Labour: Tre formandskandidater kæmper om at erstatte kammerat Corbyn

Det er nu op til medlemmerne af Labour at vælge Jeremy Corbyns afløser. Afstemningen løber fra 21. februar og frem til den 2. april.
Tre kandidater tilbage i kampen om at blive ny Labour-leder.
Kampen om hvem der skal være den næste formand for det britiske arbejderparti, Labour, går nu ind i sin sidste fase.

Der er tre kandidater tilbage, som nu skal kæmpe om medlemmernes opbakning om at afløse Jeremy Corbyn, der annoncerede at han trådte tilbage kort efter at han førte partiet til det største valgnederlag i en menneskealder.

Labour tabte 7,8 procent af stemmerne og vandt kun 202 pladser i parlamentet. Det dårligste resultat for partiet siden valget i 1935.

Veteran manglede to nomineringer

De tre kandidater til formandsposten er brexit-ordfører Keir Starmer, erhvervsordfører Rebecca Long-Bailey og parlamentsmedlem Lisa Nandy.

De seneste uger har kampen stået i de lokale partiforeninger og de tilknyttede fagforeninger og socialistiske organisationer, om nomineringerne.

Da muligheden for at ​​nominere kandidater sluttede fredag ​​havde Keir Starmer opbakning fra 374 partiforeningerne og fem fagforeninger - langt foran Rebecca Long-Bailey (164 partiforeninger og fem fagforeninger) og Lisa Nandy (72 partiforeninger og to fagforeninger).

Udenrigsordfører Emily Thornberry er ude af kampen, fordi hun manglede opbakning fra to partiforeninger. Kravet var opbakning fra 33 partiforeninger og Thornberry fik kun opbakning fra 31.

I alt 641 partiforeninger har taget stilling til hvem de ønsker som nye ledere.

Den seneste meningsmåling, der er fra midten af januar, viste at Keir Starmer var favorit i direkte konkurrence med Long-Bailey, men med tre kandidater på stemmesedlen, så kan valget gå alle veje.

Klar favorit til næstformand

Labour skal også have en ny næstformand, efter at Tom Watson valgte at stoppe i politik ved valget.

I kampen om at blive næstformand er der fem kandidater på stemmesedlen, og her er parlamentsmedlem Angela Rayner den klare favorit, efter at hun har fået opbakning fra 365 partiforeninger og 12 fagforeninger.

De nærmeste forfølgere, parlamentsmedlem Dawn Butler, havde opbakning fra blot 82 partiforeninger og parlamentsmedlem Richard Burgon opbakning fra 77.

Medlemmerne af Labour vil få tilsendt deres stemmesedler den 21. februar og afstemningen løber frem til den 2. april. Den nye partileder og den nye næstformand vil blive offentliggjort den 4. april.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook