Annonce

Læger til regeringen: Ventelister forsvinder ikke med ny struktur

Forskellen i ventetider på behandling skyldes ikke regionerne og løses ikke med en ny strukturreform, advarer Lægeforeningen
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) udråber ny opgørelse om ventelister fra Sundhedsministeriet som et argument for at slette regionerne fra landkortet:

“Det er derfor, at vi ikke kan have fem sundhedsvæsener. Patienterne har samme rettigheder, uanset hvor i landet de bor. Sygehusene skal i større udstrækning tage patienterne i hænderne og hjælpe dem andre steder hen, såfremt de ikke selv har mulighed for at behandle dem,” siger Ellen Trane Nørby til Berlingske.

I en video på Facebook siger statsminister Lars Løkke Rasmussen om forskellen i ventetider: ”Det er heller ikke nogen nyhed for mig, men er for mig at se et ekstra argument for, at vi nu skal for gennemført regeringens sundhedsreform.”

placeholder

Det at nedlægge regionerne kommer ikke i sig selv til at ændre noget

Formand i Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, er dog skeptisk over for regeringens udmelding om, at man kan ensrette ventelisterne ved at nedlægge regionerne:

“Det at nedlægge regionerne kommer ikke i sig selv til at ændre noget. Jeg tror ikke meget på, at man vil få ens ventetider landet over, hvis man nedlagde regionerne. Så skal regeringen ihvertfald lægge frem, hvad de har tænkt sig at gøre anderledes end regionerne i forhold til at nedbringe ventetiderne,” siger han til Netavisen Pio.

Lægemangel ikke struktur

Formanden for Lægeforeningen mener ganske enkelt ikke, at det er i strukturen, at hunden ligger begravet:

“Jeg mener ikke, at forskellene er betinget af strukturen. De regionale forskelle er ikke betinget af det, at vi har regioner, men af lægedækningen, befolkningssammensætningen og de forskellige ressourcer, der bliver stillet til rådighed,” siger Andreas Rudkjøbing.  

Jeg synes ikke, at vi er blevet forklaret, hvorfor 21 sundhedsfællesskaber skulle løse problemet

Formanden i Yngre Læger, der er en af de tre forhandlingsbertteigede foreninger i Lægeforeningen med 13.000 medlemmer, mener heller ikke, at regerings sundhedsreform rummer nogle konkrete svar på, hvordan man kommer forskellen i ventetider til livs:

“Jeg synes, der mangler en beskrivelse af, hvad regeringen vil sætte i stedet for. Jeg synes ikke, at vi er blevet forklaret, hvorfor 21 sundhedsfællesskaber skulle løse problemet med forskellene i ventetider,” siger Helga Schultz til Netavisen Pio.

Forandring koster kræfter

I Yngre Læger bliver man nærmest udmattet ved tanken om en større strukturændring, og man frygter, at det vil tage kræfter fra de egentlige opgaver:

“Det, at nedlægge regionerne og lave kæmpe store strukturelle reformer, koster så meget energi og så mange kræfter i hele sundhedsvæsenet. De kræfter tror vi ville være bedre brugt i den eksisterende struktur - blandet andet på at prøve at få ventetiderne ned,” siger Helga Schultz.

Det kan indirekte betyde, at man ikke har tilstrækkelig fokus på at løse sin kerneopgave

Om en strukurforandring direkte kan forlænge ventetiderne på behandling vil Helga Schultz og Andreas Rudkjøbing ikke afvise.  

“Det kan indirekte betyde, at man ikke har tilstrækkelig fokus på at løse sin kerneopgave. Vi ved af erfaring fra strukturreformen og fra udlandet, at der vil gå ressourcer fra til at få en hel ny struktur til at fungere,” siger Andreas Rudkjøbing.

Rettigheder løser ikke ulighed i sundhed

Ellen Trane Nørby fremhæver, at man med sundhedsreformen vil styrke patientrettighederne.

Det skal blandt andet ske ved, at sygehusene bliver pålagt at oplyse patienterne om konkrete alternative behandlingstilbud efter blot 30 dages ventetid. Ministeren mener, at flere patientrettigheder kan være et værn mod den ulighed i sundhed.  

Man skal bare ikke tro, at man med patientrettigheder løser den sociale ulighed

Andreas Rudkjøbing kalder det for “et udmærket initiativ”, men han understreger samtidig, at patientrettigheder ikke løser problemet med ulighed i sundhed:

“Det er generelt sådan, at næsten ligegyldigt hvilken service eller rettighed, der bliver stillet til rådighed, så er der en social slagside, således at de ressourcestærke vil være bedre til at udnytte den rettighed. Man skal bare ikke tro, at man med patientrettigheder løser den sociale ulighed.”

Det er typisk dem, der er ressourcestærke i forvejen, der kan finde ud af forfægte deres ret

Styrker de stærke

Helga Schultz mener ligefrem, at fokus på patientrettigheder kan øge uligheden i sundhed:

“Det er typisk dem, der er ressourcestærke i forvejen, der kan finde ud af forfægte deres ret og få tingene til at ske. De folk, der ikke har så mange ressourcer eller så meget overskud, de får ikke benyttet sig af de rettigheder, som man har givet dem. Jeg tror det giver social ulighed at køre så meget på det med patientrettigheder,” siger hun.

Det som grundlæggende mangler i sundhedsvæsnet er ressourcer

Derfor vil formanden for Yngre Læger vil heller tale om ressourcer og underfinansiering end om patientrettigheder:

“Det som grundlæggende mangler i sundhedsvæsnet er ressourcer. Lige meget hvor mange rettigheder, man giver folk, så kommer det ikke til at ske, hvis man ikke har ressourcer til at imødekomme dem,” siger Helga Schultz.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet