Leder: Hvad kan vi lære af lærerkonflikten?

Frem for vidtløftige utopisme har Socialdemokrater valgt at satse på hverdagens konkrete udfordringer og tage ved lære af historien. Det bør vi også gøre efter lærerkonflikten.
I disse dage samles en udvalgt skare af landets godt 55.000 skolelærere til ordinær kongres i Danmarks Lærerforening. Selvom det allerede er over to år siden, at Danmark blev ramt af den skelsættende lærerkonflikten, så er der stadig rigeligt at fat på.

Der slikkes stadig sår på landets lærerværelser, mens kommunerne fortsætter arbejdet på at tilpasse reformen til de lokale forhold ude på skolerne. Det er med andre ord tid til eftertanke og evaluering, sådan som borgmester Thomas Gyldal og debattør Lars Olsen også har gjort det her på Netavisen Pio.  De mange hundrede lærere, som i dag indtager pladser ved fagforeningens kongres er næppe de eneste, der har brug for at tage ved lære af den barske konflikt.

Udgangspunktet for lærerkonflikten var en gennemgribende mistillid vendt mod landets lærere

Lærernes følelse af svigt og nederlag er efterhånden en veldokumenteret sag, som stadig præger debatten på Facebook og Twitter. Mange lærere har taget konflikten personligt. Jeg husker også udmærket, hvordan optakten til lærerreformen bar præg af mistillid og bitterhed.

I min personlige og overvejende socialdemokratiske omgangskreds var den dominerende opfattelse, at skolelærerne helt generelt var forkælede, bitre og total resistente over for enhver forandring.

Det magtfuldkomne arbejdsgiver triumvirat
Udgangspunktet for lærerkonflikten var en gennemgribende mistillid vendt mod landets lærere og et håb – fra Kommunernes Landsforening (KL) – om endelig at sætte lærerne på plads, fratage dem deres privilegerede position og samtidig spare en masse penge.

Mens Socialdemokraterne og Undervisningsministeriet, under anførelse af Christine Antorini, var dykket ned i den skolepolitiske substans og arbejdede hårdt på en både omfattende og spændende reform, så havde Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og KL skabt et nyt magtfuldkomment arbejdergivertriumvirat, som havde deres helt egen dagsorden.

Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og KL havde skabt et nyt magtfuldkomment arbejdergivertriumvirat, som havde deres helt egen dagsorden.

Det kom til at betyde, at drømmen om helheldsskolen aldrig fik den nødvendige finansiering, men i stedet – under en fast finansministeriel hånd – blev kædet direkte sammen med den efterfølgende overenskomstforhandling mellem stat og lærer. I praksis betød det, at Finansministeriet og KL i skøn forening udnyttede deres rolle som både lovgiver (skolereformen) og arbejdsgiver (overenskomsten) til at opnå de længe ønskede besparelser.

Selvom man i arbejderbevægelsen altid har sagt, at politikerne skal overlade overenskomsten til arbejdsmarkedets parter, så gjorde man i dette tilfælde det modsatte. Ved at blande reform og overenskomst sammen kortsluttede man fra Finansministeriets side processen, som også Lars Olsen påpeger.

Det betød, at man aldrig fik nogen reel diskussion om indhold og realisering af den skolereform, som ellers skulle have været kronjuvelen i den socialdemokratiske regerings skattekammer. Noget S-baglandet havde drømt efter årtier under Radikale Venstres skolepolitiske dominans.

Teknokraternes sejr
Man kan sagtens indvende, at lærerne kom langsomt ud af starthullerne, ikke bed sig godt nok fat i forhandlingsbordet og til stadighed lader frustrationerne påvirke det daglige virke i skolen. Og samtidig bidrog en række uheldige udtalelser fra begge sider af bordet ikke til at øge den samlede forhandlingsvilje.

Derfor er jeg også personligt ærlig over, at regeringens oplæg til en ny skole, aldrig fik den politiske diskussion, som den fortjente. Processen blev kapret af en gruppe teknokrater, der havde deres egen dagsorden. Man dæmoniserede samtlige lærere i Danmark, man talte forfaldsmyten om folkeskolen op og frem for alt, så gamblede man med mulighed for at sikre en skole, der alvor kan bryde den sociale arv. Den ansvar tynger på begge sider af konflikten.

Men hvis man skal kigge indad, så kunne man drage fem konkrete erfaringer oven på lærerkonflikten:

1) Bland ikke reform og overenskomst sammen. Der bør være vandtætte skotter mellem staten som lovgiver og staten som arbejdsgiver.

2) Skab et stærkt medejerskab – dem der skal implementere reformerne, bør også have medejerskab og engagement i processen.

3) Drop one-size-fits-all løsninger og giv tilstrækkelig fleksibilitet til at respektere lokale forskelle og decentrale beslutninger.

4) Sørg for at have finansieringen på plads: Præsentér ikke nye reformer uden at have meget konkrete finansieringsmodeller.

5) Sats på relationel velfærd i den offentlige sektor, som fokuserer på medarbejdernes motivation, faglighed og engagement.

Selvom vi kan håbe, at der kommer til at gå mange år før, der igen opstår konflikter af samme dimensioner som lærerkonflikten, så vil det ske før eller siden. Den danske model og vores forhandlingssystem er netop også bygget til sådanne konflikter, men det giver ingen undskyldning for at ikke at lære af vores erfaringer.

Herlevs borgmester peger, som mange af sine kollegaer landet over, på lokalt samarbejde, åbenhed og respektfuld dialog som vejen frem: ”Vi har i Herlev i årtier udviklet skolen i samarbejde og dialog. Den kultur har vi taget med os i reformarbejdet, ligesom vi ikke forlod det i forbindelse med overenskomstforhandlinger og konflikt. Vi har før, under og efter lærerkonflikten prioriteret en åben og ærlig dialog”, fortæller han. Det vigtigste er, at vi får skoledagen og undervisningen til at fungere ude på de enkelte skoler.

Den revisionisme, som indgår i det socialdemokratiske DNA betyder, at vi i stedet for den vidtløftige utopisme har valgt at satse på hverdagens konkrete udfordringer og tage ved lære af historien. Det bør vi også gøre efter lærerkonflikten.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook