Annonce

Lars Løkke i nyt kasket-roderi

Statsministeren optræder som bisidder i forbindelse med faglig konflikt mellem ægtefællen Solrun og dennes arbejdsplads, Det Kgl. Teaters Læseskole
Statsminister Lars Løkke (V) har endnu engang rodet sig ud i en sag om kasket-roderi.

Lars Løkke har således – tilsyneladende - optrådt som bisidder for sin kone, Solrun J. Rasmussen, i forbindelse med en tilspidset faglig konflikt mellem Solrun og hendes arbejdsplads, Det Kongelige Teaters Balletskoles Læseskole, som har en samarbejdsaftale med N. Zahles Skole.

Det skriver Ekstra Bladet i dag.

Lars Løkke deltog således for omkring to måneder siden som bisidder for Solrun ved et fagligt møde mellem rektor på N. Zahles Skole, Anne Birgitte Klange, og Solrun J. Rasmussen.

Ifølge Ekstra Bladet mundede mødet ud i, at Solrun fratrådte sin stilling som lærer ved Balletskolens Læseskole, der hører ind under Det Kongelige Teater.

Lars Løkke anfægtede i nat flere gange på twitter, at hans kone skulle være blevet fyret, men ønskede ikke at oplyse, hvad der så i stedet blev enden på den faglige tvist. Lars Løkke anfægter derimod ikke, at han har optrådt som bisidder for sin kone, Solrun.

Ifølge Netavisen Pios oplysninger handler den bagvedliggende faglige konflikt om ’samarbejdsproblemer’.

Netavisen Pio har – via dennes spindoktor Jacob Bruun Christensen – spurgt Lars Løkke om, hvorfor han vælger at optræde som bisidder for sin kone i en situation, hvor han i forvejen kritiseres massivt for at rode godt og grundigt rundt i kasketterne af oppositionen.

Oppositionen har – anført af Socialdemokratiet – kritiseret statsministeren for, at det ved flere lejligheder har stået ganske uklart, om Løkke optræder i rollen som statsminister eller i rollen som privatperson. Særligt i forbindelse med indsamling af penge til LøkkeFonden, som Løkke var formand for indtil han blev statsminister i juni 2015. Hvorefter formandshvervet overgik til Solrun Rasmussen.

Netavisen Pio har spurgt Solrun Rasmussen, hvorfor hun valgte at lade sin mand optræde som bisidder – fremfor at medbringe lærernes tillidsmand som sin bisidder. Hverken Lars Løkke eller Solrun Rasmussen er – op til deadline – vendt tilbage.

Rektor ved N. Zahles Skole, Anne Birgitte Klange, ønsker ikke at kommentere sagen. Heller ikke Socialdemokratiet har kommentarer til sagen.

Professor undrer sig
Ekspert i offentlig ledelse og professor på Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, undrer sig over, at Lars Løkke Rasmussen vælger at agere bisidder for sin hustru:

Jeg synes, at han sætter denne leder i en kompliceret situation

”Jeg synes, at han sætter denne leder i en kompliceret situation, som gør det noget mere vanskeligt for hende at håndtere det. Det vil være helt naturligt, hvis hun føler sig noget presset og måske også intimideret på sit ledelsesgrundlag ved at have statsministeren siddende som bisidder. Det kan ikke undgås,” siger Bukh til Ekstra Bladet.

Professoren finder det ”meget mere naturligt”, hvis Sólrun Rasmussen i stedet havde taget sin tillidsmand med til samtalen.

Det Kgl. Teaters hjemmeside står Solrun J. Rasmussen fortsat anført som lærer ved Balletskolens Læseskole. Men det er udbredt praksis, at fratrådte medarbejdere optræder som ansatte frem til fratrædelsesaftalens udløb.

Solrun Rasmussen har været ansat ved Balletskolens Læseskole i 12 år. Efter Funktionærloven har hun ret til seks måneders løn ved opsigelse – samt en godtgørelse svarende til en måneds løn.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce