Annonce

Lad os ikke besvare intolerance med intolerance

Terrorangrebet mod det franske satireblad Charlie Hebdo har affødt talrige reaktioner, kommentarer og tanker. Netavisen Pio har forsøgt at samle de indlæg, som giver mening i et meningsløst angreb.
1) WulffMorgenthaler: I dag har vi hverken lyst eller føler nogen glæde

Den kreative duo Mikael Wulff og Anders Morgenthaler har lagt tegneblokken væk på Politiken og i stedet forsøgt at sætte ord på de følelser, de som satirikere sidder tilbage med:

”I dag tager vi en dyb indånding og gør klar til fortsætte i morgen, genfinde den lyst og den glæde – og kæmpe for aldrig at være bange for at bringe de tegninger og tekster, vi føler skal ud til verden.”

2) Chefredaktør Tom Jensen: Vi ved lige så lidt som Pia Kjærsgaard

Berlingske har ligesom mange andre danske aviser valgt ikke at genoptrykke de oprindelige danske Muhammed-tegninger. Det på trods af at flere personer, heriblandt Pia Kjærsgaard, offentligt har givet udtryk for, at det bør aviserne gøre. Chefredaktør Tom Jensen forklarer på sin Facebook, hvor Berlingske ikke har bragt tegningerne:

”…Vi ved lige så lidt som Pia Kjærsgaard, Jacob Mchangama, Henrik Qvortrup eller nogen som helst andre, om angrebet har nogen direkte forbindelse til disse tegninger. Vi ved, at angrebet var mod Charlie Hebdo. Vi ved, at det blev udført, mens gerningsmændene råbte, at profeten nu var hævnet. Det rigtige og nødvendige at gøre - lige nu - er for mig at se derfor at konstatere dette. Og bringe Charlie Hebdo-forsiderne. At vige tilbage fra dette ville være at underlægge sig den trusselskultur, der nu så indlysende sætter ytringsfriheden under pres.”

3) Tegnere fra hele verden: He drew first

Det amerikanske medieunivers Buzzfeed har samlet en række tegninger, som bladtegnere fra hele verden har produceret som reaktion på terrorangrebet i Frankrig:

4) Chefredaktør Øjvind Hesselager: Vi skal insistere på, at staten skal beskytte ytringsfriheden

Chefredaktør på Fagbladet Journalisten, Øjvind Hesselager, har forsøgt sætte ord på raseriet, afmagten og gengældelsesfølelsen:

”En journalist, fotograf, tegner, redaktør, der bruger sin ytringsfrihed til at demonstrere retten til at ytre sig, er ved at blive soldat. Vi er ikke blevet mediefolk, fordi vi ønsker at demonstrere retten til at ytre os. Vi er blevet mediefolk, fordi vi tror på, at meninger skal brydes i et åbent samfund. At informationerne skal flyde frit. Magten skal overvåges, og folket oplyses.”

5) NY Times: Lad os undgå diskrimination på grund af religion

Man kan ikke tage det enkelte troende individ til indtægt for en gruppes grusomheder skriver New York Times’ klummeskribent Nicholas Kristof:

”Lad os tage afstand fra terrorisme, undertrykkelse og kvindehad i den islamiske verden – og alle andre steder. Men lad os være forsigtige med at besvare terroristernes intolerance med vores egen.”

6) Skatteordfører for Socialdemokraterne Astrid Krag: Jeg sidder på mit hotelværelse og græder.

Det er ikke kun billederne af de skydende gerningsmænd, der har fået mennesker verden over til at tænde lys og udtrykke følelser. Hverdagens ligegyldighed har også sin påvirkning, Det har skatteordfører Astrid Krag sat ord på på sin Facebook:

”Og faktisk var det ikke billederne af skuddramaet i Paris, der fik mig til at græde. Men mit feed på Instagram, der er lige så fyldt med lav carbo-aftensmad og det nyeste look fra en designer, som det altid er. Og Aftenshowet har fokus på Elvis. Som om det ikke er noget af det dyrebareste, vi har, der er blevet angrebet.”

7) The New Yorker: Det er ideologi, som søger magt gennem terror

Hvem har skylden for det forfærdelige terrorangreb på Charlie Hebdo? Det har en ideologi, som slog 132 pakistanske børn ihjel i sidste måned, som tvang forfatteren Salam Rushdie under jorden og som myrdede 3.000 mennesker den 11. september 2001, skriver The New Yorkers journalist George Packer:

"Gerningsmændene er soldater i en krig mod ytringsfrihed, mod tolerance, pluralisme og retten til at fornærme - mod alt anstændigt i et demokratisk samfund. Vi er alle sammen nødt til at prøve at være Charlie, ikke bare i dag, men hver dag."


Flere artikler om emnet