Der er brug for, at vi rykker hegnspælene, konfronterer frygten for de frivillige og byder den frivillige sektor indenfor – ikke bare som flødeskummet på kagen, men som værdifulde, innovative samskabere af fremtidens velfærdssamfund.
Er dette en kritik af alle de dygtige og engagerede socialrådgivere, lærere, pædagoger og sundhedsplejersker, som ellers havde været en del af drengens og de andres liv? Overhovedet ikke. Men det var min egen første virkelige øjenåbner i forhold til, at frivillige kan noget, som det offentlige bare ikke kan – uanset hvor mange penge og hvor gode normeringer vi måtte stille til rådighed.
Vores parti har på mange måder haft en halvskizofren tilgang til den frivillige sektor. På den ene side er vi netop rundet af deltagelsestanken og af lektien om, at en god socialdemokrat er den, der stiller op til næstformand i den lokale sygekasse. Og jeg kan dårligt komme i tanke om en socialdemokrat, jeg kender som ikke er frivilligt aktiv, også andetsteds end i sin partiforening. Det er i vores dna.
På den anden side er vi bærere af en medfødt skepsis over for hattedamer og et almissesamfund, hvor omsorgen for de trængende overlades til skiftevis godhjertethed og tilfældighed. Vi er dem, der står vagt om, at de frivillige på plejehjemmet ikke må misbruges som en genvej til at skære på fagpersonalet. Og vi er dem, der sætter hælene i og kæmper imod, når lidt for kvikke arbejdsgivere ser deres snit til at udnytte arbejdsløse som gratis arbejdskraft. Mange af os har måske også haft en holdning om, at man helt grundlæggende skal passe på, hvad man ’overlader’ til de frivillige. Underforstået, at dem kan man ikke helt regne med. De er jo ’bare frivillige’.
Frivillighed er ikke bare for velhavende hattedamer der keder sig, men også for hende, som har mistet sit arbejde og savner noget meningsfuldt at rive i, mens hun søger efter nyt. Eller ham, som er gået på efterløn, men gerne vil andet end at spille golf.
Men der er brug for, at vi rykker hegnspælene, konfronterer frygten for de frivillige og byder den frivillige sektor indenfor – ikke bare som flødeskummet på kagen, men som værdifulde, bidragende, innovative samskabere af fremtidens danske velfærdssamfund.
Få er for tiden i tvivl om, at vores velfærdssamfund er i en brydningstid. Det økonomiske pres har betydet, at stadigt flere har fået øjnene op for potentialet i den frivillige sektor. For at velfærd ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at det offentlige tager sig af alting. Men det betyder også, at diskussionen ofte bliver meget fokuseret på nødvendigheden og på udbyttet - hvad og hvor meget kan vi få de frivillige til? Frem for inputtet – hvad er det, de frivillige kan bidrage med?
For såvel som det er at tale ned til vores samfundsmodel at mene, at ’det fælles’ partout skal være lig med ’offentligt’, så er det at tale ned til de frivillige og deres indsats at betragte dem som blot en lap, hvor det offentlige skærer. Eller et andenrangstilbud i mangel af bedre. Det er tindrende forkert. For hvor samspillet og den frivillige indsats lykkes, er resultatet ikke en svagere, men en langt stærkere indsats end vi kunne have formået ellers. Et stærkere fællesskab, til gavn for alle parter, både brugere, frivillige, og professionelle. Min ven dér i FrivilligHuset er ét eksempel. Der er heldigvis utroligt mange flere. Projekt Udenfor i København som lykkes med at skabe kontakt og virkelige livsforbedringer for nogle af de allermest udsatte hjemløse – nogle af dem som ikke vil eller tør have noget med ’systemet’ at gøre. Eller Mødrehjælpen, der samarbejder med Høje Tåstrup og Esbjerg kommuner om at hjælpe unge, sårbare mødre.
Som socialdemokrater tror vi på, at også den, der har det sværest, kan være noget for andre og har noget værdifuldt at bidrage med. Det vigtigste vi kan gøre er, at der er brug for dig. At nogen mangler dig, hvis du ikke kommer ud af sengen i morgen.
Alle er de eksempler på, at vores velfærdssamfund bliver stærkere, ikke svagere, når vi åbner det mere op.
De er også eksempler på, at frivillighed ikke bare er for velhavende hattedamer der keder sig, men også for hende, som har mistet sit arbejde og savner noget meningsfuldt at rive i, mens hun søger efter nyt. Eller ham, som er gået på efterløn, men gerne vil andet end at spille golf. Eller for ham og hende, som har en skrøbelig eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet.
Som socialdemokrater tror vi som noget helt grundlæggende og naturligt på, at også den, der har det sværest, kan være noget for andre og har noget værdifuldt at bidrage med.
Det vigtigste vi kan gøre er tværtimod, at der er brug for dig. At din indsats har en betydning. At nogen opdager det og mangler dig, hvis du ikke kommer ud af sengen i morgen.
Derfor er det også helt knald i låget, når vi har regler der gør, at efterlønnere og ledige ikke må gøre en frivillig indsats i mere end fire timer om ugen. Det er vores beskæftigelsesminister heldigvis også i gang med at lave om på.
I det hele taget kan og skal vi gøre meget – også meget helt lavpraktisk for at fjerne barrierer i lovgivningen, skabe bedre rammer for de frivillige og give flere lyst til at engagere sig. Der er et kæmpe potentiale.
To tredjedele af dem, der ikke er frivillige i dag, siger at de har lyst til at blive det. Og hvor det i dag er 10 procent af dem, der laver frivilligt arbejde, der gør det inden for socialområdet, er det 43 procent af de, der ikke er frivillige, som siger at dette er området, hvor man ville have lyst til at engagere sig.
Vi kan gøre meget for frivilligheden med lavpraktik ved at fjerne papirarbejde og barrierer i lovgivning. Og et vigtigt og nogle gange overset forbedringspotentiale ligger i en mere formaliseret og brugbar anerkendelse af de kompetencer og erfaring, man erhverver som frivillig. Og i bedre tilbud om også mere professionel opkvalificering og udannelse af den frivillige. I at vi udbygger infrastrukturen i den frivillige sektor, eksempelvis med flere frivilligcentre. Vi kan stadig skabe bedre rammer for mere samarbejde og mindre kannibalisering, også de frivillige organisationer imellem. Og så skal vi skal langt bedre til at se, udbrede og benytte de frivillige organisationers potentialer også i forhold til fremtidens socialøkonomiske virksomheder.
Derfor er det også helt knald i låget, når vi har regler der gør, at efterlønnere og ledige ikke må gøre en frivillig indsats i mere end fire timer om ugen. Det er vores beskæftigelsesminister heldigvis også i gang med at lave om på.
Det er den vej vi skal. Men det er ikke nok.
Først og sidst er dét mest afgørende tigerspring for frivilligheden stadig det at kaste vores egen frygt og fordomme væk. Det gælder ikke mindst for vores eget og nogle af vores faglige venners vedkommende. De frivillige ved det godt. Og de borgere de er i berøring med ved det også godt. Mange stedet ved heldigvis de professionelle det også godt. Men især vi på venstrefløjen har endnu lidt vej at gå. Men vi er på vej. Og det er på sin plads. For hvis nogen skal forstå værdien i samfundsansvar og forpligtende fællesskaber, så må det da være os. Det er grundlæggende et fattigere, mere forkrøblet velfærdssamfund, der lukker sig sammen om staten og om kommunen. Og hos os er frivilligt arbejde ikke en altruistisk almisse, som du måske allerhøjest kan bruge til at brande og iscenesætte dig selv. Det er en naturlig del af det at være i fællesskabet. Lidt mindre ’fordi det er synd for dig’ og lidt mere ’fordi mit liv hænger sammen med dit’.
For de frivillige er ikke bare krymmel på kagen. De frivillige er samfundsbærende, -skabende og -udviklende. Og de kan bære, skabe og udvikle endnu mere. Lad os lade dem.
Maja Panduro (1982) er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og partiets social- og handicapordfører.