Labour sætter kurs mod overraskende valgsejr

David Cameron har længe lignet en vinder i Storbritannien. Men en række meningsmålinger viser nu, at Labour og Ed Miliband haler ind.
I slutningen af sidste uge gav tre meningsmålinger Labour-formand Ed Miliband tydelige føringer på henholdsvis 3, 4 og 6 procentpoint.

Englændere, walisere, skotter og nordirere skal til valgurnerne den 7. maj. Den dag bliver det afgjort, hvem der indtager regeringskontoret i det legendariske 10 Downing Street. Der er meget på spil, når magten i Europas tredjestørste land skal fordeles.

Det har fra starten været den siddende konservative premierminister David Cameron, der lignede valgets stærke mand og en klar vinder, men på det seneste er hans førerposition blevet alvorligt udfordret. I slutningen af sidste uge gav tre på hinanden følgende meningsmålinger Labour-formand Ed Miliband tydelige føringer på henholdsvis 3 (TNS-BMRB), 4 (Survation) og 6 (Panelbase) procentpoint.

Meningsmålinger har længe svinget frem og tilbage, men de tre resultater fra i fredags var nok til at rydde forsiden på The Guardian og bekræfter, at Labour og særligt Ed Miliband har tur i den. Og disse resultater er netop overraskende, fordi Ed Miliband har været endog meget langt bagude i forhold til David Cameron, der i nogle målinger har stået helt op til 20 procent stærkere i vælgernes vurdering af lederevner og 10 procent, når de kommer synes på premierminister kandidaternes økonomiske kompetencer.

Hvad de fleste dog regner med er, at ingen af partierne, hverken Labour eller de konservative, formår at få flertal alene. Dermed opstår det, som briterne kalder et ”hung parliament”. Det betyder, at David Cameron fortsat skal have støtte af sin liberale regeringspartner og at Labour og Ed Milliband skal indgå i et eller andet samarbejde med det skotske nationalistparti.

Beskidt valgkamp om atomvåben og kvindebegær
Politikerleden i Storbritannien har været så stor, at den har udgjort et selvstændigt tema. Alligevel tyder meget lidt på, at de kommende ugers valgkamp vil forbedre dette image. Tværtimod, så har politikerne og partierne smidt fløjlshandskerne og kastet sig ud i en meget beskidt og personlig valgkamp.

Forsvarsminister Fallon anklagede således Labour-leder Miliband for at ville ’backstabbe’ Storbritannien, ligesom han havde stukket kniv i ryggen på sin egen bror.

I sidste uge forsøgte forsvarsminister David Fallon at sværte Ed Miliband og hans afhængighed af det skotske nationalistparti, som meget vel kan blive tungen på vægtskålen til fordel for Labour. Forsvarsminister Fallon anklagede således Labour-leder Miliband for at ville ’backstabbe’ Storbritannien, ligesom han havde stukket kniv i ryggen på sin egen bror, da i sin tid opnåede formandskabet i Labour. Påstanden var, at Labour vil overlade magten over Storbritanniens arsenal af atomvåben til de skotske nationalister, som har erklæret det som må at reducere det atomare missilforsvar.

Blot for at tilføje ekstra krydderi til de politiske personangreb, så har den konservative tabloidavis Daily Mail forsøgt at stille spørgsmålstegn ved Ed Miliband forhold til kvinder ved at bringer en række billeder af kvinder, som Labourformanden tidligere skulle have haft forhold til, før sit nuværende ægteskab. Men mod forventning, så har begge angreb styrket Miliband og bevist, at han faktisk har både personlighed, menneskelig karakter og endda en smule pondus. De konservative angreb har således styrket Labourformandens valgkamp og vist, at de negative kampagner risikerer at give bagslag.

Udenlandske millionærer er hovedtema
Hvis man dropper overskrifterne og de personlige anklager, så har budskaberne i den britiske valgkamp ikke været meget udover det sædvanelige. De konservative satser på økonomien og sundhedsvæsenet (på engelsk NHS), som også begge repræsenterer de emner, som også Labour har prioriteret. For de britiske socialdemokrater er det forsømte sundhedsvæsen, ønsket om billiggere sociale boliger (’affordable housing’), de offentlige nedskæring og immigration de centrale emner.

For de britiske socialdemokrater er det forsømte sundhedsvæsen, ønsket om billigere sociale boliger (’affordable housing’), de offentlige nedskæring og immigration de centrale emner.

Men også den britiske ulighed og finansielle sektor er blevet effektivt udfordret. Her har Ed Miliband kontroversilet spillet ud med et forslag om at droppe særreglerne for de såkaldte non-doms, hvilket har skabt en vis medvind i mediebilledet. Siden 1799, da George the III indførte regelsættet, har udlændige haft ret til bosætte sig i Storbritannien uden at betale skat, så længe de havde en anden nationalitet end britisk. Det er blevet udnyttet af en række af verdens rigeste mennesker, hvoraf flere faktisk har sæde i det britiske overhus. Navne på listen over non-doms tæller Chelsea ejer Abramovich, den verdenskendte arkitekt Norman Forster og den indiske handeldsmand og mangemillionær Lord Ashcroft (verdens 37 rigeste i 2009).

Forslaget om ‘the non-doms’ (non domiciles residents) ser ud til at vække genklang blandt vælgerne, så ser det som en direkte uretfærdig at op imod 116.000 ikke-briter skal slippe billigere i skat end de almindelige briter. Samme uretfærdighed har optaget en række lederskribenter i diverse medierne. Selvom Labours bud på en kommende finansminister Ed Balls er kommet for uheld at miskreditere forslaget, så har det fremstillet Labour, som det parti, der for alvor vil gøre op med de fordele som de britiske millionærer i dag udnytter.

Nye partier gør valget mere kompliceret
Der er ingen tvivl om at Ed Miliband overrasker med positive målinger, men det er alligevel alt for tidligt at kalde sejren. Faktisk har de nationale meningsmålinger mindre betydning i Storbritannien, hvor valgsystemet med flertalsvalg enkeltmandskredse (Det såkaldte ”first-past-the-post”) betyder, at der i hver enkelt kreds kun bliver valgt ét parlamentsmedlem. Det betyder, at vælgernes fokus i højere grad er rettet mod lokale forhold og lokale kandidater, hvorfor de landsdækkende tendenser typisk slår mindre igennem.

Særligt det kontroversielle skotske parti SNP og de højrepopulistiske EU-modstandere i UKIP har forvirret billedet markant.

Samtidig ser det kommende valg ud også til at blive meget kompliceret, fordi der kommer en række nye partier til fadet. Særligt det kontroversielle skotske parti SNP og de højrepopulistiske EU-modstandere i UKIP har forvirret billedet markant. Hovedparten af de af 650 valgkreds eller ’seats’ i det britiske underhus synes dog allerede afgjort her knap tre uger før valget.

Det skotske nationalistparti ser ud til at udradere Labour fra 40 kredse i Skotland, det højreorienterede UK Independence Party vil tage mellem fem og ti parlamentssæder fra de konservative og David Camerons regeringspartner hos Liberal Demokraterne spås at tabe omkring 30 pladser, mere eller mindre ligeligt fordelt til Labour og de konservative.

Få procent gør forskellen
Det britiske valgsystem betyder, at selv et lille udsving på landsplan betyder en kæmpeforskel på antallet af mandater. Ved valget i 2010 gik Labour 6,2 % af stemmerne tilbage, men tabte næsten en tredjedel af partiets mandater. Det skyldes, at der er mange kredse, hvor to eller tre partier ligger inden meget få stemmers afstand. Et eksempel er den midtengelske valgkreds North Warwickshire, som de konservative sidste gang vandt med bare 60 stemmer.

Se oversigt over svingkredsene, ”The Marginals”, her.

I næste måned vil en fremgang til Labour på lige i underkanten af 50 pladser, betyde et regeringsskifte. Den britiske valgkamp afgøres på marginalerne og sejrherren bliver det parti, som gør det bedste ude i valgkredsene og ikke i afslutningsdebatter og avisforsider.

Valget er meget åbent og resultatet bliver uanset hvad uhyggeligt tæt, men i skrivende stund, så ser Labour ud til have gode forudsætninger for at danne regering med de røde nationalister fra Skotland. Men alternativet i form af en konservativ minoritetsregering lever endnu.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook