Lad os nu få en arbejdsminister

Det hele handler om arbejdsudbud. Debatten om arbejdsliv og -miljø er stendød. Derfor har vi har vi brug for en arbejdsminister
I sidste uge aflivede statsministeren definitivt planen om at hæve pensionsalderen endnu engang. I stedet skal der nu indkaldes til forhandlinger om hvordan man politisk kan få flere danskere til frivilligt at blive længere tid på arbejdsmarkedet, og dermed bidrage til samfundet. Det kan der være god fornuft i. Alligevel er det dog tankevækkende, at beskæftigelsespolitikken ene og alene defineres udfra ambitionen om at øge arbejdsudbuddet. Sådan diskussionen været de i sidste 15 år. Ordet ”arbejdsliv” er røget fuldstændig ud af vokabulariet på Christiansborg.

Det er tankevækkende, at beskæftigelsespolitikken ene og alene defineres udfra ambitionen om at øge arbejdsudbuddet

Hvordan bekæmper vi nedslidning på arbejdspladsen? Hvordan sikrer vi et bedre arbejdsmiljø? Hvordan hjælper vi bedst de mennesker der rammes af en arbejdsskade? Alle disse spørgsmål omhandler indholdet i de arbejdstimer, som vi lægger hver eneste dag, savner klare politiske svar. Det er tankevækkende – ikke mindst fordi svarene kunne bruges offensivt til at sikre, at flere danskere kan blive længere tid på arbejdsmarkedet.

Vi er nødt til at kickstarte debatten om arbejdslivet her til lands. Et første skridt kunne være at få det enøjede og arbejdsudbudsorienterede Beskæftigelsesministerium omdøbt og transformeret om til et stærkt Arbejdsministerium. Ligesom det hed før Fogh-regeringen kom til i 2001. Udover at det sprogligt sender et signal, er det udtryk for en mentalitetsændring som – hjulpet på vej af politikerne – forhåbentligt ville sive ned gennem systemet. Ud med det ensidige fokus på arbejdsudbud og excel-politik – ind med et helhedsorienteret syn på arbejdspolitikken.

Ud med det ensidige fokus på arbejdsudbud og excel-politik – ind med et helhedsorienteret syn på arbejdspolitikken.

Derefter burde det ambitiøse og bomstærke Arbejdsministerium kaste sig over følgende dagsordener:

Redning af Arbejdstilsynet
Siden den første bølge af det 21. århundredes borgerlige regeringer rullede indover landet, har krigen mod arbejdsmiljøet og Arbejdstilsynet været en integreret del af det politiske program. Alene på de to sidste finanslove har tilsynet været udsat for dramatiske nedskæringer og massefyringer. Det skal stoppes. Arbejdstilsynet skal styrkes markant, og der skal være mandskab til at foretage langt flere uanmeldte besøg på arbejdspladser over hele landet. Det er et af lønmodtagernes vigtigste værn mod rådne arbejdsgivere.

Investeringer i ny maskinteknologi
Automatiseringen og digitaliseringen er over os, og vil kun accelerere i de kommende år. Udover at den nye maskinteknologi faktisk kan skabe job til flere kvalificerede lønmodtagere, så kan den også forbedre arbejdsmiljøet på nedslidende arbejdspladser. Vi bør derfor skabe nye og bedre omstillings- og afskrivningsvilkår for virksomhederne, kombineret med et løft af uddannelses- og opkvalificeringsopgaven. Hvis flere lønmodtagere bliver i stand til at styre de nye digitale og maskinelle processer, så kan det få stor betydning for det fysiske arbejdsmiljø i Danmark. Samtidig bør vi investere mere i teknisk forskning, så vi hele tiden kan udvikle nye teknologier.

Værdige ventetider
Et af de mest oversete og skandaløse problemer i Danmark er den alenlange ventetid på at få sin sag behandlet, når man har fået en arbejdsskade på sin arbejdsplads. I 2016 kunne man forvente at vente 27 måneder på en afgørelse om tabt erhvervsevne i Arbejdsskadestyrelsen. På trods af nogle håndfulde flere medarbejdere er der ikke noget der tyder på at ventetiden bliver acceptabel i 2017. Det er uacceptabelt at mennesker, som allerede er blevet ramt én gang af en ulykke i deres liv, skal udsættes for den store psykiske belastning der er forbundet med at vente så lang tid. Politikerne bør give borgerne nogle klarere rettigheder, så de bliver økonomisk kompenseret hvis afgørelserne trækker ud i det uendelige. Alt andet er uværdigt.

Der er altså nok at tage fat på for en ny arbejdsminister

Der er altså nok at tage fat på for en ny arbejdsminister. Men det er også nødvendigt, hvis vi skal forbedre tilværelsen for de tusindvis af mennesker der går på arbejde hver dag. Ellers svigter vi en stor og vigtig opgave.

 

Frederik Vad Nielsen er studerende på Roskilde Universitet og forretningsudvalgsmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
 

 

Frederik Vad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidl. forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja det er typisk, ingen af folketingets medlemmer har været på det virkelige arbejdsmarked, alligevel
skal de kloge sig om hvordan arbejdsmarkedet skal fungere, selv er de beskyttet på alle leder og kanter.

Annonce