Det er heller ikke ansvarligt at se passivt til en voksende arbejdende underklasse, hvis arbejdsindkomst er så ringe, at de ikke kan få hverdagen til at hænge sammen økonomisk og må få suppleret løn op med statslig socialhjælp.

Den 5. august modtog den tyske kansler Angela Merkel en hyldest i Berlingskes lederartikel, og professor Peter Nedergaard går i samme avis hele vejen i en skræmmende hyldest af Tysklands skadelige arbejdsmarkedsreformer og den tysk-dikterede sparedoktrin.

Ansvarlighed kan enhver definere på sin måde, hvorfor man sagtens kan stille spørgsmålstegn ved den tyske kurs. For det er ikke en ”fordel for alle parter”, når den stramme sparepolitik i Europa – dikteret af Tyskland – dræber væksten i stedet for at skabe den. Nedergaard taler om ”visdommen i den tyske økonomiske model”. Men det er vel i bund og grund en model, som lige nu bremser væksten i Europa med sit ensidige fokus på sparepolitikken.

Det er heller ikke ansvarligt at se passivt til en voksende arbejdende underklasse, hvis arbejdsindkomst er så ringe, at de ikke kan få hverdagen til at hænge sammen økonomisk og må få suppleret løn op med statslig socialhjælp. Op mod 13 millioner tyskere er så fattige, at de må ty til offentlig nødhjælp. Heraf er syv millioner rent faktisk i arbejde!

Peter Nedergaard hylder Hartz-reformerne som årsag til Tysklands økonomiske styrke. Reformerne blev anset som ”nødvendige” for at forbedre konkurrenceevnen. Men der er intet ansvarligt ved reformerne, når de sociale konsekvenser har været enorme.

Nedergaard overser totalt de sociale konsekvenser af reformerne. For ja, det var en socialdemokratisk-grøn koalition, der gennemførte reformerne, men ikke desto mindre bør bagsiden af medaljen tages i mente og problemerne have politisk bevågenhed. Det er jo i øvrigt nemt at rose en moderat arbejdsløshedskurve, når lønningerne er så lave. Væksten i den tyske økonomi har en alt for høj social pris. Det er ikke noget, som Angela Merkel har gjort noget ved.

Derimod har SPD og Peer Steinbrück foreslået en lovbestemt mindsteløn på 8,5 euro i timen. Det er ikke noget, som jeg ville klappe af i Danmark. Men netop i Tysklands tilfælde er situationen så grel, at det vil være en fordel. For den arbejdende underklasses skyld vil en mindsteløn være en tiltrængt håndsrækning. Det skal heller ikke glemmes, at Hartz-reformerne har haft en negativ indvirkning på indlandsefterspørgslen, hvilket ikke ligefrem hjælper på økonomien i en krisetid.

Tidsånden tilsiger åbenbart, at den ”rigtige” og ”nødvendige” politik ikke skal tage hensyn til sociale konsekvenser, eller have til mål at forbedre mennesker livssituation.

Når Nedergaard hylder sunde offentlige finanser – fra et klassisk borgerligt synspunkt – er det også værd at bide mærke i, at den tyske statsgæld er steget markant i Angela Merkels regering. Under Schröder lå den stabilt. Men fra at udgøre 67 % af BNP i 2005 er statsgælden oppe på knap 81 % i 2010 under den konservativt-liberale regering. Med den borgerlige parole i mente ”at man ikke kan låne sig til velfærd” kan man som borgerlig vel ikke stille sig tilfreds med den stigende statsgæld?

Tidsånden tilsiger åbenbart, at den ”rigtige” og ”nødvendige” politik ikke skal tage hensyn til sociale konsekvenser, eller have til mål at forbedre mennesker livssituation. Det er den tilgang til politik, som PN hylder. Og man må igen stille spørgsmålet: er mennesker til for økonomien? Eller burde økonomien ikke være til for mennesker? I Tyskalnd har Hartz-reformerne gjort millioner af tyskere permanent fattige, uden mulighed for at bryde ud af den situation. Det bør ikke hyldes.