Leder: Opgør med deleøkonomiens skyggeside

Deleøkonomi rummer masser af muligheder, men kræver samtidig nye spilleregler og klare afgrænsninger. Deleøkonomi må handle om bedre ressourceudnyttelse, ikke om profit.
Yt-dyt skal vi byt’ – ot-bot det ka’ vi da godt. Sådan har det lydt i årtier på legepladser landet over, men nu er remsen også nået helt frem til Slotsholmen. Venstre-regeringen er nemlig sprunget ud som fans af noget så kaospilot-agtigt som den hastigt voksende deleøkonomi.

For et par uger siden erklærede Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen således, at han vil gøre livet lettere for store globale virksomheder som Gomore, Airbnb og Über: ”Min kongstanke er, at hvis man ønsker at etablere sig i Danmark med et virksomhedskoncept, der handler om deleøkonomi, så skal vi have én indgang, så man ikke skal løbe spidsrod mellem otte ministerier”.

Resultatet bliver svækkede arbejdsvilkår og underminering af regelsikret tryghed

Det lyder flot med de nye tiltag fra ministeren, som nu vil med på delebølgen. Grundlæggende er det vel også svært at argumentere imod princippet om at dele med hinanden. Hvad kunne være mere bærerdygtigt, solidarisk og godt gammeldags snustfornuftigt end at deles om tingene? Hvis vi deler, så betyder det, at flere kan få adgang til bolig, bil, taxa og hvad man ellers ønsker at dele fra pulterkammeret.

En ægte hipster er ’shareable’
Det er selvfølgelig fornuftigt at dele. Det er smukt. Og så er det innovativt, bærerdygtigt og for tiden nærmest helt hipster-agtigt-moderne. Derfor er det også både ret og rimeligt, at Danmark forsøger at definere en politik på området. Men før vi udvikler en stor forkromet deleøkonomisk politik, så skulle vi måske prøve at forstå hvad deleøkonomi er, og måske også definere hvad det ikke er?

I min optik er lang afstand mellem den, der privat udbyder en æbleskræller til deling med naboerne (denne æbleskræller som man kan anskaffe via sitet jepti.dk for bare 25 kr. pr. dag er en af mine egne yndlingsemner) til bolighajen i New York, der årligt udlejer flere hunderede boliger til stor profit via Airbnb.

Jeg vil sikkert blive udråbt som reaktionær spielverderber, men den hastigt voksende deleøkonomi har en hardcore profitmaksimerende side, som bestemt ikke fortjener særbehandling i Danmark.

Deleøkonomiens skyggeside
Som jeg ser det, udgør de to mest hyppigt fremhævede eksempler på fremtidens deleøkonomi, Über og Airbnb, en meget regulær risiko for os alle sammen. Deres form for benhårde dele-kapitalisme handler langt mere om profit end om bæredygtighed, hvorfor resultatet bliver svækkede arbejdsvilkår, underminering af regelsikret tryghed og potentielt set yderligere skævvridninger af samfundets værdier.

Alene i New York tjente de 40 største udbydere over en treårig periode 35 millioner dollars tilsammen

I byer som New York og San Francisco er det ikke bare den ’almindelige amerikaner’, der ’låner’ sit hus ud. Her er Airbnb domineret af få professionelle udbydere, der har mange hundrede lejligheder og tjener million af dollars hvert år. Alene i New York tjente de 40 største udbydere over en treårig periode 35 millioner dollars tilsammen. Airbnb har fortrængt faste beboere, presset lejepriserne i vejret, forringet arbejdsvilkårene i hotelbranchen og minimerer rettighederne hos de rejsende folk.

Meget bedre er det ikke med hyre-og-dele-bils-konceptet Über, der omgår taxabeviser, vognmandstilladelser og arbejderrettigheder gennem brug af selvstændige chauffører. Über-app’en er i øjeblikket udbredt i mere end 60 lande. I USA har republikanerne udnyttet Über til at føre ideologiske kampagner og udfordre fagbevægelsen.

Faste stillinger, fast løn, hviletidsbestemmelser og alle krav og sikkerhedsbestemmelser bliver tilsidesat i en discountløsning, hvor fremtidens arbejdskraft er freelancere. Velkommen til daglejerøkonomien. Der er ingen tvivl om at deleøkonomien har en grim skyggeside.

Vi skal turde satse på den ’gode’ deleøkonomi
Svaret bliver aldrig at lukke øjnene for deleøkonomi, globalisering eller teknologisering.  Vi skal til fulde udnytte mulighederne for at skabe en kultur for at dele de sparsomme goder og ressourcer, som vi hver især ligger inde med.

Det er samtidig en positiv og fremadrettet dagsorden, som Alternativet ikke skal have lov til at løbe med alene. Dels fordi Socialdemokraterne altid har understøttet alternative, fælles ejerskabsmodeller, og dels fordi Socialdemokraterne vil være de meste kompetente til at sikre arbejdernes og forbrugernes rettigheder inden for deleøkonomien.

Faste stillinger, fast løn, hviletidsbestemmelser og alle krav og sikkerhedsbestemmelser bliver tilsidesat i en discountløsning

Men deleøkonomien kræver nye spilleregler og klare afgrænsninger. Det bør således ikke opfattes som deleøkonomi, når enkelte aktører tjener millioner på at sætte delingen i system (Airbnb). Det er heller ikke deleøkonomi, når faste job forvandles til løsansatte daglejere (Über). Og det er ikke deleøkonomi, når forbrugerne mister alle rettigheder. Der må opstilles en definition, som bygger både på kvantitet og kvalitet.

Vi skal således satse på en deleøkonomi, der handler om bedre ressourceudnyttelse for den enkelte husholdning frem for ’big business’ for de store spillere. Derfor skal aktiviteter som Fødevarerbanken, Jepti, GoMore, Trendsales, Resecond eller redskaber som timebanker, crowd sourcing og netværksfinansiering understøttes.

Det gælder også sparrekasser, andelsmejerier og alle de klassiske former for deling, hvor danskere er gået sammen om at løse et problem, som vi nærmest har glemt midt i den selvbekræftende dele-hype. Her skal sikres rammer, der også kræver at etablerede institutioner som fagbevægelsen spiller med og eksempelvis bliver bedre til at organisere folk i midlertidige ansættelser og deltidsansættelser.

Man kunne starte med at registrere virksomheder på samme måde, som man gør med socialøkonomiske virksomheder.

Hvis man skal imødekomme den rivende udvikling med deleøkonomien, så kunne man passende starte med at registrere virksomheder på samme måde, som man gør med socialøkonomiske virksomheder. Derefter kunne man så give dem en række fordele i form af fradrag, støttemuligheder og tilsvarende, hvis de lever op til en række målsætninger om blandt andet at være non-profit. På den måde kan vi begynde at skille fårene fra bukkene.

Det deleøkonomiske mål må i hvert fald være deling frem for profit.

 

Jens Jonatan Steen (f. 1981) er chefredaktør for Netavisen Pio.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook