For nyligt tog nationen behørigt afsked med vores tidligere fælles tillidsmand, Anker Jørgensen.  Anker kunne alle lide. Måske ikke alle, når det gjaldt hans politiske synspunkter eller regeringsførelse, men Anker var alles Anker. En politiker, som mange nuværende politikere med rette har set op til og derfor bombarderede de sociale medier med taknemmelighed og selfies fra besøg og samtaler med ham.

Han forstod at skabe forbindelse til alle danskere – høj som lav

Han var noget specielt, noget unikt. For mig var han ikke bare den sidste arbejder som formand for arbejderpartiet. Han var personificeringen af meget af det, vi i dag savner i dansk politik. Han kunne samtalen. Ikke bare med politiske venner og fjender. Han forstod at skabe forbindelse til alle danskere – høj som lav.

Anker var sit ansvar bevidst
Han talte et sprog, der kunne forstås på fabriksgulvet og på de bonede. Han var oprigtig og nærværende. Anker ville samtalen, fordi han inderligt interesserede sig for andre mennesker og for fælles løsninger, der gavnede flest muligt. Han gik til opgaverne med krum hals, med ydmyghed og med værdighed.

Han kunne ikke lade som om. Han erindrede så mange om, at de skulle huske at være menneske. Med sin tvivl og sin overbevisning i en skøn kombination, for det banede vejen for indsigt og handling. Hans baggrund og forhandlingserfaringer fra fagbevægelsen fornægtede sig ikke. Heldigvis. Hans selvsamme opgør med dele af fagbevægelsen fornægtede sig heller ikke, da han stod med statsministeransvaret for en hel nation, var han sig det bevidst, mens hans kamp- og åndsfæller glemte ansvaret og at se det store, samlende billede.

Anker var sig sit ansvar bevidst som fagforeningsmand, politiker og statsminister. Han ville løse problemer og ville skabe resultater. Måske ikke altid, men det er sådan, at han er blevet husket og hyldet.

Floskler har afløst politisk substans
Måske er vi ham også så taknemmelige, fordi han er symbolet på det modsatte af den politikerlede, der desværre er blevet mere udbredt og udtalt end nogensinde. Nu kan og skal man ikke forlange, at politikere skal forsøge sig med at efterligne originalerne, for det kommer der sjældent noget godt eller troværdigt ud af, men det er værd at hæfte sig ved nogle af de egenskaber, som Anker er blevet symbolet på, og måske lade dem inspirere nutidens og fremtidens folkevalgte repræsentanter.

Han er symbolet på det modsatte af den politikerlede, der desværre er blevet mere udbredt

Politik handler om at positionere sig, skille sig ud – men også bøje sig og indgå kompromisser, der kan gavne helheden, når tiden og muligheden er inde.  Eller måske rettere ’burde handle om’. Alt for mange vender sig i dag mod den bevidstløse positionering, for den virker ikke til at levne meget plads til kompromisser, selv om størstedelen af lovgivningen stadig vedtages med ganske store og brede flertal.

Men iveren efter at positionere sig, dramatisere konflikter og udstille konstrueret uenighed har taget over. Den hårdere og mere ubarmhjertige retorik skaber mismod og ligegyldighed hos mange. Danskerne gider ikke råben og skrigen fra de folkevalgte ret lang tid af gangen. Det har gjort, at folket føler større afstand til det politiske system – det er ude af sync.

Anker talte fåmælt, sagligt og insisterende. Han brugte ikke sin taletid på at nedlade andre, selv om han måske havde lyst. Han gik efter bolden, som det hedder. I dag føler mange, at bolden er væk, og blikket er stift rettet på at skubbe og fælde hinanden. Politikerne betegnes som utroværdige, hvilket i grunden er ærgerligt.

Mange har meldt sig ud af debatten
Det betyder desværre også, at substans og den reelle uenighed ryger fløjten, og flosklerne og parolerne er de eneste, der står tilbage. Se bare debatten om den massive flygtninge- og migrantkrise, store dele af verden står overfor. Folk som mig selv og desværre mange andre har offentligt meldt sig ud af debatten, så længe den virker uden substans og ofte baserer sig på platheder og kortsigtede pointer.

Det er årsagerne og løsningerne på krisen, der burde være i centrum, men nu til dags fylder problematisering, stigmatisering og retorisk hårdhed tonen i debatten. Det skaber unødig splid og graver grøfter mellem os. Mens alt det går for sig, kigger og lytter danskerne og udlandet måbende på og med.

Folk som mig selv og desværre mange andre har offentligt meldt sig ud af debatten

Dem, der orker politik, skal iklæde sig kynismens gevandter for at få en chance i det larmende, offentlige rum. Imens vil dem, som gerne vil diskutere, argumentere og blive klogere på kompleksiteten melder fra, for banen er kridtet forkert op og bidrager hverken til større forståelse eller løsninger.

Nu siger jeg ikke, at Anker selv havde alle løsningerne i ærmet eller kunne dissekere ethvert samfundsproblem fra ende til anden. Men han kunne række ud, lytte og samtale – også da det mørkest ud. Forudsætningerne for den gode, indholdsrige samtale er ofte nysgerrigheden for at forstå den anden part, måske endda blive oplyst og klogere af at tale med et menneske med en helt anden baggrund, et andet syn, en anden historie.

De mest indholdsrige samtaler er vel med dem, som mener noget andet end en selv. Det er måske noget med at være sig sit ansvar bevidst. Tænk hvis nogen ville gøre det noget mere, gøre lidt ligesom Anker.

 
Kim Nøhr Skibsted er medlem af koncernledelsen hos Grundfos og koncerndirektør for kommunikation og eksterne relationer. Han har tidligere været med i JYSK koncernens ledelse og direktør for kommunikation, social ansvarlighed og HR samt seniorkonsulent inden for PR og public affairs og i reklamebranchen. I 1997-1998 var han medlem af folketinget for socialdemokraterne og før det i mange år aktiv og ansat i den socialdemokratiske arbejderbevægelse.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.