Landbrugets arbejdsgiverforening har fået nok af kristelig gul arbejdsgiverorganisation: “Tandløs tiger”

Overenskomst

Landbrugets arbejdsgiverforening har fået nok af kristelig gul arbejdsgiverorganisation: “Tandløs tiger”

Den lovligt varslede konflikt mellem Davidsen Landbrug og 3F har fået uenighederne mellem den overenskomstbærende arbejdsgiverorganisation GLS-A og den gule kristelige Arbejdsgiverforeningen KA helt op i det røde felt 

Karsten Høgild, direktør i Arbejdsgiverforeningen KA
Billedtekst
Karsten Høgild, direktør i Arbejdsgiverforeningen KA (Tidligere Kristelig Arbejdsgiverforening)
Foto: Arbejdsgiverforeningen KA

I kølvandet på den lovligt varslede konflikt mellem Davidsen Landbrug og 3F, har Landbrugets arbejdsgiverorganisation GLS-A forsvaret 3F’s ret til at konflikte. 

Det har fået den gule Kristelig Arbejdsgiverforening (Som nu kalder sig Arbejdsgiverforeningen KA, red.) til at angribe GLS-A - som 3F indgår overenskomster med på landbrugsområdet - i medierne. 

Kristelige: GLS-A blåstempler 3F’s metoder

“Hvorfor er GLS-A et ekko af 3F?,” hedder det blandt i et debatindlæg i LandbrugsAvisen forfattet af direktøren for Kristelig Arbejdsgiverforening, Karsten Høgild.

Læs også:3F-formand hylder arbejdsgiverforening i sag om konflikt-varsling af landbrug

Høgild skriver blandt andet: 

“Hun (Direktøren for GLS-A, Anne Marie Hagelskjær Smit, red.), blåstempler 3F’s metoder i en grad, så 3F-formand Henning Overgaard hos den røde netavis Pio omfavner GLS-A og deres direktør under overskriften '3F-formand hylder arbejdsgiverforening.'”

Høgild anfører, at arbejdsgivere i landbruget har et rigtig godt alternativ til GLS-A, når de skal vælge hvilken arbejdsgiverorganisation, de ønsker at være medlem af:

Det alternativ udgør vi i KA

“Med de udtalelser forstår jeg godt, at flere og flere landmænd har svært ved at betragte GLS-A som deres arbejdsgiverforening, men så er det godt, at der er et alternativ. Det alternativ udgør vi i KA, og vi kæmper hårdt for, at landmænd – ligesom alle andre virksomheder – frit skal kunne vælge overenskomst.”

GLS-A: Vi er den eneste reelle modpart til 3F i landbruget:

Den svada får GLS-A til at tage fløjlshandskerne af.

I et svar til Høgild og Kristelig Arbejdsgiverforening i LandbrugsAvisen skriver GLS-A’s direktør, Anne Marie Hagelskjær Smit, at GLS-A er den eneste reele modpart til 3F i landbruget:

“Det er alene GLS-A, der gennem mere end 100 år har taget de drøje og svære konflikter og strejker på arbejdsmarkedet med det forbund, vi i dag kender som 3F. Det gør vi stadigvæk, hver gang vi forhandler overenskomster. Så nej Karsten Høgild - GLS-A er ikke et ekko af 3F. GLS-A er den eneste modpart til 3F i landbruget.” 

Læs også:De økonomiske vismænd: Målret skattefradrag til medlemmerne af de overenskomstbærende fagforeninger

Anne Marie Hagelskjær Smit skriver videre:

Fakta er, at Karsten Høgild ikke fortæller landmændene den fulde sandhed

“Fakta er, at Karsten Høgild ikke fortæller landmændene den fulde sandhed, når han udtaler, at KA (Arbejdsgiverforeningen KA - tidligere Kristelig Arbejdsgiverforening, red.) er et alternativ til GLS-A.”

GLS-A: De kristelige forsøger at lukrere på GLS-A’s resultater

GLS-A-direktøren mener, at Kristelig Arbejdsgiverforening lukrerer på de resultater, som andre arbejdsgiverorganisationer har skabt: 

Tværtimod forsøger KA at lukrere på de resultater, som andre arbejdsgiverorganisationer har skabt

“KA har aldrig sikret et roligt og stabilt arbejdsmarked for landmænd. Tværtimod forsøger KA at lukrere på de resultater, som andre arbejdsgiverorganisationer har skabt – og ikke mindst de resultater, som GLS-A har skabt for landbruget.”

Og:

“Alle særaftaler, som landbruget har nydt godt af gennem tiden, er skabt af GLS-A. Lad mig blot nævne vores 48-timers arbejdstidsregel og praktikantaftaler til landbruget. Praktikantaftalen er KA ved at slå i stykker, når man ser på, hvordan KA agerer i den aktuelle konflikt.”

“KA har ingen indflydelse på lovgivning, som KA’s egne medlemmer har brug for. F.eks. virksomheders behov for lettere adgang til international arbejdskraft.”

Anne Marie Hagelskjær Smit konkluderer, at Kristelig Arbejdsgiverforening er “en tandløs tiger”:

“Så ærlig talt – så ser jeg ikke KA som et alternativ til GLS-A. KA er en tandløs tiger, der må ty til angreb på GLS-A, fordi KA efterhånden ikke har andre metoder at kæmpe med.”

3F er berettigede til at kræve overenskomst med en virksomhed og støtte kravet med konflikt

Dansk Industri - Danmarks største arbejdsgiverorganisation - er enig med GLS-A i, at 3F i den aktuelle situation har ret til at konflikte:

”3F er berettigede til at kræve overenskomst med en virksomhed og støtte kravet med konflikt. Det er en del af vores unikt stærke arbejdsmarkedsmodel," har vicedirektør hos DI, Christoffer Thomas Skov, udtalt til Fagbladet 3F.

Kristelig overenskomst: Ansatte har ikke ret til at strejke

Konflikten mellem mælkeproducenten Davidsen Landbrug ved Grindsted med 23 ansatte og 1.450 malkekvæg handler om, at Davidsen Landbrug har tilsluttet sig den overenskomst som Kristelig Fagforening (Krifa) har indgået med Kristelig Arbejdsgiverforening (Arbejdsgiverforeningen KA).

Da det normalt og historisk er 3F, der indgår overenskomst med GLS-A på landbrugsområdet, har 3F - helt efter reglerne i den danske model - varslet konflikt mod Davidsen Landbrug.

3F mener ikke overenskomsten indgået mellem den kristelige fagforening og den kristelige arbejdsgiverorganisation er en rigtig overenskomst - blandt andet fordi den ikke giver medarbejderne på Davidsen Landbrug mulighed for at strejke, blokere eller indlede sympatikonflikt.

Du kan læse nærmere om konflikten her.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Aksel Jensen (ikke efterprøvet) den Mandag den 01.06.2026 - 23:00

Anne Marie Hagelskjær Smit konkluderer, at Kristelig Arbejdsgiverforening er “en tandløs tiger”:

Ulve findes nu overalt i Jylland.

Og ifølge professorer ved Århus universitet er de lige så ufarlige som “en tandløs tiger”.

Men jager du dem hvad så?

Nej, som udgangspunkt må du ikke skyde ulve i Danmark, da den er strengt beskyttet af EU's habitatdirektiv. Det er ulovligt at jage eller indfange den, og ulovlig nedskydning kan straffes med op til to års fængsel.

Landbrugets arbejdsgiverforening har fået nok af kristelig gul arbejdsgiverorganisation: “Tandløs tiger“

Jagten er gået ind….

Men hvad med EUs habitatdirektiv?

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 02.06.2026 - 13:22

Selvfølgelig er 3F i sin gode ret til at konflikte. Selvklart.

** blandt andet fordi den ikke giver medarbejderne på Davidsen Landbrug mulighed for at strejke, blokere eller indlede sympatikonflikt.**
Altså en dårlig aftale, der ikke har noget med en overenskomst at gøre. Hvis ikke det var så tragisk, ville det blot være latterligt. Nogen har misforstået noget.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Ordførerposter fordelt