Leder: Højrefløjens fortsatte angreb på den arbejdende dansker

Partier og meningsdannere har startet en ny front i krigen imod de danske lønmodtagere. De er alle sammen dovne, uambitiøse og ikke sultne nok, lyder anklagen.

De fleste af os husker sidste sommers store debat om Restaurant Vejlegården. Henover en sommer lykkedes det de borgerlige partier at forvandle en restaurationsejers ret til at give sine ansatte dårligere løn, dårligere arbejdsvilkår og fyre dem som han lystede til en ’frihedskamp’ imod den undertrykkende fagbevægelse. 3F, der efter Vejlegårdens opsigelse af de ansattes overenskomst, havde valgt at gå i arbejdskamp på vegne af de ansatte, blev udstillet som en mafia-lignende organisation, der brugte ’bøllemetoder’ over for en forsvarsløs borger.

Som led i ’frihedskampen’ nåede Venstre at annoncere, at man ville ophæve lønmodtagernes ret til at foretage kampskridt for at forsvare eller kæmpe for gode løn- og arbejdsvilkår. Intet mindre end et direkte angreb imod en enhver lønmodtager her til lands.

Allerede nu kan vi se, at sommeren 2013 åbner for endnu et kapitel i højrefløjens angreb på de danske lønmodtagere. I år er det gennemgående tema, at danskerne er dovne.

Filosoffen og Direktør i Vestas, Morten Albæk, har netop udgivet en bog om emnet. Heri konkluderer han, at danskerne er ”blevet mere dovne og i besiddelse af en ringere selverkendelse”. Albæk mener at kunne påvise, at vi arbejder mindre end vi gjorde for tyve år siden og er blevet mindre ambitiøse. Albæks erfaringer fra sin ansættelse hos det kriseramte Vestas og fra Danske Bank berettiger ham til at fælde dom over det danske folks arbejdsmoral.

I weekenden kom Tænketanken Cepos med deres bidrag til debatten. I en flot opsat rapport konkluderer også de, at danskerne er dovne. Under overskriften 'Velfærdsstat og arbejdsmoral' fremfører tænketanken den påstand, at den danske velfærdsmodel svækker danskernes arbejdsmoral. Alt sammen fordi danskerne i en spørgeskema undersøgelse svarer, at de er mere optaget af at lære deres børn værdier som 'selvstændighed, ansvarsfølelse, tolerance samt respekt og omtanke for andre', frem for 'hårdt arbejde' som en værdi. På den baggrund konkluderer Cepos, at danskerne har en flosset arbejdsmoral.

Cepos glemmer dog at fortælle, at de lande, der i deres univers har en ’høj arbejdsmoral’, er lande som Bangladesh, El Salvador og Tanzania, der har det til fælles, at hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften er et spørgsmål om elementær overlevelse.

I Venstre, Liberal Alliance og Konservative har der været begejstring for synspunkter om, at danskerne er dovne.  Men grundlæggende tager både de borgerlige partier, Albæk og Cepos fejl.

For det første, så er det et faktum at danskerne er et af de folk i verden, hvor den største andel af befolkningen er i beskæftigelse.

For det andet, så har vi historisk set haft en høj produktivitet, når vi går på arbejde. Vi spilder ikke tiden, mens vi er stemplet ind på arbejdspladsen. Den danske arbejdsmarkedsmodel har nemlig lige præcis sikret, at øget produktivitet gik hånd i hånd med mere fritid og højere løn. Derfor har de danske lønmodtagere altid haft en grund til at gøre deres arbejde bedre for hver dag, der går.

For det tredje, må man bare tørt konstatere, at det jo ikke er et selvstændigt mål at arbejde 80 timer om ugen. Det er da fint, at nogle vælger at investere både tid og egne penge i bygge virksomheder op. Men det er jo et mål for vores samfund, at hele befolkningen skal arbejde 80 timer om ugen, med det resultat at familier går i opløsning og arbejde bliver livet i sig selv.

I disse har vi afgjort udfordringer, der skal løses. Men én ting er sikkert. Den største udfordring er ikke, at velfærdssamfundet skaber et fundament for at danskerne både er i stand til at arbejde hårdt, nyde fritid med deres familier og samtidig være et velstående samfund. Tværtimod.

Folketingsmedlem og EU-ordfører for Socialdemokratiet


Kommentarer fra Facebook