Annonce

Leder: Endelig vælter DF-korthuset

Dansk Folkeparti er langt om længe blevet presset op i et hjørne. Voksentilværelse presser sig på, og på fredag skal partiet afgøre, om det vil påtage sig ansvaret for velfærdsstatens fremtid og stemme mod Venstre minusvækst, eller om det endnu engang vil løbe med halen mellem benene.
Alle mennesker, organisationer og partier kommer til den dag, hvor de skal bevise deres værd. Sådan er det også for Dansk Folkeparti, der på fredag skal i folketingssalen og stemme for eller imod Venstres forslag om minusvækst i kommunerne. Socialdemokraterne har kørt det tunge skyts i stilling og udråber på dramatisk vis afstemningen på fredag som ’sandhedens time’ for Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti.

Sagens kerne er, at Dansk Folkeparti med aftalen om finansloven for 2016 samtidig accepterer regeringens forslag om lavere udgiftslofter i kommunerne i årene 2017-19. Det vil koste milliarder i den kommunale velfærd.

For at presse Dansk Folkeparti i folketingssalen, har en samlet opposition under anførelse af Socialdemokraterne stillet et ændringsforslag, der med støtte fra blot én stemme fra højrefløjen vil betyde, at Venstres minusvækst pilles af bordet.

Det giver rød blok mulighed at teste, om Dansk Folkeparti er klar til at overholde deres løfte fra valgkampen, hvor Peter Skaarup sagde: ”Vi lægger ikke stemmer til nulvækst”.

Det endelige maskefald
Forslaget er opsigtvækkende på flere punkter. For det første, fordi Dansk Folkeparti endelig skal stå ved partiets mange løfter. For det andet, fordi Socialdemokraterne trods gentagne formaninger gør klar til at tage det ellers ikke-eksisterende ’alternative velfærdsflertal’ i brug. Og endelig fordi Venstres minusvækst vil have meget håndgribelige konsekvenser ude i kommunerne.

Dansk Folkepartis markerer sit eget maskefald som velfærdssamfundet sidste bastion

Selv om Kristian Thulesen Dahl næppe vil vige i sin opbakning til Venstre-regeringen, vil det være forkert at afskrive afstemningen som spil for galleriet. Der er tale om mere end bare en bare en symbolpolitisk markering, men om at Dansk Folkepartis markerer sit eget maskefald som velfærdssamfundet sidste bastion.

Det er præcis dette maskefald Socialdemokraterne vil udstille, som Mette Frederiksen også klart udtrykte overfor Netavisen Pio i sidste uge.

Hvem redder DF: Venstre eller velfærden?
Når ’sandhedens time’ indtræffer på fredag, så er det også kulminationen på Socialdemokraternes nye politiske linje over Dansk Folkeparti. Efter 20 år med fejlslagne anti-politiske strategier synes man langsomt på ret kurs.

Som tidligere beskrevet på disse spalter, så satsede Poul Nyrup Rasmussen & Co. i 90’erne på en ’fornægtelsesstrategi’, mens partiet med Helle Thorning-Schmidt op igennem 00’erne forsøgte sig med en ’flankelukningsstrategi’. Når man ikke kunne stoppe den højrepopulistiske fremmarch med hverken at lukke øjnene for eller direkte adoptere politikken, så er det helt rigtigt at satse på ansvarliggørelsen.

Vejen frem for oppositionen er at udfordre Dansk Folkeparti på det politiske indhold

Den nye strategi handler således om at presse til Dansk Folkeparti ned i det politiske maskinrum og tvinge dem til at tage ansvar for deres egne mærkesager. Socialdemokraternes skal således bruge anledningen til at udstille, hvorvidt Dansk Folkeparti vælger Venstres benhårde nedskæringskurs eller oppositions redning af den kommunale velfærd.

Det er den helt rigtige strategi, fordi Dansk Folkeparti er blevet en fast stemme i dansk politik, som vælgerne ikke bare lader sig skræmme væk fra eller som forsvinder, fordi man kopiere deres politik.

Vejen frem for oppositionen er at udfordre Dansk Folkeparti på det politiske indhold. Få afklaret om de er til noget på velfærdsområdet og udfordre dem på magten; tør de bruge den parlamentariske situation og partiets 37 mandater til noget?

Hvilken politisk skade dette realitetstjek af Dansk Folkepartis vil medføre, kan kun fremtiden vise, men det indvarsler en ny tid, hvor Kristian Thulesen Dahls tropper bliver holdt ansvarlige både for det de siger og det de gør.

 

Jens Jonatan Steen (f. 1981) er chefredaktør for Netavisen Pio.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet