende for din løn, for dine karrieremuligheder eller for den måde, hvorpå du bliver behandlet. Den globale #Metoo-kampagne er en vigtig reaktion og et sørgeligt bevis på, hvor langt vi er fra målstregen.

Ser frem til mere #metoo-kampagne
Skrækeksempler som Harvey Weinstein, behandling af kvinder i kommunalpolitik, og de fortsatte lønskel mellem kønnene er alt sammen noget, der for længst burde være skrevet i de pinligste kapitler af vores historiebøger.

Kampen mod undertrykkelsen risikerer at blive undertrykkende, hvis vi fortier eller fornægter det, som vi ikke kan lide at høre på.

Men jeg bliver samtidig også alvorligt betænkelig, når jeg ser nogle af de kampe, som man vælger at tage i feminismens og kvindekampens navn.

Kampen mod undertrykkelsen risikerer at blive undertrykkende, hvis vi fortier eller fornægter det, som vi ikke kan lide at høre på. Det er den gamle sang fra revolutionens glansperiode, hvor de undertrykte selv blev undertrykkere. Frihedskæmperen blev magthaver.

Censur af den provokerende og anstødelige kunst
Fortielse bliver en central udfordring i den offentlige debat, når man tager såkaldte ’Trigger Warnings’ og ’Safe Spaces’ i brug for at beskytte sig selv. Det er redskaber, der er opfundet med det formål at skærme folk for ting, som de er uenige i, ting der kan provokere og ting der kan virke anstødelige.

Hvis vi læser en bog, skal vi advares om, at der på næste side kommer noget anstødeligt (De såkaldte Trigger Warnings), og hvis vi skal på museum, så skal kustoderne fjerne de værker, som kan falde folk for brystet. Vi skal altså kun færdes i trygge rum - safes spaces - hvor alle er enige og provokationerne er censureret bort.

Jeg kan slet ikke se, hvordan samfundsdebatten eller ligestillingen bliver bedre af, at vi piller nogle billeder ned på museerne eller springer nogle sider over i bøgerne

I denne tankegang dukker et krav om oprydning på landets kunstmuseer op. Det kommer blandt andet fra de kvindelige kunstnere fra Feministisk Kollektiv Uden Navn (FKUN), der helt simpelt påpeger, at der er ”en masse fucked up kunst på Danmarks museer”. Det er helt sikkert sandt, at der hænger en masse meningsløs kunst på danske museer, som jeg heller ikke bryder mig om eller er i stand til at fatte, men hvem har ret til at afgøre, hvad der er fucked up og anstødeligt?

Jeg kan slet ikke se, hvordan samfundsdebatten eller ligestillingen bliver bedre af, at vi piller nogle billeder ned på museerne eller springer nogle sider over i bøgerne. Den bedrevidende og smagsdømmende censur må aldrig blive et våben i kvindekampen.

Fakta som vi helst vil glemme
Fortielseskulturen synes ikke alene at begrænse sig til kunst og litteratur, men findes også helt ind i den samfundsvidenskabelige debat. Weekendavisen kunne således for nogle uger vise, hvordan en kampagne konsekvent gentog en undersøgelse, der viste, at 33.000 kvinder årligt udsættes for fysisk vold. I sig selv et skræmmende tal, men hvorfor blev det aldrig nævnt i kampagnen, at den samme undersøgelse også viser, at 13.000 mænd bliver udsat for vold. Jeg håber, at det er udtryk for en forglemmelse, men jeg kan ikke helt slippe tanken om, at det bliver udeladt, fordi det opfattes som irrelevant og udfordrende for debat, som man ellers gerne vil skabe?

Det er en super vigtig pointe, at vold fra mænd er markant grovere og betydeligt farligere end vold fra kvinder. Partnervolden må absolut ikke negligeres. Men jeg tænker, at begge tal for begge køn er relevant. Og jeg tænker også, at vi som samfund må have interesse i at bekæmpe alle former for vold.

Vi løser intet ved at skjule eller udelade dele af sandheden.

Og helt ærligt, vi skal sgu da kunne tage diskussionen åbent, ærligt og med alle relevante statistiske nuancer. Også selvom bekæmpelse af volden mod kvinder har første prioritet. Vi løser intet ved at skjule eller udelade dele af sandheden. Bevidst fortielse af fakta er en ubehagelig tanke, hvis det er det, der finder sted.

Kvinder er ofre – mænd er krænkere
Jeg er bange for, at rummet for debatten indskrænkes og stadigt flere nuancer bliver erklæret no-go. Det var det, der var på spil, da  skuespillerinden Cathrine Deneuve blev presset til at undskylde for sit forsvar for ’flirten’, eller da Game of Thrones-skuespilleren Kit Harrington (Jon Snow) ligeledes under pres måtte undskylde for at have givet udtryk for, at mænd også kan blive udsat for sexisme.

Selvfølgelig kan sexisme også ramme mænd, og selvfølgelig er alle mænd ikke krænkere.

Selvfølgelig kan sexisme også ramme mænd, og selvfølgelig er alle mænd ikke krænkere. Det nytter jo intet, hvis enkelte grupper på forhånd dømmes som skyldige. Jeg blev derfor også alvorligt skræmt, da jeg henover julen kunne læse, hvordan Weekendavisens Johanne Mygind reflekterer over behovet for øget seksualundervisning og omtalte sine tre sønner som krænkere: ”Jeg er mor til tre potentielle krænkere”.

Jeg støtter helhjertet kampen for ligestilling, men jeg er oprigtigt nervøs, hvis fortielse af faktuelle forhold, censur af fucked-up-kunst og opdragelse af drengebørn med prædikatet ”krænkere” bliver redskaber i den moderne kvindekamp. Det er undertrykkelsens og ikke frigørelsens værktøjer.

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør på Netavisen Pio

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook