Leder: Radikale har smadret en sikker sejr

De Radikale har kynisk valgt at sætte hensyn til eget parti og dets vælgere over løsning af dagpengespørgsmålet. Derved ofre partiet både regeringens muligheder for overlevelse og danskernes håb om en løsning.
Mange har givet De Radikale skylden for utroligt mange af de socialdemokratiske dårligdomme i  indeværende regeringsperiode.

Og ja, til tider har den nok fået en tand for meget på lysten til at skyde skylden på Danmarks hæderkronede midterparti. Ansvaret for DONG-salget, topskattelettelserne og overfokuseringen på arbejdsudbuddet kan næppe alene skydes på Morten Østergaards social-liberale tropper. Finansministeriet fortjener også en af de dyre beplantninger for hjælpen med de omtalte emner.

Men når det kommer til den måske allervigtigste sten i socialdemokraternes sko op til det kommende valg, så har de radikale spillet en fuldstændig afgørende rolle. I deres totale afvisning af at finde en løsning på dagpengespørgsmål, har de i den grad gemt nøglerne til Statsministeriet væk for Thorning og partifællerne.

Radikale ar svært ved at indrømme brøler
Hvis De Radikale ledere Margrethe Vestager og Morten Østergaard ellers havde droppet en kurs, hvor de hårdnakket har nægtet at flytte sig en millimeter, selvom forudsætningerne for dagpengereformen skred, ville meget se anderledes ud.

Prisen for reformen har været høj for rigtigt mange danskere og det har sat dybe spor i dansk økonomi, hvor frygten for ledighed uden sikkerhedsnet, har fået folk til at holde igen med forbruget og presse efterspørgslen ned.

Det er særligt de ufaglærte danskere, der er blevet hårdest ramt af dagpengereformen.  Og genoptjeningskravet gør det nærmest umuligt for især sæsonarbejderne, at få foden indenfor på i dagpengesystemet.

Alle disse konsekvenser synes ikke at have været et problem for De Radikale, som har haft blikket stift rettet mod strukturelle balancer og andre fjerne økonomiske mål. Det er nemlig ikke frygten for at miste dagpenge, der presser den vellønnede akademiker , som plejer at sætte kryds ved de radikale. De har deres på det tørre.

En sag for vores tiooldebørn
De radikales afvisninger  har betydet, at muligheden for at forhandle og finde en løsning på dagpengespørgsmålet har været totalt udelukket for regeringen. De radikale har ganske enkelt krævet at spørgsmålet aldrig kom på bordet, selvom både Venstre og Dansk Folkeparti til tider har ytret ønske om at finde en løsning. Det kan meget vel betyde, at udsigterne til en løsning på dagpengespørgsmålet bliver en sag for vores tipoldebørn.

For Morten Østergaard og resten af den radikale folketingsgruppe, står dagpengereformen som selve symbolet på de radikales magt over alle andre i regeringen. Dagpengespørgsmålet er beviset på den radikale overmagt. Hvis man tværtimod ville reflektere over dette spørgsmål, forholde sig de faktisk problemer og viste sig villig til at sætte en ny kurs, så ville man samtidig miste beviset på magtfuldkomne dominans.

De radikale har istedet ofret regeringens bedste muligheden for at blive genvalgt og endnu vigtigere muligheden for at genskabe trygheden på det danske arbejdsmarked. Hellere trække tæppet væk under arbejdsmarkedet, end at indrømme en fejl og vise vilje til at løse problemerne.

En dag efter valget må de radikale jo spørge sig selv, om det var det hele værd?

Jens Jonatan Steen (f. 1981) er chefredaktør for Netavisen Pio.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook