Kvinder har overhalet - nu skal mænd vise, hvad de kan byde på i det 21. århundrede
Kvinder har overhalet - nu skal mænd vise, hvad de kan byde på i det 21. århundrede
Mange af de gamle manderoller er blevet overflødige. Hvis nogle mænd føler sig truet af den udvikling, er det måske, fordi de aldrig lærte at tilbyde andet end en lønseddel og en forestilling om beskyttelse
Polariseringen mellem kønnene har aldrig været større. Mænd søger mod højre, kvinder mod venstre. Flere og flere kvinder fravælger at søge relationer med mænd.
Det er ikke svært at se hvorfor, når mænd insisterer på at fastholde de rigide kønsstrukturer, som undertrykker de samme mennesker, de ønsker at have et kærlighedsforhold med.
Ligestillingskampen handlede aldrig om at gøre kvinder bedre end mænd. Den handlede om at give kvinder de samme muligheder.
Gennem de sidste 150 år har kvinder diskuteret, genfortolket og kæmpet for at nytænke, hvad deres rolle i samfundet skulle være.
Hvad blev resultatet? Kvinder har grebet chancen.
De tager længere uddannelser, klarer sig godt på arbejdsmarkedet og kan forsørge sig selv. De har ikke længere brug for en mand til økonomisk sikkerhed eller fysisk beskyttelse.
Det betyder, at mange af de gamle manderoller er blevet overflødige. Til manges ærgrelse. Folk kalder det ligefrem en krise.
Ærlig talt synes jeg, at det er synd for mændene
Mænd søger rollemodeller, der ønsker tilbagevendelse til 1960'erne. Idealiserer et samfund, hvor kvinder ikke havde ret til at bestemme over deres egen krop.
Jeg forstår ikke helt, hvordan det skal være appellerende for de mennesker de angiveligt gerne vil have et forhold med.
Ærlig talt synes jeg, at det er synd for mændene. For hvem ønsker, at nogen kun er sammen med dem grundet nødvendighed?
Det er ikke mændenes egen skyld
Nu er udfordringen mændenes. Mænd skal nu lære, hvordan de bliver ønsket i stedet for nødvendige. Det kræver empati, nysgerrighed, humor, følelsesmæssig modenhed og evnen til at føre en samtale, der er mere interessant end en monolog om dem selv.
Hvis nogle mænd føler sig truet af den udvikling, er det måske, fordi de aldrig lærte at tilbyde andet end en lønseddel og en forestilling om beskyttelse.
Læs også:Alternativets Unge: Hetzen mod aktivisme svækker demokratiet
Det er ikke deres egen skyld, men resultatet af et samfund, der aldrig lod dem blive mere end det. Den tid er nu forbi. Ligestilling har hævet barren og ikke kun for kvinder, men også for mænd.
Det 21. århundrede tilhører ikke dem, der kræver respekt på grund af deres køn. Det tilhører dem, der fortjener den gennem deres handlinger.
Det har kvinder lært, mon ikke vi mænd også kan finde ud af det snart.
Kommentarer
Det er en ret kompleks…
Det er en ret kompleks problemstilling, som RBH her fremlægger, og der ligger også nogle påstande, som ikke helt holder vand.
Eksempelvis er det ikke rigtigt, at
mænd generelt søger rollemodeller, der ønsker 60' ernes kvindeundertrykkelse tilbage, og idealiserer et samfund, hvor kvinder ikke havde ret til at bestemme over egen krop.
Jeg synes, at vi mænd er meget large overfor kvinder i vore dage, vi giver dem både kærlighed og plads til at de kan udfolde sig og indenfor vide rammer at realisere sig selv. Ja, nogle gange sætter vi endog vores egne behov og interesser til side for at please dem bedst muligt.
Jeg har lige spurgt min kone, om hun nogle sinde i vores 28 årige ægteskab har følt sig undertrykt af mig, og hun morede sig over, at jeg overhovedet kunne finde på at stille det spm.
Og det er slet ikke enestående i nutidens ægteskaber.
Måske ser der anderledes ud i andre parforhold end i ægteskab. De er i deres natur mindre forpligtende, hvilket måske betyder, at man lettere bryder op og går fra hinanden.
Men mænd bliver aldrig som kvinder, alene af biologiske grunde. Kvinder er fra naturen bla mere nurcende end mænd, og mænd kan godt lide følelsen af ex at have erobret. Det ligger instinkterne, men derfor behøver man jo ikke at opføre sig dårligt.
Kønnene må give hinanden plads i parforhold og ægteskab, ellers går det ikke, og så kan det ende i en singletilværelse, hvilket er meget udbredt i den vestlige verden i dag.
Og det behøver ikke at være negativt alt afhængig af end egen indstilling og evne til at strukturere sit liv. Men som jeg husker det er det undertiden lidt kedeligt.
Rasmus Bech Harning lever…
Rasmus Bech Harning lever vist i et bizart, stærkt alternativt univers med et markant præg af ønsketænkning, hvilket jo også passer fint med hans politiske ståsted.
Dog ja til at:
Kønnene glider fra hinanden. Flere unge kvinder søger til universitetsbyerne, hvor mange kaster sig over skøre og værdiløse studier uden fremtidsperspektiv, mens unge mænd mere uddanner sig praktisk og lokalt - typisk håndværks- og erhvervsuddannelser.
Flere kvinder ender med gakkede tredjeverdenistisk-prægede ideologier, da det er oppe i tiden på de højere læreanstalter, mens de yngre mænd typisk lægger sig i samme spor som deres fædre og bedstefædre.
Men, men, men:
En ung mand med krancertifikat er bare stadig langt (!) bedre uddannet end en ung kvinde, der har studeret feministisk teori i 7 år.
En ung mand med truckkort er også langt (!) bedre uddannet end en ung kvinde, som har læst hvidhedsstudier eller kolonistisk økonomi i 7 år.
Og så har vi slet ikke talt om håndværksuddannelserne kontra de mere ordinære humanistiske og samfundsfaglige uddannelser ..
De unge mænd vil helt enkelt overordnet set stå meget bedre rustet til arbejdsmarkedet - specielt med AI og robotter på vej med hastige skridt.
Det er ikke godt, slet ikke, og der kommer i hvert fald ikke mange børn ud af den cocktail, men så må de unge kvinder i universitetsbyerne bide hovedet af skammen og kaste deres tossede, studentikose ideologier fra sig og komme ind i kampen. For det er altså dem, der er drejet helt væk fra vejen og virkeligheden i en absurd jagt på skulderklap, godhedspoints og anerkendelse fra de virkeligt skøre.
Jeg kan helt ærligt slet…
Jeg kan helt ærligt slet ikke se og oplever heller ikke, at mændene har et problem med deres kønsrolle
Det er selvfølgelig rigtigt, at mændenes tidligere rolle faldt væk, med kvindefrigørelse og masser af beskæftigelse til begge køn, men det samme opbrud skete for kvnderne.
Der er bud efter alle.
Vi fandt ikke nye roller, men fandt bare i større udstrækning os selv - uden roller.
Individer.
Individualister.
Det er meget mere individualismens tidsalder og spørgsmålet er ikke, hvilken rolle har jeg i forhold til det andet køn.
Spørgsmålet begge køn må forsøge at besvare er; hvem er jeg?
Hvad kan jeg?
Hvad vil jeg?
Hvordan har jeg det og får jeg det bedst med de forskellige køn og kan vi være sammen om at opdrage vores børn eller foretrækker vi rollen som deleforælder?
Roller?
Det var dengang.
Nu er vi individualister der indgår i samspil og modspil.
Tilføj kommentar