Lægernes falske frihedskamp

Når regionerne betaler de praktiserende læger for at levere sundhedsydelser, er det kun naturligt, at de bestemmer omfanget og kvaliteten af disse ydelser.
Det er efterhånden blevet standard hos det borgerlige Danmark, at udråbe regeringen som en halvdiktatorisk størrelse, der i stil med DDR begår det ene overgreb efter det andet mod borgernes frihed. Denne fortælleform er blevet anvendt til at stemple så forskellige ting som længere skoledage, forebyggelsen af rygning, indsatsen mod sort arbejde og anholdelsen af en narkotikahandlende tidligere politibetjent, hvis kamp mod narkotikalovgivningen gudhjælpemig bliver sammenlignet med Nelson Mandela.

Men er det virkelig indbegrebet af frihed, at lægerne bestemmer, hvordan andres penge skal bruges, hvor offentligt betalte lægepraksisser skal ligge og hvordan kvaliteten skal måles?

Dette seneste eksempel på denne argumentationsform kommer fra Patrick Leis, der i et debatindlæg i Jyllandsposten i dag betegner de praktiserende læger som ’de sidste frihedskæmpere’, der forladt og alene kæmper en ulige frihedskamp mod statens diktatoriske dominans:

Alt bliver bestemt, reguleret eller overvåget af staten i et omfang, der næsten tåler stalinistiske sammenligninger. Senest er PET blevet underlagt mere kontrol, Skat har efterhånden fået samme bemyndigelser som politiet, og for nylig blev Forsvarskommandoen udslettet og hæren lagt ind under Forsvarsministeriet. (..) Tendensen går hele tiden den samme vej mod mere statskontrol og mindre privat frirum.”

Ovenstående er nok den mest kreative anvendelse af frihedsbegrebet, man kan forestille sig. Hvad pokker havde Patrick Leis forestillet sig? At PET skal have ’frihed’ til at gøre, hvad det passer dem, eller at hæren ikke skulle styres fra demokratisk side? Næppe tiltag, der rimer på det liberale demokrati- og frihedsbegreb og det samme gør sig gældende i tilfældet med lægernes såkaldte frihedskamp.

Groft skitseret handler lægekonflikten om, at regionerne i dag betaler de praktiserende læger for at levere nogle sundhedsydelser. Nu har regionerne så fået den ifølge Patrick Leis vanvittige idé, at de selv skal bestemme, hvad skatteborgernes penge bruges på, i stedet for at lægerne har vetoret over dette i de såkaldte regionale praksisplanudvalg. . Regionerne vil blandt andet gerne bestemme, hvor lægernes praksis skal være (således at hele landet dækkes), tjekke kvaliteten (således at borgerne bliver behandlet ordentligt) og hvor mange konsultationer lægerne maksimalt må have om dagen (således at lægerne ikke spekulerer i mange, korte konsultationer for at få udbetalt flere penge).

De færreste almindelige lønmodtagere ville næppe komme langt, hvis de forklarede deres arbejdsgiver at de skulle have udbetalt en klækkelig løn for en ydelse, som arbejdsgiveren ikke måtte bestemme omfanget og kvaliteten af.

Regionernes ønsker er således udtryk for både sund fornuft og et ønske om, at skatteborgernes penge bruges bedst og billigst. Men i Patrick Leis’ parallelunivers svarer dette til en ”suverænitetsafgivelse mod landets praktiserende læger”, hvor lægerne mister retten til frihed og selvbestemmelse.

Men er det virkelig indbegrebet af frihed, at lægerne bestemmer, hvordan andres penge skal bruges, hvor offentligt betalte lægepraksisser skal ligge og hvordan kvaliteten skal måles? Åbenbart, hvis man spørger Patrick Leis eller Praktiserende Lægers Organisation.

De færreste almindelige lønmodtagere ville næppe komme langt, hvis de forklarede deres arbejdsgiver at de skulle have udbetalt en klækkelig løn for en ydelse, som arbejdsgiveren ikke måtte bestemme omfanget og kvaliteten af. Men selvfølgelig er de praktiserende læger jo heller ikke almindelige lønmodtagere, men derimod ’selvstændige erhvervsdrivende’ - og derfor gælder der ifølge de borgerlige debattører selvfølgelig helt andre regler end for resten af befolkningen.


Kommentarer fra Facebook