Lars von Trier har udvalgt værkerne til ny storslået udstilling

Filminstruktør Lars von Trier kuraterer udstilling på nyåbnede Willumsens Museum, og perlerækken af kunstnere, der tænkte, kreerede og led ligesom von Trier selv, hænger nu på rad og række. 

Lars von Trier interviewes af sin datter. På videoskærmen kan man se ham, stærkt afkræftet og med rystende hænder. Han fortæller, at den sygdom, der har ramt ham, Parkinsons, er så modbydelig, at han ikke engang ønsker sine fjender ramt af en lignende skæbne. 

Og han snakker om enden og om de mange tab; at folk falder bort, her blandt andre den nyligt afdøde digter og filminstruktør, Jørgen Leth, som von Trier lavede projektet og filmen 'De syv benspænd' med tilbage i 2003. 

Men længe før Lars von Trier blev ramt af sygdom, og længe før hans karriere som en af Danmarks største filminstruktører nogensinde, tog han som ung dreng hele vejen til Stockholm, alene for at se et maleri af den danske maler Vilhelm Hammershøi. 

Læs også:Film om Franz Kafka vil for meget

Der er tale om maleriet 'Fem portrætter', som Hammershøi malede i årene 1901-02. Det hænger på Thielska Galleriet, og det er Vilhelm Hammershøis største maleri, og i omfang kun sammenligneligt med hans maleri, 'Artemis', som han malede i 1893-94, og som i dag hænger på SMK i København. 

Men det er altså ‘Fem portrætter’, der nu udgør kronjuvelen og omdrejningspunktet for den udstilling, som von Trier har kurateret på Willumsens Museum. 

Hovedværket

Lars von Trier mener, at dette maleri er Hammershøis hovedværk, hvilket man godt kan argumentere for. Det er i hvert fald et storslået, stærkt mystisk og symbolsk manifest, hvor Hammershøi har portrætteret fem af de mænd, der var med til at kickstarte hans egen karriere som vidt berømmet kunstner. 

Der er tale om kunsthistorikeren Karl Madsen, der allerede fra begyndelsen, helt tilbage i slutningen af 1880’erne, argumenterede for, at Vilhelm Hammershøi var en af tidens betydeligste malere, på trods af, at etablissementet vrængede på næsen af hans værker. 

Topbillede

Foruden Karl Madsen, har Hammershøi portrætteret sin broder, den piberygende kunstner og keramiker, og Thorvald Bindesbøll, der var en af datidens mest dristige formgivere og en kolossal primus motor for en kunstnerisk fornyelse i dansk kunst. 

Og så er der Carl Holsøe, der også malede stille stuer, præcis ligesom Hammershøi selv. 

Men i midten af det hele, der sidder J.F. Willumsen og kigger direkte ud på beskueren. Han er ikke direkte afvisende, ligesom Holsøe, der byder beskueren sin skosål, men heller ikke indbydende. 

Og så var både Hammershøi og Willumsen to af dem, som etablissementet dengang ikke ville høre tale om

Han er gådefuld, måske endda legende, spillende og drillende? 

I hvert fald er det slet ikke tilfældigt, at Willumsen, der ellers er så karaktermæssigt og stilmæssigt langt fra Hammershøi, alligevel ender med at blive hans modpart i den store fortælling om de store kunstnere i tiden. 

For øvrigt er der et spøjst sammenfald i tid, med hensyn til dette storslåede maleri, for SMK har lige fået skænket hele tre malerier af Vilhelm Hammershøi, der stammer fra afdøde arkitekt Henning Larsens samling, hvoraf det ene - et studie af to lysestager - formodentlig er en skitse til 'Fem Portrætter', og går man på museet for at se det, kan man i samme omgang se andre skitser til selvsamme maleri. 

Topbillede

Et andet spøjst sammenfald i tid er den kendsgerning, at Victor Petersens Willumsen Samling på herregården i Odden har maleriet 'En Bjergbestigerske' som tematik. 

Det er et af Willumsens mest berømte malerier, der også er en reference til Caspar David Friedrichs maleri af bjergbestigeren, der stirrer ud over det uendelige bjerglandskab, men hvor Willumsen har skiftet manden ud med en kvinde. Også dette maleri har Lars von Trier medtaget på udstillingen. 

Og så var både Hammershøi og Willumsen to af dem, som etablissementet dengang ikke ville høre tale om, og som af den grund blev banebrydende for et helt nyt kunstsyn. 

Ægte aristokrater

Men den unge Lars von Trier tager altså til Stockholm for at se dette mesterværk af et maleri. Det hænger på Thielska Galleriet af en helt særlig grund. 

Denne familie var ægte aristokrater, og de samlede på kunst, som de mente var skabt af tidens kunstneriske genier, der alle på den ene eller anden måde led af storhedsvanvid. Eller af megalomani, som Lars von Trier betegner dem som. 

Læs også:Krigen, kunsten og Guernica

Her på dette særlige museum er der et lille tårnværelse, og her kan man finde en dødsmaske af filosoffen og genidyrkeren, Friedrich Nietzsche. Det ligner nærmest et relikvie, sådan som man ser det i katolske kirker. 

På Thielska Galleriet kan man finde malerier af Edvard Munch, heriblandt et af hans portrætter af Nietzsche, af danske Ejnar Nielsen, der portrætterede døden så gådefuldt, af forfatter og kunstmaler August Strindberg, der nærmest levede for at være i strid, af naturmalerne Bruno Liljefors og Oscar Bergman. 

Så, alt i alt, går det hele op i en højere enhed

Og så naturligvis værker af J.F. Willumsen, blandt andet et spektakulært maleri fra hans tid i Norge, hvor han var besat af at male fjelde, der på en sær måde, i udtrykket, minder om den tyske maler Caspar David Friedrich, som von Trier også har indlemmet i sin samling på Willumsen museum, som det ældste værk på udstillingen. 

Willumsen var tæt knyttet til familien Thielska, og han skabte blandt andet også et stor buste af sit eget hoved, som man kan se på museet i dag, og det kan i grunden undre, at von Trier ikke har været fristet til at tage det med på sin udstilling. 

Så, alt i alt, går det hele op i en højere enhed: Willumsens Museum udpeger den svækkede von Trier til at kuratere en udstilling, hvilket han i den grad fortjener, og han udvælger et af Danmarkshistoriens bedste portrætmalerier, hvor Willumsen selv er den centrale figur, og det hele sker på en sådan måde, at Thielska Galleriet bliver samarbejdspartner, og udstillingen vil senere blive vist der. 

Afvist på kunstakademiet

Lars von Trier har ønsket at fortælle om sin egen vej gennem kunsten, og derfor kan man også se hans eget selvportræt, 'På vej til Zarathustra' fra 1974, hvor han søgte ind på Kunstakademiet, men blev afvist. 

Maleriet er for øvrigt en reference til et af Friedrich Nietzsches vigtigste værker, så det hele går som sagt op i en højere enhed. 

Lars von Trier fortæller selv, at det som binder de mange kunstnere sammen, er megalomanien samt deres ønsker om at skabe stor kunst, der befinder sig på en helt tynde line mellem galskab og genialitet, hvilket han ret eksplicit beretter om på udstillingen. 

Så vi ser værker af Edvard Munch, af August Strindberg, at Rudolph Tegner, af Gustav Vigeland og selvfølgelig også af Willumsens selv. 

Den nyeste kunstner, der er repræsenteret, er Per Kirkeby, som Lars von Trier også har samarbejdet med. 

Den store kunstner (en mand!) lefler ikke for massen

Det var den danske litteraturkritiker, den kulturradikale Georg Brandes, der opfandt begrebet ‘Aristokratisk radikalisme’, i forbindelse med hans forelæsning over den dengang helt ukendte filosof, Friedrich Nietzsche, tilbage i 1888 på Københavns Universitet. 

Dengang proklamerede han, at de sande kunstnere var en art overmennesker, der ikke kunne holdes i tømme af tidens snævre moralske sindelag, og at kunstnere, der var genier, ligesom måtte vige fra at mænge sig med pøbelen og bare skabe på trods. 

Læs også:Her kan du se et af Danmarkshistoriens smukkeste og mest betagende malerier

Forelæsningen skabte et ramaskrig, og det endte med en fejde mellem Brandes og filosoffen Harald Høffding, der forsvarede sig med, at man i stedet skulle hylde ‘Demokratisk radikalisme’, og han mente, at store kunstnere var skabt på skuldrene af ‘massen’, og ikke på trods af selvsamme. 

Set i bakspejlet var det Brandes, der vandt den kamp, og kulturradikalismen blev tidens toneangivende retning, der fik sin absolutte arvtager i formgiveren og kritikeren Poul Henningsen, der også har betydet uendeligt meget for Lars von Trier. Derfor er PH’s piano også med på udstillingen. 

Requiem for den aristokratiske radikalisme

Hele udstillingen set fra et helikopterperspektiv vidner om en særdeles stærk kunstnerisk tradition, og et kunstsyn, der på mange måder har præget vor opfattelse af kunstnere og kunstværker helt frem til i dag. 

Den store kunstner (en mand!) lefler ikke for massen, og han agerer på trods af tidens moral og snæversyn. Tænk blot på Lars von Triers fadæse, dengang han til en filmfestival udtalte, at han ‘forstod Adolf Hitler’, der klart gav hans renommé kraftige og uudslettelige ridser i lakken.

Men Lars von Trier har altid anskuet sig selv som Ener, hvilket hans voldsomme protest vidner om, dengang han første gang protesterede over, at han ikke vandt året største filmpris i Cannes, og hvor han sammenlignede sig selv med den russiske avantgardefilmkunstner Andrej Tarkovskij, der også var blevet forbigået af prisudgiverne, men som siden er blevet anerkendt som en af verdens bedste instruktører. 

Det er film, der er skabt for de udvalgte få, og bestemt ikke for massen. 

Læs også:Bog om provokunst hiver desværre tænderne ud af monsterets mund

Men det er også et requiem for den aristokratiske radikalisme, som Lars von Trier har skabt på Willumsens Museum. Det er et kunstsyn, og et image, som tiden er ved at gøre kraftigt op med. 

Køn og identitet er ved at skifte i kunstverden, og derfor synes Lars von Trier & Co. også at tilhøre en hengangen verden, der er degenerert og støvet. 

Det er slet ikke så negativt, som det lyder. Vi elsker alligevel disse vilde tænkere og skabere af kunst. For øvrigt har de alle som en dyrket denne outsideridentitet, hvor flertallet hader dem. 

Det er en storslået udstilling, som Lars von Trier har kurateret, og der er så mange linjer, forbindelser og ideer her, at alle vil blive ramt af noget, og alle vil kunne lære noget nyt. 

Det er en kondenseret udstilling, tæt, præcis og overordentlig smuk og betagende. 

'På hvis skuldre. Lars von Trier kuraterer'. Willumsens Museum. 6. juni til 20. september 2026.