Kvinden i Christian Tafdrups nye film og parforholdssatire ”En Frygtelig Kvinde” er netop det - et frygteligt bekendtskab.

Hun manipulerer med både smældende pisk og lokkende gulerod, og reducerer manden til en sølle, blævrende bunke usikkerhed, der ikke engang kan finde ud af at sætte tallerkenen ordentligt i opvaskemaskinen.

Instruktøren Christian Tafdrup har baseret skildringen af det gennemsnitlige parforhold på personlige oplevelser med ekskærester, samtaler med mandlige venner og bekendte. Motivationen for filmen er blevet til - beskriver han - i frustrationen over, om hans oplevelser med kvinder var normale. I samarbejde med hans bror, Mads Tafdrup, som er medforfatter på manuskriptet, har de prøvet at afdække en proces og adfærd, som de har observeret hos dem selv og deres bekendte: Den langsomme vej mod kastration.

Satiren i det letgenkendelige
Filmen handler om Rasmus, der møder en fantastisk kvinde, Marie. Han er sidst i 20’erne, spiller fodbold hver torsdag med sine drengevenner, og i første scene træder vi ind i en klassisk drukaften hjemme i Rasmus’ lejlighed. En lejlighed, hvor ”the Dude” fra drengerøvs-klassikeren ”The Big Lebowski” dekorerer væggen over sofaen og en lejrbålsguitar, som Rasmus ikke har øvet sig flittigt på, står henslængt i hjørnet.

Filmens tone er slået an allerede fra første gang vi møder Rasmus. For figuren er en karikatur – en idealtype på manden, som bare flyder med strømmen i tilværelsen. Han står med beslutningen, om han skal tage et år ud af kalenderen, rejse til Sydamerika og tage et motorcykelkørekort. Indtil Marie træder ind i lejligheden, og kaster et blik på Rasmus. Derfra klippes vi gennem parforholdets forskellige faser, akkompagneret af dramatiske violiner, legende klaver eller øredøvende tavshed.

Pointerne trækkes ud, som det er meningen og grundlaget i en satire. Og den er gennemført i absurditeterne i det letgenkendelige. Rasmus kaldes hjem fra fodbold, og må takke nej til en burger efter træning, for at komme hjem til en bolleløs vegetarburger, hvor ’bøffen’ er omkranset af rød- og hvidkålsblade. ”Smager det ikke godt, skat?” Jo, nikker Rasmus, og smiler høfligt.

Vi kender ham godt, Rasmus. Ligesom vi også kender Marie. Vi kender frustrationen over, at prioriteringer pludselig forskydes, og at man nu er to til at beslutte, hvordan ens tid bedst bliver brugt. Og at der pludselig er en til at sætte spørgsmålstegn ved alt det, som før var givet.

Antihelten
Indsatsen fra det lille cast, hvor Anders Juul (kendt fra Borgen og Badehotellet) spiller Rasmus og Amanda Collin (kendt fra Flaskepost fra P og Underverden) spiller Marie, er fremragende, og manuskriptet er spiddende godt skrevet.

Vi skal føle sympati med Rasmus og hans fjogede fedtmuleansigt, når han alt for sent og alt for frustreret indser, at der er noget galt. Antihelten, der fanges i sit eget liv, og misser den eneste chance for at slippe ud. Vi skal forløses, når han endelig (ENDELIG) beder hende om at holde sin kæft.

Men vi får ikke på samme måde præsenteret Marie. Hendes formål og bevæggrunde forsvinder ud i det uvisse, og enkelte steder i filmen får vi introduceret den idé, at hun slet ikke har nogen grund til at gøre, som hun gør. Hun handler bare, fordi det er i kvindens natur at være forfærdelig, undertryggende og manipulerende. Måske ligefrem noget overnaturligt og diabolsk?

Et blandet budskab
Tilbage står man med spørgsmålet: hvem er filmen til? Er det til mændene, så de kan føle sig set og nikke genkendende til hverdagens trælse parforholdsdynamikker? Eller er det til kvinderne; som et brutalt spejl, der skal få dem til at tænke over urimeligheden fremover? Formentlig begge dele.

Og hvad er budskabet? Andet end en to timer lang hudfletning af instruktørens kærlighedshistorik - hvad skal vi tage med ud af biografsalen?

Jeg har så mange spørgsmål, som jeg kun delvist føler bliver besvaret i filmen, eller i de efterfølgende interviews, som Christian Tafdrup har givet. For problemstillingen er interessant og relevant. Den dukker op gang på gang i debatindlæg, film og serier som portrætterer parforholdet, og store dele af de flestes liv har parforholdet som ramme. Men skal filmen samle os om en fælles problemstilling, eller skal vi gå endnu mere splittede derfra?

Jeg sidder tilbage med en blandet følelse af, om jeg kan tillade mig at føle mig stødt. At bitterheden gemmer sig bag satiren, og dermed fratager seeren muligheden for at være uenig – for det er jo bare satire? Men jeg kan samtidig også fornemme, at filmens scener hænger ved i mine egne tanker.

Så måske har Christian Tafdrup opnået noget med sin film – jeg afventer folkets dom.

”En frygtelig Kvinde” (2017), instrueret af Christian Tafdrup. 86 min. Medvirkende: Anders Juul, Amanda Collin m.fl. Premieredato: 25/12.