Lavere dagpenge sætter flexicurity-modellen under pres

Der er gennem de seneste år sket en udhulingen trygheden på det danske arbejdsmarked, som har rykket grundpillerne under den danske flexicurity-model. Det kan gå ud over fleksibiliteten, advarer eksperter.
Foto: Danske A-kasser

En stol kan stå på tre ben. Men saver man i det ene ben – eller i to af benene af – så tipper den. Det billede går igen adskillige gange på Danske A-kassers konference ”Den danske model og velfærdssamfundet under pres”, der torsdag blev afholdt i Landstingssalen på Christiansborg.

Fokus denne dag er på den danske flexicurity-model, og særligt forholdet mellem modellens tre komponenter – fleksibilitet, tryghed og en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Hidtil har de tre været ligeværdige, men de seneste år er der blevet skåret ned på både trygheden og den aktive arbejdsmarkedspolitik, og de kommende år er der udsigt til endnu flere.

Derfor er modellen ude af balance, og konsekvensen kan blive, at også det tredje ben, fleksibiliteten, bliver skåret ned. Men det vil til gengæld skade mobiliteten på det danske arbejdsmarked, lyder det fra Danske A-kasser. Så hvad gør vi?

’Salamimetode’ har udhulet trygheden på arbejdsmarkedet
Landstingssalen er fyldt med repræsentanter fra a-kasser, fagbevægelse, ministerier og politikere. Efter en kort introduktion fra Danske A-kassers formand Torben Poulsen, tager Danske A-kassers direktør, Verner Sand Kirk, fat på at fortælle om det, Dansk A-kasser kalder ’salamimetoden”.

Salamimetoden handler om, at politikerne de seneste år skive for skive har skåret skiver ad dagpengesystemet. Ikke direkte ved at skære ned på selve ydelsen, men indirekte ved gennem forskellige tiltag at øge forskellen mellem en typisk lønindkomst og det beløb, man kan modtage på dagpenge. For at understrege pointen har alle deltagere har inden konferencens start fået udleveret en med en lille salamistang.

Udhulingen af dagpengene skyldes blandt andet skattereformen fra 2012, som betyder at dagpenge frem mod 2023 stiger markant mindre end den almindelige lønudvikling i samfundet. Dertil kommer også den løbende satsregulering og indførelsen af et beskæftigelsesfradrag. Begge dele betyder, at dagpengenes kompensationsgrad, altså den andel af tidligere indkomst, man kan opretholde hvis man kommer på dagpenge, falder drastisk.

Ifølge Danske A-kasser svarer det til, at der i 2025 vil være skåret to måneders dagpenge væk om året, eller næsten 40.000 kroner. Det kommer oveni de øvrige nedskæringer der er gennemført på dagpengeområdet, såsom halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblingen af genoptjeningskravet fra et halvt til et helt år.

VKS salamimetode
Verner Sand Kirk, direktør i Danske A-kasser, fortæller om 'salamimetoden' (Foto: Danske A-kasser),

Den aktive arbejdsmarkedspolitik er blevet forringet
Det er imidlertid ikke kun flexicurity-modellens tryghedsben, der er blevet svækket. Også et af modellens andre ben, den aktive arbejdsmarkedspolitik, er blevet forringet, mener Verner Sand Kirk. Den aktiv arbejdsmarkedspolitik blev kommunaliseret i 2008, hvor ansvaret overgik til jobcentrene. ”Det gav de ledige færre rettigheder og flere pligter. Til gengæld fik kommunerne flere frihedsgrader, de fik flere rettigheder og færre pligter.”.

Han peger på, at ord som ”behovsorienteret” og ”målrettet” er føjet ind i den nye lov, og selvom det kan måske lyde meget udmærket, så dækker det reelt over, at kommunerne har fået meget elastik til at vurdere, hvilke tilbud man give den enkelte:

”Der er ikke længere tale om lovgivning, hvor den ledige har nogle rettigheder, men om en vejledning til kommunerne.”, mener han.  Verner Sand Kirk ser tydeligt Finansministeriets aftryk: "Målretning i Finansministeriets logik betyder, at hvis alle har en rettighed, og man så tager den fra halvdelen, ja så har man jo målrettet den imod den anden halvdel”,

At indsatsen er blevet forringet kan direkte aflæses i tallene: De kommunale udgifter til aktivering er faldet fra cirka 5,5 milliarder kroner til cirka 2 milliarder kroner, og at andelen af ledige, der er aktiverede, er faldet fra cirka 30 procent til cirka 15 procent.

Mindre tryghed kan betyde give fleksibilitet
Dagens anden oplægsholder er Anna Ilsøe fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet. Hun fokuserer på forholdet mellem fleksibilitet og tryghed.

Indtil nu har arbejdsfordelingen været sådan, at overenskomstsystemet tager sig af reglerne for at hyre og fyre ansatte, og dermed bidrager til fleksibilitet, mens dagpengesystemet bidrager til tryghed. Men i takt med, at dagpengesystemet bliver udhulet, så risikerer vi en udvikling, hvor overenskomstsystemet i stigende grad også skal håndtere sikkerheden.

Et forvarsel fik vi ifølge Anna Ilsøe allerede i 2010, da der i forbindelse med industriens overenskomst blev indført regler om fratrædelsesgodtgørelse, så medarbejdere er bedre stillet hvis de afskediges. Men det går samtidig ud over fleksibiliteten, fordi det bliver dyrere for virksomhederne af fyre medarbejdere.

I dag er det danske arbejdsmarked kendetegnet ved beskæftigelsessikkerhed frem for jobsikkerhed: Der er ikke sikkerhed for, at man kan blive i det samme job for tid og evighed. Til gengæld er der også gode muligheder for at komme hurtigt videre i et nyt arbejde, hvilket blandt andet afspejles i, at vi hyppigere skifter job end de fleste andre lande, og vi har en lav langtidsledighed, fordi de fleste hurtigt finder et nyt arbejde, hvis de mister det gamle. Lønmodtagerne accepterer at kunne blive fyret med kort varsel, fordi de ved, at de kan få dagpenge og opretholde en relativt høj indkomst, hvis de skulle blive fyret.

Ifølge Anna Ilsøe viser det, at politikkerne ikke er alene om at styre udviklingen, og at forsøg på at ændre på flexicurity-modellen kan udløse reaktioner, de ikke havde regnet med.

Uligheden i Danmark stiger
Professor Bent Greve fra RUC tager i sit oplæg udgangspunkt i, at uligheden i Danmark er steget voldsomt siden årtusindeskiftet. Det kan betyde mindre sammenhængskraft i samfundet, større polarisering og gøre det sværere at bryde den negative sociale arv gennem uddannelsessystemet.

Han peger samtidig på, at det danske arbejdsmarked står over for store forandringer i årene fremover, ikke mindst på grund af den teknologiske udvikling, som vil betyde, at mange jobfunktioner i fremtiden vil blive overtaget af robotter. Det afgørende bliver derfor, at alle har nogle kompetencer, de kan bygge videre på, i takt med at arbejdsmarkedet forandres.

Og her halter det ifølge Bent Greve med at få arbejdsmarkedets parter med: ”Arbejdsmarkedets parter tænker hænger for meget fast i industrisamfundet. Industrisamfundet er ved at dø, og jeg er for eksempel ikke overbevist om, at vi kommer til at mangle så mange faglærte om ti år, som vi ofte hører arbejdsmarkedets parter tale om”, lyder det fra Bent Greve.

Sidste oplægsholder inden pausen er LO-konsulent og Tysklands-kender Lisa Schmidt. Hun taler om processen i forbindelse med de såkaldte Hartz-reformer i Tyskland i under den socialdemokratiske regering i årene 2003-2005. Reformerne betød blandt andet betød drastisk nedsættelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen og indførelsen af en række offentligt subsidierede job, de såkaldte ’minijob’ og ’midijob’.

Ændringerne har været med til at sikre en drastisk nedgang i den tyske arbejdsløshed, der op gennem 90’erne lå markant over Tysklands nabolande og gav landet tilnavnet ”Europas syge mand”. men har til gengæld også skabt et lavtlønsarbejdsmarked i Tyskland og bidraget til en stor stigning i uligheden, og SPD er siden blevet hårdt straffet af vælgerne.

Problemet var ifølge Lisa Schmidt, at hverken den socialdemokratiske regering eller arbejdsmarkedets parter havde forslag til, hvordan de tyske arbejdsmarkedsproblemer kunne løses, hvorfor SPD-regeringen endte med i huj og hast at implementere en række forslag fra en ekspertudvalg, det såkaldte Hartz-udvalg.

Ifølge Lisa Scmidt er læren af de tyske reformer, at hvis man venter for længe med at lave reformer, så risikerer man, at de reformer, man laver, bliver tilfældige og ikke ordentligt gennemtænkte. Og når konsekvenserne så efter en årrække viser sig, kan det være svært at tilbagerulle eller ændre på reformerne.

S og fagbevægelsen: Fokus på uddannelse og opkvalificering
Efter en pause med sandwich og økologisk appelsinjuice står den på paneldebat med topfolk fra både arbejdsmarkedets parter og folketingets partier. Verner Sand Kirk vil især høre deres holdning til, at kompensationsgraden som følge af skatteaftalen fra 2012 de kommende år udhules med godt 5 procent frem mod 2023.

Socialdemokratiets Morten Bødskov anerkender, at der kan være en udfordring. ”Men vi står ved den reform, som var med til at sparke gang i væksten og få dansk økonomi ud af krisen”, forklarer han. SF’s Pia Olsen-Dyhr kalder det en ”udfordring”, at overførselsmodtagerne skulle betale så stor en del af regningen for finansieringen af skattereformen. ”Nu kan vi se der er et problem. Så bliver vi nødt til at kigge på det”, mener hun.

Dansk Folkeparti var ikke med i skatteaftalen fra 2012, og partiets beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted sagde om mindrereguleringen, at ”det var ikke noget, vi i Dansk Folkeparti brød os om.” Han kalder mindrereguleringen en ”skrue”, som politikkerne har brugt til at finde penge, de kunne bruge på andre områder. Han understreger også, at DF ikke vil stemme for at forlænge mindrereguleringen fra 2023 til 2025, sådan som den tidligere VK-regering lagde op til i 2025-planen.

I fagbevægelsen er der stor bekymring over udviklingen. LO-formand Lizette Risgaard mener, at "den her udhuling er helt ad Pommeren til", og også FTF-formand Bente Sorgenfrey var særdeles kritisk over for mindrereguleringen. Ifølge hende er ”grænsen nået”, og det er derfor nu nødvendigt at ”kigge på satserne”.

Lars Qvistgaard, der er formand for akademikerne i AC, frygter, at udhulingen af dagpenge betyder, at det efterhånden ikke længere vil være attraktivt for de højtlønnede at melde sig ind i en a-kasse, fordi den kompensation, de vil kunne få, vil være beskeden. Det kan sætte hele solidariteten i systemet under pres.

Fra både fagbevægelsen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti lyder det derfor også, at fokus fremover ikke bør være på at udhule dagpengene ud fra en logik om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, men i stedet på at uddanne og opkvalificere de ledige.

Både Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen og Dansk Arbejdsgiverforenings direktør Jacob Holbraad mener imidlertid ikke, at der er behov for at rette på dagpengenes kompensationsgrad. Her er linjen fortsat, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Det udløser en del mumlen i salen. ”Spørgsmålet er ikke om det kan betale sig at arbejde – men om det kan betale sig at være medlem af en a-kasse?”, som en deltager fra salen udtrykker det i en kommentar.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der er blandt konferencens deltagere, tager ordet hen under debattens slutning: ”Hvornår holder vi op med at påstå at det ikke kan betale sig at arbejde?”, spørger han. Han fremfører, at Danmark er et af de lande i Europa, der har den højeste beskæftigelse for både mænd og kvinder. Det viser ifølge Nyrup netop den danske models mange kvaliteter, og han opfordrer til at sætte meget mere fokus på gevinsterne ved den danske model: ”Uvidenhed har altid været en dårlig alliancepartner for folk, der gerne vil sætte en retning.”, mener han.


Flere artikler om emnet

Annonce