Lav løn giver kaos - ikke konkurrence

Tænketanken Cevea fremlagde i går deres foreløbige rapport om det tyske arbejdsmarked, og resultaterne er skræmmende. Hver 10. på det tyske arbejdsmarked er arbejdende fattig.
”Det er det mest sørgelige og mest fascinerende, jeg indtil videre har arbejdet med, ” sagde økonom i Tænketanken Cevea Christian Gormsen. Det skete, da Cevea og LO i går den 6. februar inviterede til konference om fremtidens arbejdsmarked.

De to organisationer har indgået et større samarbejde med det formål at afdække udfordringer og trusler på fremtidens arbejdsmarked. Den indtil videre 20 sider lange rapport om Tysklands situation er blot et af resultaterne af samarbejdet, og selvom rapporten kun er et foreløbigt udkast, så taler tallene for sig selv.

Blandt hovedkonklusionerne finder man, at hver tiende på det tyske arbejdsmarked er fattig. Medianlønnen i Tyskland er næsten ikke steget siden 1973, hvilket betyder, at de almindelige tyskere faktisk ikke er blevet rigere i tre årtier. Og så er der kommet flere lavtlønnede. Ifølge 2010-tal er det helt præcist lidt over halvdelen af lønmodtagerne på det tyske arbejdsmarked, som får under 15.000 kr. i løn om måneden.

Tyskland underbyder resten af Europa
Matthias Bartke, der er medlem af den tyske forbundsdag for de tyske socialdemokrater, SPD, deltog også i konference som gæstetaler. Han kunne genkende billedet fra rapporten:

”Da jeg var ung, var Tyskland et middelklasseland, folk var hverken rige eller fattige. Sådan er det ikke nu. Vi ser direktører som tjener mere på en uge, end hvad Angela Merkel tjener på et år.”

I 1990’erne befandt Tyskland sig i nogenlunde samme situation, som Danmark er i i dag, og den økonomiske krise og høje ledighed førte til gennemgribende arbejdsmarkedsreformer. ”Et neoklassisk økonomisk eksperiment”, kaldte Heiner Flassbeck, tidligere økonomisk vismand fra Tyskland, som også deltog på konferencen, det.

Heiner Flassbeck mener, at politikerne glemte noget helt essentielt, da de gennemførte reformerne:

”Hvis man skærer i folks lønninger, så skærer man også i forbruget. Derudover underbyder Tyskland resten af Europa ved at producere så billigt. Og stater skal ikke konkurrere. Firmaer skal konkurrere.”

Ifølge Ceveas foreløbige rapport har Tyskland fået bragt deres arbejdsløshed ned fra 11,4 procent i 2005 til 5,4 procent i 2012. Men faldet er ikke sket på grund af mere arbejde. Nej, det er sket på grund af de mange deltidsjob, som er opstået, og korrigerer man for deltidsjobbene i statistikken, så ender den tyske arbejdsløshed på 17,1 procent, skriver Cevea.

Tysk middelklasse er væk
”Graferne for lønfordeling chokerede mig mest,” sagde økonom Christian Gormsen i et efterfølgende interview til Netavisen Pio.

Middelklassen findes ikke rigtig længere i Tyskland, der er en middelindkomst, men derfra går det bare nedad, og underklassen fylder nærmest mere end middelklassen”.

Han mener, at man i Danmark skal være meget opmærksom på at bevare det forhandlingssystem, som vi har på det danske arbejdsmarked:

”Vi kan jo se i Tyskland, at konsekvensen af, at fagforeningerne har mistet magt og arbejdsgiverne heller ikke står sammen, er, at det bliver alles kamp mod alle. Det gulv som engang holdt tyskerne oppe er brast sammen, og folk falder lige igennem.”

Christian Gormsen mener umiddelbart ikke, at Danmark i lige så høj grad vil komme til at opleve working poor. Medmindre vi gør noget dumt som at sætte lønninger ned:

”Og det er der jo nogle i det politiske landskab, som ønsker.”

SPD-politiker Matthias Bartkes eneste råd til tilhørerne på konferencen var da heller ikke til at tage fejl af:

”Lad vær med at sætte jeres lønninger ned.”


Flere artikler om emnet

Annonce