Jeg var på den franske ambassade i København, da det stod klart, at Macron og ikke Le Pen blev Frankrigs præsident. Jeg kunne derfor høre det kollektive lettelsens suk, der lød fra forsamlingen.

Jeg kunne derfor høre det kollektive lettelsens suk

Stort set hele det politiske miljø, den intellektuelle elite og medierne i Danmark faldt hinanden om halsen i begejstring. Bevægelsen ”En Marche” var ny og spændende. Macrons valgsejr var en sejr over den populistiske nationalisme, der ellers gik –og går - sejrsgang i Europa.

De riges præsident

Måske er det derfor, at når man her godt halvandet år efter valget følger den franske præsident Macrons armlægning med 'De Gule Veste' oplever en dækningen i de danske medier, der let efterlade én med det indtryk, at det er den progressive og sympatiske præsidents armlægning med en samling bøller og tilbagestående klimafornægtere fra provinsen.

Det franske samfund er som et hold bjergbestigere bundet sammen af et reb - de mest foretagsomme klatrer i spidsen og trækker resten med sig

Vel er der blandt ”De Gule Veste” ekstreme kræfter fra de yderste politiske fløje, men at ende vurderingen hér er helt forkert. Realiteten er, at Macron har ført en politik, som har svigtet store grupper i det franske samfund til glæde for en snæver elite. Eller som han selv har fremstillet det: Det franske samfund er som et hold bjergbestigere bundet sammen af et reb - de mest foretagsomme klatrer i spidsen og trækker resten med sig. Et billede som snildt kunne være formuleret af den hjemlige borgerlige liberale tænketank Cepos, og som af Macron er omsat til blandt andet fjernelse af formueskatten.

Oven i det kommer en tendens til alene at lytte til de, der har samme elitære uddannelsesmæssige baggrund som ham selv. Derfor bærer han tilnavnet ”De riges præsident” og har et ry for arrogance. Det Frankrig, der ikke befinder sig på livets champagneside, føler sig svigtet: Borgmestre i små byen langt fra Paris har beklaget sig over, at Macrons besparelser umuliggjorde deres arbejde. Folk i de små landsbyer oplever, at skolen lukker, hospitalet og domhuset forsvinder og bussen bliver sparet væk.

Folk i de små landsbyer oplever, at skolen lukker, hospitalet og domhuset forsvinder og bussen bliver sparet væk

Det er gjort lettere at hyre og fyre folk, uden at maskerne i det sociale sikkerhedsnet samtidig blev gjort mindre. Lønnen er stagneret, navnlig for arbejder- og middelklassen, der har stadig sværere ved at få enderne til at nå sammen. Det er det, der er afsættet for ”De Gule Veste”: Almindelige menneskers frustration over en politisk elite, der ikke hører dem, ikke forstår dem. Og den folkelig opbakning er stor. Meningsmålinger viser, med nogen variation, at helt op mod 70 procent af franskmændene støtter ”De Gule Veste”.

Vi har insisteret på at høre bekymringerne

Den 10. december krøb Macron til korset og lovede i en undskyldende tale blandt andet at hæve minimumslønnen, ligesom en planlagt skat på små pensioner blev aflyst. ”De Gule Veste” synes imidlertid mere end noget andet forenet i ønsket om at komme af med Macron, og selv hvis det lykkedes Macron at ride stormen af, har forløbet tilført ham et dybt sår. Den før ufejlbarlige præsident er barberet ned i øjenhøjde.

Enten er Macrons arrogance for alvor steget ham til hovedet, eller også er han politisk tonedøv

Set udefra er det svært ikke at blive efterladt med den tanke, at enten er Macrons arrogance for alvor steget ham til hovedet, eller også er han politisk tonedøv. For præcis arbejderne der så deres job forsvinde, middelklassen der så deres og børnenes muligheder blive mindre, de svageste som så hullerne i sikkerhedsnettet blive større, provinsen der oplevede tristessen komme snigende, uløste problemer med migration og indvandring, kombineret med det eksisterende politiske systems manglende vilje eller evne til at tage sig af problemerne, har kastet en bølge af nationalt orienteret populisme af sig i den vestlige verden.

Vi har set det med briternes beslutning om at forlade EU, med amerikanernes valg af Trump til præsident, med Putins aggressive fremfærd, med Erdogans nye forfatning i Tyrkiet, med Orban i Ungarn, med valgene i Østrig, Holland, Italien – listen er desværre endnu længere. Og det er i meget vidt omfang sket på bekostning af centrum-venstre og ikke mindst vores socialdemokratiske søsterpartier, der bredt ud over Europa gisper efter vejet, i hvad der bedst kan beskrives som kamp for overlevelse.

Ikke mindst vores socialdemokratiske søsterpartier, der bredt ud over Europa gisper efter vejet

I ganske få lande står Socialdemokratiet som det absolut største parti og med mulighed for at nå regeringskontorerne, hvis man står på tæer. Et af dem er Danmark. Det er min opfattelse, at når Socialdemokratiet står relativt godt i Danmark, er det ikke mindst, fordi vi har insisteret på at høre bekymringerne hos mennesker bredt - og navnlig hos dem, der ikke har de stærkest stemmer, den bedste adgang til medierne og elitens privilegier.

En kommende S-regering skal give nærheden tilbage

Det er et politisk ansvar at sikre sammenhængskraft og tryghed i hele Danmark. Det gælder såvel geografisk som økonomisk.

Kommunalreformen åd en række små rådhuse, og der blev i effektivitetens navn centraliseret yderligere på områder som domstole, politi, sygehuse og Skat. Lige nu pusler regeringen med at fjerne det politiske niveau fra regionerne, hvilket igen vil gøre afstanden fra patienten til dem, der træffer beslutninger, større. Vi kan skifte retning, f.eks. med at oprette nærhospitaler, sikre at der er erhvervsuddannelser tættere på de unge, at der er nærpolitienheder. Det vil være en opgave for en kommende S-regering at give nærheden tilbage.

En anden opgave for en kommende S-regering er at sikre sammenhængskraft og tryghed økonomisk

En anden opgave for en kommende S-regering er at sikre sammenhængskraft og tryghed økonomisk. Uligheden er vokset i Danmark over de seneste år. Det er selvfølgelig dejligt for den enkelte direktør i én af landets 100 største virksomheder, at han – ja, det er en han - tjener 17 gange mere end en almindelig medarbejder, men gabet vokser i vores samfund, når en lille elite stikker af fra resten.

IT-giganter slipper for at betale skat. Dele af finanssektoren ser stort på, at vi alle sammen betalte, så de ikke gik bankerot for få år siden og kvitterer med skattely, udbyttesvindel og hvidvask. Over for det står, at antallet af fattige børn i Danmark er steget voldsomt de senest par år. I dag er der ikke mindre end 64.500 børn under fattigdomsgrænsen. Der er brug for at skifte retning f.eks. med bedre indsats mod skattesnyd, skat på finansielle transaktioner, strammere regler for aflønning og at målrette arveafgiften mod de store formuer.

Socialdemokratiet skal altid være et skridt foran

Den forudsigelige kritik er, at Socialdemokratiet blot lefler for de skiftende holdninger i vælgerhavet. Eller som det ofte giftigt formuleres af vores venner i rød blok, er blevet Dansk Folkeparti light.

Men for Socialdemokratiet handler politik ”om, at sige det folk mener, lidt før de selv ved de mener det”, for nu at bruge et citat, som jeg har set tilskrevet min farfar, Per Hækkerup. Citatet er godt, fordi det indeholder den dobbelte sandhed, at politikere skal gå foran og komme med svar på tidens udfordringer, men ikke gå længere foran end forbindelsen til den hverdag, de bekymringer og de glæder, som folk oplever er fuldstændig intakt.

Sige det folk mener, lidt før de selv ved de mener det

Noget som både Macron og centrum-venstre ikke alene i Danmark, men også resten af Europa kunne have glæde af at skrive sig bag øret.