Annonce

Lars Løkke genopliver Foghs skattestop

Et løfte om et skattestop skal endnu en gang få vælgerne til at vælge Venstre.
I et forsøg på at give kunstigt åndedræt til regeringsblokkens skrantende meningsmålinger, relancerer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag skattestoppet, som var et af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) store kommunikative succeser i 00’erne.

”Vi vil ikke skabe utryghed i familiernes økonomi. Vi vil ikke gøre det dyrere at være dansker. Derfor går vi i Venstre til valg på et skattestop,” fastslår Lars Løkke Rasmussen foran glade partifæller, der poserede med til lejligheden, producerede skilte, der understregede budskabet.

Skattestoppet blev første gang lanceret af Anders Fogh Rasmussen op til valgkampen i 2001.

Skattestoppet betyder i korte træk, at ingen skat eller afgift bliver sat op, uden at andre skatter eller afgifter bliver sat tilsvarende ned.

Det blev blandt andet illustreret med en tælle på Venstres hjemmeside, som talte hvor mange dage der havde været skattestop. Tælleren blev taget ned i 2010.

Ikke et rigidt skattestop

Der er dog nogle undtagelser i Venstres nye skattestop. Skattestoppet gælder blandt andet ikke de skattestigninger, som allerede er fastsat - herunder de nye boligskatteregler, der træder i kraft i 2021.

Dermed skal boligejerne ikke forvente, at deres udgifter nødvendigvis vil holde sig helt i ro henover de kommende år.

Derfor bliver Venstres nye skattestop betegnet som en tynd kop te af politisk kommentator Hans Engell:

”Løkkes skattestop er en tynd omgang, og det er det først og fremmest, fordi man på boligområdet allerede har et forlig, som får meget store konsekvenser, siger Hans Engell til Ritzau, hvor han kalder det for det endelige bevis på, at VLAK-regeringen er historie. Det er en iskold skulder til Liberal Alliance og De Konservative.

”Udspillet ligger milevidt fra det, LA og K vil. Deres ambition er ikke et skattestop, men nogle reelle nedsættelser i personskatten, topskatten og selskabsskatter og andet. Løkke taler om, at hvis der bliver råd til det kan der komme skattelettelser i bunden, måske, siger han.

Også skatter, der af miljø- og klimamæssige årsager kan være hensigtsmæssige at indføre, er undtaget af det genopstandne skattestop. Det samme er tobaksafgifter.

Angriber S med tænkte eksempler

Venstre, som har brugt valgkampens første dage på at sætte fokus på hvad Socialdemokratiet vil og ikke vil, brugte også lanceringen af skattestoppet til at advare om at Mette Frederiksen vil hæve skatterne.

”Skattestop eller skattehop”, lyder det fra Venstre i en annonce, som er indrykket i en række dagblade og lagt på de sociale medier, hvor man stiller spørgsmål til en lang række skatter, som Socialdemokratiet måske vil hæve.

Socialdemokratiet afviser de fleste af Venstres anklager om at man vil hæve skatterne.

Socialdemokratiet medgiver dog, at de blandt andet vil rulle lettelsen af arveafgiften tilbage, ikke gennemføre en skattelettelse på arbejdsgiverbetalte mobiltelefoner, og at man gerne vil indføre en balanceskat på bankerne, som skal være med til at finansiere Socialdemokratiets omdiskuterede forslag om at dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet, skal have muligheden for at komme tidligere på folkepension.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet