“Det har vi en principbeslutning om, at det offentliggør vi ikke,” lyder det fra Johnny Nim, da Politiken i forbindelse med et stort interview med ham i juli måned spørger ham om, hvad han får i honorar fra Det Faglige Hus.
Johnny Nim forklarer, at hans aflønning er “en privatsag”.
Han forklarer også, at principbeslutningen om ikke at offentliggøre hans formands-honorar og andre afledte honorarer er en principbeslutning “taget for mange år siden”.
Nim forklarer hemmelighedskræmmeriet med, at formiddagsaviserne gennem årene har haft meget fokus på hans honorar-forhold, og det har ifølge Nim “været et cirkus hver gang”.
Johnny Nim forklarer, at hans aflønning er “en privatsag”
Nim forklarer samtidig, at oplysningerne om hans honorar-forhold ikke har været noget Det Faglige Hus’ medlemmer har presset på for at få oplyst.
En række forbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) oplyser i dag på deres hjemmesider om hvad fagforbundenes tillidsvalgte får i honorar.
3F oplyser således på sin hjemmeside under "Løn og honorarer i 3F", at forbundsformand Henning Overgaard får 70.209 kroner om måneden i formandshonorar. Svarende til 842.508 kroner årligt.
HK oplyser på sin hjemmeside under “Løn og honorarer til valgte”, at forbundsformand Anja C. Jensen får 89.880 kroner om måneden. Svarende til 1.078.560 kroner årligt.
I Politiken-interviewet oplyser Johnny Nim i øvrigt, at Det Faglige Hus satser på at blive Danmarks største fagforening.
3F er Danmarks største fagforening med 215.000 erhvervsaktive medlemmer. Danmarks andet største fagforbund er HK med knap 170.000 erhvervsaktive medlemmer.
Det Faglige Hus er gennem de sidste 20 år vokset stødt og har i dag 165.000 erhvervsaktive medlemmer.
Kommentarer
Kære Piopio
Der findes ikke noget, der hedder en gul fagforening.
Fagforening eller ikke.
Leif Hartman.
Betegnelsen "gul fagforening", skyldes at farven gul står for FALSK. Johnny Nim har flere forskellige konstruktioner, som han ynder at kalde fagforeninger, men alle er rene forretninger, som derfor kaldes gule, eller endnu bedre "Fagforretninger". Intet af det Johnny Nim laver vil han fortælle om hvordan han financierer det. Når de såkaldte medlemmer hos Johnny Nim, ikke kræver at vide noget om de økonomiske forhold, skyldes det, at de er totalt ligeglade, bare de tror det er billigt, det de betaler til og mange af dem, er jo et langt stykke af vejen, dækket ind af FH organisationernes OK aftaler om løn og arbejdsforhold - derfor får de betegnelsen "nasserrøve".
Leif Hartman skriver, at der ikke er noget der hedder en gul fagforening. Men når vi bruger betegnelsen "gule fagforeninger" er det fordi de ikke forhandler overenskomster med arbejdsgiverne, fordi de ikke vil bruge strejkemidlet i tilfælde af uenighed med modparten, fordi de mere ligner firmaer end foreninger, fx. med forsikringstilbud i forsikringsselskab ejet af formanden, eller andre personer i ledelsen, som dermed blander private indtægtsforhold ind i foreningen, og som bruger over halvdelen af medlemmernes kontingent til markedsføring, hvor de rigtige fagforeninger bruger mindre end fem procent. Der er mange flere forhold, der skiller en ægte fagforening fra en gul fagforening.
Igen igen
Der findes ingen gul fagforening - heller ej en ægte fagforening.
Men en fagforening.
Fortsat god aften
Ja, Der findes kun en fagforening, for de gule er IKKE en fagforening, da de ikke forhandler løn og arbejdsforhold.
At Johnny Nim har været dygtig og heldig, og uden tvivl er blevet voldsomt rig på det, ændrer intet ved, at han er en plattenslager uden samvittighed af betydning eller principper, der ikke kan sælges for et passende beløb.
Han er ikke anderledes end dem, som turnerer rundt på turiststeder, og sælger smykker af "ægte" guld og sølv til gode priser - hvis der altså havde været guld og sølv i. Sørgeligt at så mange ikke kan se det.
Det er åbenbart en god markedsføring der ligger til grund for " DET FAGLIGE HUS " og dets succes, hvem kan have noget imod det???
Hvem kan have noget imod, at nogle sælger guld- og sølvsmykker uden guld og sølv i, spørger du. Og det er jo et godt spørgsmål, for man kan da sagtens indtage det standpunkt, at det er købernes eget problem, og så må de jo bare lære af det til en anden gang.
Og det er da også et helt legitimt synspunkt, det er bare ikke mit synspunkt. Men det er heldigvis tilladt at være uenig med mig.