Leder: Løftebrud udstiller Løkkes manglende troværdighed

Venstres nye løftebrudskampagne er et stort selvmål fra Venstre. Den fjerner fokus fra det politiske indhold og sætter i stedet politikernes svækkede troværdighed i centrum.
Man ikke skal kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus. At det også gælder i politik, ser endnu ikke ud til at være gået op for Lars Løkke Rasmussen og Venstre med deres nye løftebrudskampagne.

Løftebrudskampagnen går ud på at trække de politiske løfter fra udspilene Fair Forandring og Fair Løsning frem i lyset for at vise, hvordan den siddende regering og i særdeleshed Socialdemokraterne løber fra deres løfter. Den helt bevidste strategi, som for tiden følges af mange lokale V-kanditater, handler om at tegne et billede af Socialdemokraterne som nogen, der aldrig holder, hvad de lover.

Kampagnen er presset af, at Venstres egen formand med bilagssager og luksusrejser selv har en række skeletterne i skabet.

Socialdemokraterne og SF har ikke levet op til alle valgløfterne man stillede vælgerne til udsigt i Fair Løsning. Noget har der ikke været flertal for, noget har der ikke været råd til og enkelte ting som betalingsring og øremærket barsel er droppet. Det er ikke overraskende, at højrefløjen igen forsøger at blæse den fortælling op, men jeg tillader mig at tvivle på effekten.

Løftebrudskampagne er løftebrud
Søndagens tv-duel på DR mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Ramussen var ikke engang et minut gammel, før Venstreformanden slog partiets nye løftebrudskampagne fast: ”Det vigtigste er, at vi politikere lever op til de løfter, som vi giver. Det har det knebet lidt med de sidste fire år”. Sideløbende med tv-duellen blev kampagnen rullet ud på de sociale medier.

Men allerede der begår Lars Løkke ifølge Information selv et løftebrud, fordi han på det bornholmske folkemøde sidste år afgav følgende løfte: ”I stedet for at pege fingre ad politiske modstandere, synes jeg, at vi skylder os selv, hinanden og ikke mindst danskerne at bruge tiden op til næste valg til en kamp på idéer”.

Alle politikerne begår løftebrud, det kan der slet heller ikke være tvivl om. Ligesom der heller ikke kan være tvivl om, at medierne elsker at grave dem frem. Men på trods af det tvivler jeg virkelig på, at løftebrudskampagnen får luft under vingerne.

Kampagnen er overhalet af virkeligheden
For det første, så har Venstre ikke læst skriften på væggen. De politiske kommentatorer har talt meget om, hvorvidt Venstre har været dårligt forberedt til valgkampen. Det tror jeg simpelt hen ikke er tilfældet, men de har været forberedt på en helt anden virkelighed, og de har haft svært ved at skifte kurs. Det store problem ved den nye kampagne er således, at virkeligheden har overhalet Venstre.

Lars Løkke er presset på en meget snæver linje, hvor han tøver med at love nye løsninger

I dag er den politiske virkelighed, at danskerne føler det går bedre. Medierne bugner med historier om hvordan økonomien er vendt, opsvinget er på vej tilbage og at der igen bliver skabt nye arbejdspladser. Det blegner forestillingen om, hvem der for fire år siden har sagt dit og gjort dat. Vælgerne er ganske enkelt – givet omstændighederne – ved både at tilgive og glemme sagerne om betalingsring og 12 minutter.

Løkke er bagude på troværdigheden
For det andet, så bliver Venstre løftebrudskampagne presset af, at Venstres egen formand med bilagssager og luksusrejser selv har en række skeletter i skabet. Det har i vælgernes opfattelse betydet, at Helle Thorning-Schmidt i dag fremstår som mere troværdig end Lars Løkke. Meningsmålingsinstituttet Megafon har spurgt danskerne til de to partilederes troværdighed, og her scorede Thorning-Schmidt med 44 procent markant højere end Løkke, som måtte nøjes med blot 24 procent.

Jeg tvivler på at løftebrudskampagnen kommer til at virke særlig stærkt, når afsenderen selv har et mere eller mindre blakket ry på netop troværdigheden. Det er måske en pointe, at det netop er i politik, at man ikke må kaste med sten, når man selv bor i et glashus.

V-kampagne er kæmpe selvmål
Endelig så har løftebrudskampagnen også fastlåst Lars Løkke på en meget snæver linje, hvor han tøver med at love nye løsninger, give konkrete svar og forklare præcis hvordan han vil implementere sin politik.

Det er måske en pointe, at det netop er i politik, at man ikke må kaste med sten, når man selv bor i et glashus.

Det giver et meget begrænset i manøvrerum for V-formanden. Et eksempel på dette er Venstres forslag om et kontanthjælpsloft, som de hverken har kunnet forklare eller omsætte i konkrete modeller, hvorfor De Konservative har været nødt til at komme Venstre til undsætning med et konkret udspil. Ved at fokusere så kraftigt på løfterne, så har Venstre gjort det svært for sig selv at præsentere egen politik.

Det korte af det lange er, at den nye V-kampagne risikerer at blive et strategisk selvmål, der fjerner fokus fra det politiske indhold og i stedet sætter politikernes svækkede troværdighed i centrum. Det kunne således ligne et ’move’, der øger politikerleden og mest af at alt gavner typer som Alternativet, som vil det ’nye’.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook