LA-formand får på puklen for at uddele pokaler for skattelettelser

Skriv et forslag til en skat, som Liberal Alliance kan lette, og få en pokal tilsendt af formand Anders Samuelsen
21 pokaler - én for hver milliardstore skattelettelse Liberal Alliance har gennemført - har udenrigsminister og formand i Liberal Alliance, Anders Samuelsen, udloddet på de sociale medier.

For at få fingre i en af Liberal Alliances pokaler, skal man skrive et forslag til den næste sænkelse af skatten. Eller “tagges” af en ven, der mener, at man har fortjent et af de skinnende trofæer.

 

Modtagelsen af gimmicken - der skal gøre opmærksom på Liberal Alliances skattelettelser i milliardklassen i deres tid som regeringsparti - har fået en blandet modtagelse på Facebook og Twitter. Eller som udenrigsministeren selv udtrykker det tirsdag “Pokalopslaget gav forventet støj.”
 

Mere end 500 vrede facebookbrugere

I opslaget, hvor LA-formanden udlodder de 21 pokaler, opfordrer han folk til at give et like i form af et “thumps up”, hvis de siger “ja tak til flere lettelser”.

De der sender en vred smiley, udtrykker derimod et “nej tak, jeg kan ikke finde ud af at bruge mine egne penge for fornuftigt - det er bedre, at staten gør det for mig!”.

Til trods for den ret polemiske afstemning har mere end 500 mennesker valgt at sende en sur smiley i retningen af opslaget. Mens cirka 180 har takket ja tak til flere lettelser af skatten.

Pia Olsen Dyhr: 21 skamstøtter

“Nej, nej, nej, hvor er det langt ude Anders Samuelsen!,” skriver SF-formanden om konkurrencen om de 21 skattesænkelses-pokaler.

Pia Olsen Dyhr (SF) kalder pokalerne for “skamstøtter”:

“Mens du fejrer dine pokaler, lever andre med konsekvenserne af jeres nedskæringer! De 21 pokaler er skamstøtter, der blandt mange andre uhyrligheder symboliserer: 64.500 fattige børn, fyringer på uddannelserne, færre hænder til at passe på de mindste, sundhedspersonale der skal løbe hurtigere, 6,5 mio færre hjemmehjælpstimer, en grøn omstilling der er gået i stå,” lister formanden op, og opfordrer facebook-brugerne til at tilføje flere eksempler på forringelser i kommentarfeltet.

 

Som svar på Pia Olsens forargelse, beder Anders Samuelsen på Facebook SF forholde sig til tre ting. Før det første, at “privat borgervelfærds også er velfærd”. For det andet, at skatter og afgifter i 2017 var 3,4 procent højere end året før. Og endeligt, peger formanden på, at problemet ligger i, hvordan skattekronerne bruges.

 

 

LA har mistet 100.000 vælgere

Udlodningen af de 21 pokaler kommer samtidig med, at målinger spår en stor tilbagegang for Liberal Alliance ved det kommende valg.

Partiet står til at miste mere end 100.000 vælgere, hvis man sammenligner med sidste valg. Det viser en ny analyse af vælgervandringer, som Altinget har foretaget.

Ifølge Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor ved Københavns Universitet, startede Liberal Alliances nedtur, da man gik ind i regeringen. Siden har man, ifølge eksperten, haft svært ved at genvinde opbakning, fordi man ikke i samme grad kan markere sig med en klar økonomisk profil:

”Det har betydet, at Liberal Alliance ikke har kunnet tale dunder mod skatter og lignende i samme grad som før, for nu er de en del af regeringsholdet,” lyder det fra valgforskeren.

Sarah Scheer er journalist på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

En pokal

For de bleer der aldrig blev skiftet
For de relationer der aldrig blev stiftet
For de børn der aldrig blev hørt
For de følelser der aldrig blev rørt

For alle de ensomme vuggestuebørn
For alle de tvivlende børnehavebørn
For alle de gennemtestede skolebørn
For de studerende ingen gider høre på

For alle der venter på svar
For dem der ej mere hjemmehjælp har
For dem der lever på gader og stræder
For enlige mødre der alene græder

For alle dem der havde håbet på mere
For alle dem der blot blir flere og flere
For en skamstøtte over manglende fællesskab
For egoismens egoistiske vindenskabs

For alt det kapitalen ej ryddede op
For de penge der satte liberal alliance i træets top
For alt der skinner i biler, lystbåde og fly
For investeringer der gir afkast i skattely

For at vise liberalismens sande øje
For kun kapitalen at ville sig føje
For at kaste sponsorernes kugler
For at demokrati er blot en sport man besudler