Lærerstuderende: Karakterer er mest socialt retfærdige

Et nyt optagelsessystem skal have mindre kvote 2. Børn fra øvre middelklassehjem, der har talegaverne i orden, har nemmere ved at komme igennem nåleøjet.
Uddannelsesministeren vil skrotte 12+-karakteren og lave en ny karakterskala, hvor der er kortere mellem karaktererne i midten af skalaen. Gode forslag, der trækker i en social retfærdighed retning. Det næste, hun bør kigge på, er optagelsessystemet på videregående uddannelser.

Karakterer er udskældt, på trods af at det er en af de mest socialt retfærdige måleenheder, vi har

Her er karakterer udskældt, på trods af at det er en af de mest socialt retfærdige måleenheder, vi har. En socialdemokratisk uddannelsespolitik skal være en social løftestang, og derfor skal kvote 2, som vi kender det i dag, fylde mindre, og vi skal have et mere socialt balanceret optagelsessystem.

Karakterer er bedre end sit rygte

Hvis du kommer fra den øvre middelklasse, har du større chance for at komme igennem kvote-2-nåleøjet, end hvis dine forældre er ufaglærte.

Børn fra øvre middelklassehjem har talegaverne i orden. De kan konversere og har et godt ordforråd, fordi de er vokset op med, at hele familien hver aften troligt sidder rundt om spisebordet og taler sammen. De snakker om det seneste folketingsvalg, om skoledagen. Derfor klarer de sig godt i kvote 2-optagelsen til et personligt interview. De klarer sig også godt i kvote 2-optagelsen, når det kommer til motiveret ansøgning.

Hvis du kommer fra den øvre middelklasse, har du større chance for at komme igennem kvote-2-nåleøjet

Deres forældre hjælper hellere end gerne med at skrive og rette igennem, og de er gode til det qua deres lange uddannelser. Deres CV, som sendes sammen med den motiverede ansøgning, ser godt ud. Deres forældre har sørget for en god børneopsparing til dem, så de har både været på et studieforberedende højskoleophold og arbejdet frivilligt i udlandet i deres sabbatår.

Sådanne forudsætninger er der mange børn, der ikke vokser op med. Derfor er det helt omvendt med karakterer. Her gælder det om at præstere fagligt, ikke at have talegaverne i orden eller at have forældre, der kan hjælpe. Det er den mindst subjektive måde at blive vurderet på.

Kvote 2 på en ny måde

Skal kvote 2 så hældes ud med badevandet? Nej, selvfølgelig kan man have haft en dårlig dag til eksamen. Men kvote 2 skævvrider totalt på den måde, som man bruger det mange steder.

Kvote 2 skævvrider totalt

På Københavns Universitet skal man op i en faglig prøve og derefter et personligt interview, hvis man søger kvote 2. På min egen læreruddannelse foregår det på nogenlunde samme måde. Jeg kan (desværre) pege på mange, der absolut ikke er kvalificerede til at læse til lærer, men som er blevet optaget, fordi de er gode til at tale. Hvis man ikke kan finde ud af at sætte komma eller skrive essays, er det alt andet lige svært at blive en god dansklærer.

I stedet skal kvote 2 udgøres af faglige optagelsesprøver. Ligesom karakterer vurderer det faglig kunnen og ikke, om man er god til at tale eller har været på et fancy udlandsophold.

Opsang til ministeren

Så kære uddannelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen, en socialdemokratisk uddannelsespolitik må først og fremmest handle om at løfte bunden og give muligheder til dem, der ikke er født med en guldske i munden.

Talegaver og frivillige ophold i Afrika fylde mindre

Derfor skal talegaver og frivillige ophold i Afrika fylde mindre, når det vurderes, om studerende kan blive optaget på deres uddannelse. I stedet skal faglig kunnen fylde mere. Det er det mest socialt retfærdige.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Signe Kaulberg er forbundssekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og uddannet folkeskolelærer.


Flere artikler om emnet

Annonce