”Det er ikke mig, der gør nar af de lokale Venstrefolk og driller dem med skandalerne.”

For socialdemokraten havde selv stået weekend efter weekend i sin røde partijakke og med favnen fuld af roser og forsvaret sit partis politik, mens slagene var haglet ned, og ord som ”løftebrud” blev gentaget og gentaget og gentaget.

Derfor var sympatien fra socialdemokraten stor. For det er ikke altid sjovt at være aktivt medlem af et parti – uanset farven. Det kan være et slid. Aktive partimedlemmer er mennesker som i regn og slud hænger plakater op, som sørger for boder til det lokale loppemarked, og som smider en femmer i kaffekassen, når de er til partimøde. Og de bliver ved, for deres medlemskab betyder mere end et nyhedsbrev og et girokort. At være aktivt medlem af et parti er en del af ens identitet. Det er en følelse, som man ikke bare vender ryggen til. En følelse, hvor det svier i hjertet, når nogen skader ens parti.

I Venstre må der derfor stadig være en del apati og frustration. Den spredte kritik fra Sønder Røv, som VU’s formand så fyndigt udtrykte det, blev slået ned, og Venstres ellers så kritiske bagland accepterede pludselig både bilagsskandaler, champagnepral og flyrejser. De lokale Venstrekræfter blev udstillet, som om de var de egentlige partiskadere og tabte i et mediebillede, hvor de ikke kunne følge med Venstres pressetjeneste.

Der blev ro. Men gav det tilfredshed? Det tror jeg næppe. For det er ikke kutyme hos de venstremænd og kvinder, jeg kender, at være ødsel med penge eller ikke betale sit.  Det er hårdtarbejdende mennesker, der tror på deres ideologi, og som er villige til at bide tænderne sammen, mens deres egen formand, Lars Løkke Rasmussen, lader hånt om alt det, de står for.

Jeg savner højskolevenstre, og det tror jeg også, at mange medlemmer gør. Det Venstre som tror på demokrati, forhandling og kompromis. Som hylder argumentet og den gode politiske debat. I stedet har de ad åre fået et Venstre, der taler mindre om det Danmark, de reelt ønsker med lavere skatter og mere brugerbetaling til den enkelte, og i stedet udsender angrebsmanualer. Samt en formand, der har et… skal vi sige pudsigt forhold til bilag og penge.

Med angrebsmanualen under armen skal venstremedlemmerne nu marchere i takt og repetere ligegyldige ikke-spørgsmål, der mest af alt går ud på at forplumre en god politisk debat.

Socialdemokraternes partisekretær er garanteret misundelig. For dét får man altså ikke socialdemokrater til. De marcherer derhen, de vil. Men det kan man i Venstre. For på trods af deres partiformands forhold til flyrejser og andet luksus, så er de tro mod projektet, nulvæksten og skattelettelserne. Og så må man ofre.

Så kære partimedlem, hvad enten du hører til hos Konservative, SF eller Socialdemokratiet, næste gang du ser en blå kampagnejakke, så må du ikke drille. Giv i stedet dine lokale liberale ven en krammer, for bag ved smilet og de blå balloner er der højst sandsynligt en venstremand, som savner sit gamle parti.