Annonce

Lars Løkke faster også

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) advarer om at muslimernes faste under Ramadanen kan være farlig. Men er en fastende statsminister så også farlig
I weekenden opfordrede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) de muslimer, der i øjeblikket faster i forbindelse med den muslimske højtid Ramadaen, til at holde ferie fra deres arbejde under højtiden. Af sikkerhedsmæssige årsager:

”Det kan helt lavpraktisk være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag, ligesom man selvsagt ikke yder og præsterer nær det samme på fabrikken eller på sygehuset, hvis man gennem en hel måned ikke spiser og drikker i alle døgnets lyse timer,” lød Støjbergs melding i et debatindlæg – og Inger Støjberg føjede til:

”Jeg vil ikke fratage danske muslimer muligheden for at dyrke deres religion og religiøse højtider, men jeg vil opfordre dem til, at man som muslim holder ferie i ramadanmåneden, så det ikke får en negativ indvirkning på resten af det danske samfund.”

Inger Støjberg’s melding kommer kun knap en måned efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen til Magasinet Helse udtalte, at han jævnligt faster:

Da der kom mere ro på, gik jeg på fastekur, som jeg også tyr til, når jeg skal tabe mig

”Da der kom mere ro på, gik jeg på fastekur, som jeg også tyr til, når jeg skal tabe mig,” fortæller statsminister Lars Løkke til Magasinet Helse 25. april.
"Tre egentlige fastedage"

I samme interview fortæller Lars Løkke, at han op til et faste-forløb starter med ”et forløb, hvor han går mere og mere over til at spise grønt – derefter kommer tre egentlige fastedage, hvor eneste indtag er vand og saft af hvidløg, ingefær og citron.”

På den baggrund har Netavisen Pio spurgt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg om hun mener at også statsminister Lars Løkke bør afholde ferie i de perioder, hvor han faster?

Men fra minister Støjbergs presseafdeling lyder meldingen, at "det desværre ikke bliver muligt at få en kommentar fra ministeren".

Lars Løkke blev interviewet af Helse i anledning af, at han og tidligere formand for Danske Regioner, Bent Hansen, modtog Kræftens Bekæmpelses Ærespris tilbage i februar.

Lars Løkke og Bent Hansen modtog prisen for ekstraordinært politisk lederskab i forbindelse med indførelsen af kræftpakkerne, som i 2007 gjorde kræft til en akut sygdom, der kræver hurtig behandling. Lars Løkke var på det tidspunkt sundhedsminister.

I interviewet fortæller Lars Løkke, at det er vigtigt at holde sig sund gennem motion, men at også et tiltag som en fastekur kan være gavnligt for helbredet.

Lars Løkke fortæller således til Helse, at han efter en gennemført fastekur kan mærke, at energien kommer tilbage, og at han sover bedre.

 

Opdateret kl. 15.15 med tilbagemelding fra Udlændingeministeriets presseafdeling.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet