Annonce

LA-formand trækker sig, arbejdsgivere i stor fusion og RiBus-konflikt fylder 25

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så blev det tirsdag, og Netavisen Pio er klar med dagens nyhedsoverblik.

En af dagens helt store nyheder er, at to af de store arbejdsgiverorganisationer har meldt ud, at de arbejder på en fusion. Det sker midt i overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked.

Der er igen uro i Liberal Alliance, hvor landsformanden nu trækker sig i protest.

Og så er der er en arbejdsmarkedskonflikt i Danmark, som har 25-årsjubilæum.

Det er blot nogle af historierne. Velkommen til dagens Aktuelt.

 

DI og Dansk Byggeri vil slå pjalterne sammen: ”Et usædvanligt makkerpar”

Midt i overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked smider to af de store erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer noget af en bombe: Dansk Industri (DI) og Dansk Byggeri vil fusionere.

”Det er en lidt usædvanlig alliance, fordi byggeriet (Dansk Byggeri, red.) jo har en stor medlemsmasse af mindre håndværksmestre og lignende. DI er jo primært en organisation af store, internationale, konkurrerende virksomheder. Derfor er det sådan lidt et usædvanligt makkerpar, der nu går sammen, selvom der også er en række store, internationale, konkurrerende entreprenørvirksomheder i Dansk Byggeri,” siger Benny Damsgaard til Netavisen Pio.

”Reelt set bliver der jo tale om, at DI spiser Dansk Byggeri. Altså, lad os nu kalde det for det, det er,” tilføjer han.

Læs mere om den historie i Netavisen Pio.

placeholder

 

Uro i Liberal Alliance: LA-formand trækker sig i protest

En sag om eksklusion af et partimedlem har skabt uro i Liberal Alliance. Endda i en sådan grad at partiets nu forhenværende landsformand, Leif Mikkelsen, har trukket sig fra sin post. Det sker i protest over eksklusionen af det mangeårige partimedlem Søren Kenner.

Leif Mikkelsen havde i forvejen meddelt, at han ikke ville genopstille som landsformand på Liberal Alliances landsmøde i april. Men nu forlader han skuden før tid.

”Jeg kan ikke som jeres landsformand, med mine værdier i behold, på det kommende landsmøde stå og forsvare denne beslutning,” skriver Leif Mikkelsen i et brev til partiets hovedbestyrelse, som DR er kommet i besiddelse af.

Ifølge brevet blev Søren Kenner ekskluderet pga. kritik af partiets ledelse, heriblandt folketingsmedlem Henrik Dahl, som ellers selv i skarpe vendinger kritiserede den forhenværende partileder og -stifter, Anders Samuelsen.

Det er den ’dobbeltmoral’, som Leif Mikkelsen langer ud efter.

Læs mere om den historie her.

placeholder

 

Lejligheder i hovedstaden er dyrere end nogensinde

2020 starter med en rekord. Lejlighederne i hovedstadsområdet har aldrig været dyrere.

Således viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks for januar 2020, at priserne på ejerlejligheder i Region Hovedstaden – med en kvadratmesterpris på 37.700 kroner – er den højeste pris nogensinde.

”Efter ejerlejlighedsmarkedet stagnerede i 2018 og i starten af 2019, tog det for alvor fart igen i anden halvdel af sidste år, hvad angår både antallet af handler og priser. Senest så vi, at markedet fik et boost i oktober, da Skatteministeriet udskød de nye ejendomsvurderinger igen og udsatte indførelsen af de nye boligskatteregler til 2024. Det fjernede tilsyneladende købernes usikkerheder på den korte bane,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Læs mere her.

Kilde: Boligsiden

 

RiBus-konflikten fylder 25 år

Kan du huske RiBus-konflikten? Ifølge Politiken er det i dag 25 år siden, at 82 buschauffører fra RiBus i Esbjerg nedlagde arbejdet i protest mod en lønnedgang på 30.000 kroner om året.

Det blev optakten til en omfattende og langvarig arbejdskonflikt, der medførte sympatistrejker i hele landet.

I nedenstående video kan du se et indslag om RiBus-konflikten, som DR’s TV Avisen lavede i 2015, hvor Ribus-konflikten havde 20-årjubulæum.

placeholder

 

Langballe er ny kommunikationschef i DH

Danske Handicaporganisationer (DH) har ansat Anders Langballe som ny kommunikationschef. Han har i mange år haft ansvaret for TV 2’s politiske dækning, hvor han bl.a. var politisk redaktør. Men blev i november 2018 ramt af en alvorlig blodprop i hjernen.

”Jeg glæder mig til at blive en del af holdet hos DH. Mit ønske er at bidrage med min faglighed efter mange år som politisk journalist tilsat nogle af mine erfaringer fra de sidste 15 måneder, hvor jeg selv har været ramt af sygdom. Turen gennem sundhedssystemet med professionel genoptræning har gjort et dybt indtryk på mig. Jeg vil tage det med videre til gavn for de mange mennesker med handicap og deres pårørende,” siger Anders Langballe.

Læs mere i pressemeddelelsen her.

placeholder

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

25 år er der gået, siden et borgerligt flertal i Ribe Amtsråd privatiserede buskørslen i Esbjerg og lod hånt om loven om virksomhedsoverdragelse. Chaufførerne blev sat kraftigt ned i løn og fik forringet deres arbejdsforhold og flere fik men af politikernes, de private vognmandsfirmaers og ikke mindst politiets ensidige og partiske indgriben styret af politidirektøren, der som belønning blev flyttet til Aarhus. Et sørgeligt kapitel i dansk arbejdsmarkedshistorie, hvor loyale og ordentlige chauffører blev trådt på. Ære være deres minde - de kæmpede virkelig på ærlig vis mod løndumping. Med S - hilsen Lars Runo Johansen.

Annonce