Lærerne får ny formand efter tæt kampvalg

54-årig århusianer overtager formandsposten i Danmarks Lærerforening.
Foto: DLF
Formand Gordon Ørskov, Danmarks Lærerforening
Gordon Ørskov er valgt som ny formand for Danmarks Lærerforening (DLF).

Det skete i et tæt kampvalg på lærerforeningens kongres i Falkonersalen på Frederiksberg.

Der skulle to afstemningsrunder til, før at man kunne finde vinderen. I anden runde fik Gordon Ørskov 156 stemmer (svarende til 52,3 procent) mod 140 til Morten Kvist Refskov (svarende til 47 procent) og 2 til Anders Liltorp (svarende til 0,7 procent).

Der var 298 delegerede i alt. Afstemningen blev i øvrigt et nederlag for den moderne teknologi. Afstemningen skulle egentlig være foregået via NemID , men systemet svigtede, så i stedet måtte de delegerede træffe valget på klassiske, men helt uproblematiske, stemmesedler af papir.

Den nye formand forventer at følge i den gamles fodspor.

"Jeg stiller op til formand for Danmarks Lærerforening, fordi mit hjerte banker for eleverne, lærergerningen og fællesskabet, - også selv om det at stille op giver mig en anelse hjertebanken", sagde Gordon Ørskov i sin valgtale i følge folkeskolen.dk og han lovede, at han nu er garant for, at lærerne på hver enkelt skole kommer til at opleve konkrete forbedringer efter vedtagelsen af den nye arbejdstidsaftale, som han har været medarkitekt på.

Den nye formand er 54 år gammel, fra Aarhus, hvor han har været kredsformand for Århus Lærerforening.

Han har været medlem af DLF's hovedbestyrelse siden 2007 og formand for fagforeningens overenskomstudvalg siden 2010.

Gordon Ørskov erstatter Anders Bondo Christensen, der har været formand siden 2002.

Den afgående formand var hurtig til at ændre sin Twitter-profil:

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Jeg er ikke lærer, men offentlig ansat og tidligere forhandler af offentlige overenskomster. Et stort tillykke til Gordon, og - især - en stor stor tak til Anders Bondo Christensen, som efter min mening har været en fremragende repræsentant for det offentlige forhandlingssystem. Især tak til Anders for at have taget en meget nødvendig og dybt sørgelig kamp med "de falske Socialdemokrater" Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon samt Christine Antorini. Tænk, at det var en socialdemokratisk ledet regering, som ville nægte de offentligt ansatte frie forhandlinger, - hvilken skamplet på noget af det allerhelligste i den danske model!

Annonce