Lærernes arbejdstidsaftale strider mod den danske model

Det er en ulempe for både lærerne og folkeskolen, at lærernes arbejdstidsaftale griber ind i ledelsesretten i den danske folkeskole.
Lærernes arbejdstidsaftale strider mod den danske model. I forårets overenskomstforhandlinger såvel som i forhandlingerne om folkeskolereformen indtager lærernes arbejdstidsaftale en hovedrolle. Lærerne forsøger selv – med formand Anders Bondo Christensen i spidsen – at spinne arbejdstidsaftalen som et udtryk for selve den højt besungne danske model.

Det er lodret forkert.

Folkeskolen altid kommer til at halte efter investeringer i bedre rammer, it og efteruddannelse, fordi ledelsen ikke kan finansiere investeringerne ved mere effektiv tilrettelæggelse af lærernes arbejdstid.

Lærernes arbejdstidsaftale er et brud med den danske model og alle de aftaler, der ellers regulerer det danske arbejdsmarked. Aftalen griber ind i ledelsesretten på de danske skoler, og bryder dermed med princippet om, at arbejdsgiver har ret til at lede og fordele arbejdet, som ellers blev knæsat ved Septemberforliget i 1899.

Med arbejdstidsaftalen i hånden kan den enkelte lærer undslå sig for skoleledelsens indblanding i, hvordan læreren forvalter sin arbejdstid. Når først årsplanen er lagt i juni måned, har skolelederen ikke længere mulighed for at bestemme, hvordan lærerne skal udføre deres arbejde og muligheden for at rokere om på skemaet kommer først igen året efter, for skolelærere har som de eneste på det danske arbejdsmarked ret til at kende deres nøjagtige skema et helt år ud i fremtiden.

I dag er det op til lærerne selv, at lede og fordele deres opgaver. Det er faktisk ikke rimeligt, heller ikke for lærerne selv, der går ned med stress på stribe, fordi kravene til deres arbejdsindsats er for modsatrettede, for uklare og for store.

Skoleledelsens manglende ledelsesret viser sig helt ud i de absurde detaljer. En skoleledelse kan for eksempel ikke beslutte, at man efter en faglig vurdering vil prioritere matematik i udskolingen højere end musik i indskolingen og derfor flytte forberedelsestid fra musikfaget (og den lærer, der har tre musikklasser på samme årgang og derfor måske ikke behøver at planlægge undervisningen fra bunden til hver eneste lektion i hver klasse) til matematikfaget med de mange skriftlige afleveringer. Musiklæreren har jo ret til sin forberedelse, som skolelederen ikke må blande sig i.

Den danske folkeskole lider under arbejdstidsaftalen, for den er også en effektiv stopklods for alle former for investeringer. På det private arbejdsmarked kan en arbejdsgiver vælge at investere i for eksempel nye it-programmer, og efterfølgende spare personaleressourcer, fordi medarbejderne skal bruge mindre tid på opgaverne. I folkeskolen er it altid bare en ekstraudgift, fordi ledelsen ikke kan indhente den økonomiske fordel af, at lærerne kan bruge deres tid mere effektivt. En lærer kan jo ikke sættes ned i forberedelsestid, bare fordi skolen har indkøbt et læringsprogram, der selv kan rette elevernes opgaver og dermed spare lærerens tid. Det betyder, at folkeskolen altid kommer til at halte efter investeringer i bedre rammer, it og efteruddannelse, fordi ledelsen ikke kan finansiere investeringerne ved mere effektiv tilrettelæggelse af lærernes arbejdstid.

Havde KL i 2008 haft en hovedforhandler med lidt mere indsigt i overenskomstforhold og folkeskolens hverdag, havde de aldrig accepteret en arbejdstidsaftale, der parkerer ledelsesretten hos lærerne selv.

Det er et af de bærende principper for den danske model, at arbejdsgiver har ret til at lede og fordele arbejdet. Det er ikke kun en fordel for arbejdsgiverne, men også for arbejdstagerne. Det er nemlig også arbejdsgivernes ansvar at prioritere i de forskellige opgaver. I dag er det op til lærerne selv, at lede og fordele deres opgaver. De har –heldigvis! – meget høje faglige krav til deres undervisning, og sætter en stor ære i at giver deres elever de faglige og sociale kompetencer, de har brug for. Men fordi skoleledelsen er forment adgang til prioriteringerne, er det også den enkelte lærer selv, der skal afgøre hvilken kvalitet, der er god nok til deres fag. Og selv beslutte hvor meget tid, der skal bruges på at rette, skolehjemsamtaler, ren forberedelse, skrive underretninger, lave tests og papirarbejde og meget, meget mere. Det er faktisk ikke rimeligt, heller ikke for lærerne selv, der går ned med stress på stribe, fordi kravene til deres arbejdsindsats er for modsatrettede, for uklare og for store.

Det er et mysterium, at arbejdsgiversiden har accepteret lærernes arbejdstidsaftale. Aftalen blev indgået i 2008, og det kan i bakspejlet ikke undre, at lærerformand Anders Bondo selv nævner den KL-politiker, han forhandlede den udanske arbejdstidsaftale på plads med som en af sine helte. Det var Mads Lebech (K), hvis interesse for og viden om overenskomstforhold tydeligt viser sig i arbejdstidsaftalens defekter. Havde KL i 2008 haft en hovedforhandler med lidt mere indsigt i overenskomstforhold og folkeskolens hverdag, havde de aldrig accepteret en arbejdstidsaftale, der parkerer ledelsesretten hos lærerne selv.


Kommentarer fra Facebook