Det skulle have været med fanfare, ideologiske hyldesttaler og palmeblade for fødderne, at Lars Løkke og Anders Samuelsen præsterede deres historiske skattelettelser. Sådan blev det helt ekstremt langt fra.

Danskerne kan se frem til "historisk store skattelettelser", sådan lød det fra Løkke og regeringen, da de præsenterede deres udspil august. Men det blev højest en historisk maveplasker. Regeringens store skattereform blev hengemt i medierne en sen tirsdag aften, totalt glemt i spalterne efter 48 timer og ekskluderet fra den politiske historie.

En reform af et så begrænset omfang, at VLAK-regeringen næsten ikke engang bliver drillet med det af kollegaerne på Christiansborg. Den bliver forbigået i skam og tavshed.

Gnalling: Et ambitionsfald på mange milliarder
Når man lytter til økonomerne og kommentatorer, så er reformen da også vurderet til at være af en karakter, som det ikke rigtigt at er værd at tale om. “Det er jo næsten ikke værd at nævne”, sådan lød kommentar om reformens betydning for arbejdsudbuddet fra økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen.

Hos kommentatorer var begejstringen ikke stort bedre, som Jyllands Postens Marchen Neel Geertsen tørt konstaterede “Det er en lille gnalling af en skattereform, men der er lettelse i Venstre”. JPs politiske analytiker kunne dog finde et positivt element i, at Venstre nu kan sætte hak udfor skattereform og prøve at gå i fortrængningsmodus hurtigst muligt.

Da Løkke og Samuelsen for alvor spillede op, talte de om lettelser for 23 milliarder kroner. Det faktiske resultatet blev  mange gange mindre, og medregnet adfærds- og tilbageløbseffekter, så lempelsen på 5 milliarder kroner.

54 kroner om måneden til laveste indkomster
Det klassiske problem for mange på centrum-venstre er, at man ofte placerer sig selv i en slags kritiker-dilemma, hvor man både har lyst til at kritisere regeringen for at gennemføre unødigt store skattelettelser og samtidig for at svigte regeringens egne ambitioner.

Dette dilemma er denne gang blødt op, når Løkke har været tvunget til at trække ambitionerne ud af det endelig resultat og hovedpersonerne fremlægger budskabet med dukket nakke.

Det er helt rigtigt, at regeringen forsøger at løse det såkaldte ‘samspilsproblem’, så det fremover bedre kan betale sig at spare op til pension for flere danskere og hvis man partout skal lave skattelettelser, som regeringen er så optaget, så er det også helt rigtigt at satse på de laveste indkomster.

Men også her bliver det det på gnalling-niveau. 54 kroner ekstra om måneden. Så stor bliver gevinsten af de nye jobfradrag for folk med lave indkomster, som reformen ellers var rettet mod. Man skal helt sikkert ikke kimse af 645 kroner mere mellem hænder om året, men alligevel er det ikke revolutionerende.

De fattigste betaler igen-igen
Men de helt store skår i glæden kommer, når man kigger på regeringens finansiering. Aftalen er nemlig primært finansieret af kontanthjælpsmodtagere og råderum.

Den integrationsydelse og det kontanthjælpsloft, som de fire blå partier tidligere har indført sikrer en stor finansieringen. Det er i selv er bemærkelsesværdigt, fordi det er tiltag, som har betydet, at antallet af fattige børn er steget med op imod 10.000. Og en anden stor del af finansieringen kommer fra råderummet, som ellers burde have været brugt til at holde hånden under den hårdt prøvede velfærd.

Og så er vi alligevel tilbage til centrum-vestres kritikker-dilemma. For selvom det er en gnalling af en skattereform, så vil det alligevel lykkes for Løkke og Samuelsen at sende regeringen til landets svageste. Altså en reform uden store økonomiske effekter på plussiden, men med store omkostninger på minussiden.

Det er vist det man på engelsk kalder for loose – loose!

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.