Kvindernes Europa: Giftige forhold i æreskulturen
Siden der blev afsløret negativ social kontrol på gymnasierne, er der kommet fornyet fokus på problemet, som fortsætter med at vokse i flere af samfundets institutioner. For nogle piger og kvinder er repressalierne for såkaldt æreskrænkende adfærd så voldsom, at de må søge ly i et safehouse.
Brøden kan være alt fra kvindens seksualitet til ønsket om at ville skilles fra sin mand. I nogle tilfælde bliver ofrene udsat for vold og trusler, i andre kan de blive sendt på genopdragelsesrejser eller slet og ret blive efterladt i udlandet uden pas eller penge.
I dette afsnit dykker vi ned i de problemer som udspringer af æreskulturen med to førende eksperter på området. Og så spørger vi, hvordan man kan bryde den onde cirkel. Kan EU være med til at gøre mere? Kan vi lære af erfaringerne fra Holland? Lyt med og bliv klogere.
Husk at du altid kan søge hjælp, hvis du bliver udsat for social kontrol, hos fx RED Center for Æresrelaterede Konflikters hotline på tlf. 70 27 76 66.
I studiet:
Sofie Danneskiold-Samsøe, forsker og underviser ved Københavns Professionshøjskole og udviklingschef i Videnscenter for Undervisningsfrihed
Anita Johnson, direktør i Center mod Æresrelaterede Konflikter
Anne-Sofie Madsen, journalist på Netavisen Pio
Kvindernes Europa
Kvinders rettigheder har langt fra altid været en selvfølge. EU har spillet en stor rolle i kampen for disse rettigheder og fået indført flere vigtige direktiver, der har styrket kvinders position i samfundet.
I Kvindernes Europa kan du hører om de kampe, der fortsat kæmpes for at forbedre kvindernes rettigheder i Europa.
Vi inviterer gæster i studiet til en snak om den lovgivning, der skal sikre ligestilling mellem kønnene. Hvordan startede det, hvad arbejdes der på lige nu, og hvordan skal EU's kamp for ligestilling se ud i fremtiden?
Podcasten er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.