For nylig tordnede formanden for Dansk Industri frem i medierne med en løftet pegefinger til de danske politikere. Deres våde drøm om fortsat at udhule det danske dagpengesystem skal kastes på møddingen. Det er nemlig hverken til gavn for lønmodtagerne eller arbejdsgiverne. Tak!

I mit stille sind må jer erkende, at det ikke længere er nok blot at bede politikerne om at holde fingrene væk

Desværre må jeg i mit stille sind erkende, at det ikke længere er nok blot at bede politikerne om at holde fingrene væk. De har efterhånden prikket så mange huller i arbejdsmarkedets redningsvest, at hvis man som dansk lønmodtager ryger overbord, så er man næsten sikker på at synke til bunds. Og det skal der gøres noget ved!

Historisk dårlig dækning
Det har jo aldrig været meningen, at dagpengesystemet kun skulle sikre, at man ikke dør af sult, når man mister sit arbejde. Det var en erkendelse af, at alle kan miste sit arbejde. Bliver man kortvarigt ramt af ulykken, skulle man ikke går fra hus og hjem. Det er et system, der skulle sikre, at man på trods af kortvarig ulykke kunne holde sig oven vande.

I 2025 vil en gennemsnitlig LO-lønmodtager kun få under halvdelen af sin løn dækket, hvis vedkommende får sparket fra sin chef. Det skal ses i lyset af, at den maksimale grænse for, hvad man kan få udbetalt er 90 procent af sin tidligere løn. Dog kun op til omtrent de 18.000 kr.

De privilegerede på arbejdsmarkedet har ikke tænkt sig at stå last og brast med de udsatte

Det grundlæggende problem med den her udvikling, er, at den kan presse den privilegerede del af arbejdsmarkedet væk fra den a-kasseordning, som vi har i dag. Og lad mig da bare sige det som det er, de privilegerede på arbejdsmarkedet har ikke tænkt sig at stå last og brast med de udsatte. Og hvis de først forlader vores fælles forsikringsordning mod arbejdsløshed, så er der kun de mest udsatte tilbage til at forsvare den.

Dagpengesystemet er en fælles forsikringsordning for alle
Hver eneste gang en politik bliver målrettet de dårligst stillede i samfundet, ender den ud som dårlig velfærd. Derfor må vi insistere på, at dagpengesystemet ikke er et ydelsessystem for de svage, men en fælles forsikringsordning, som alle skal kunne se en interesse i at bevare. Og det kræver et grundlæggende opgør med modellen i dag.

Vi skal tilpasse dagpengesystemet til at arbejdsmarked, der bliver mere usikkert for hver dag der går.

Det kræver, at vi øger kompensationsgraden markant, så højtlønnede forsat kan se sig selv i systemet. Det skal kombineres med en nedtrapningsordning, som giver mulighed for kortvarigt at få større kompensation, hvilket vil tilgodese de mennesker, som hurtigt kan finde et andet job. Og samtidig skal vi tilpasse dagpengesystemet til at arbejdsmarked, der bliver mere usikkert for hver dag der går. Det kræver mere fleksibilitet. Og sidst men ikke mindst, så kræver det, at vi straks trækker håndbremsen på satsreguleringen, som hvert eneste år udhuler vores overførselsindkomster.

Den opgave skal stå forrest på Socialdemokratiets prioriteringsliste, hvis vi lykkedes med at indtage regeringskontorene efter næste valg.

Lasse Haugaard Pedersen, Medlem af DSU’s forretningsudvalg.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.