Leder: Sass sætter kursen

Henrik Sass Larsen sætter en klar kurs i et politisk landskab præget af splittelse, forargelse og spredt fægtning.
Et nyt forslag fra Socialdemokraterne sætter en klar kurs i et politisk landskab præget af splittelse, forargelse og spredt fægtning.

Henrik Sass Larsen foreslår, at der oprettes flygtningelejre tættere på nærområderne som skal fungere som transitlejre, hvorefter hvert enkelt land kan vælge hvor mange flygtninge de vil tage.

Selvom Henrik Sass Larsen sikkert ikke vinder en popularitetskonkurrence blandt kulturradikale eller yderligtgående socialister, så er der både mod, retning og ansvarlighed i udspillet fra i søndags. Netavisen Pio har lavet en letfordøjelig opsamling her.

De nye tanker bygger på fem solide og nærmest indlysende principper: 1) Vi skal ikke ofre velfærdssamfundet, 2) Antallet af flygtninge er afgørende for integrationen, 3) Løsningen skal være international, 4) Flygtninges forhold skal være ordentlige og endelig 5) Den primære løsning ligger i nærområderne.

Som socialdemokrat må man kunne nikke genkende her. Det er et forslag, der bygger på stærk solidaritet med de svageste, på viljen til at bevare vores velfærdssamfund og frem for alt en pragmatisk løsning, der tager bestik af den aktuelle situation og indrømmer kompleksiteten i den nuværende udfordring.

En pragmatisk løsning, der smager af S
Som socialdemokrat må man kunne nikke genkende her. Det er et forslag, der bygger på stærk solidaritet med de svageste, på viljen til at bevare vores velfærdssamfund og frem for alt en pragmatisk løsning, der tager bestik af den aktuelle situation og indrømmer kompleksiteten i den nuværende udfordring.

Det spiller ikke på moral, forargelse eller luftkasteller om at agere som en humanistisk stormagt, der kan optage uanede mængder af flygtninge. Og som Sass selv påpeger, er det ikke et finpudset udspil.

95 procent af flygtningene opholder sig i forvejen i nærområder, og det gælder særligt for de svageste af dem. Ved at sikre ordnede forhold for flygtningene i de nye lejre, kan vi hjælpe mange flere, vi kan gøre det muligt at søge asyl i modtagecentre i nærområder, hvilket vil reducerer antallet af farefulde rejser over Middelhavet, vi kan forhindre at flygtningene havner i lommen på kyniske menneskesmuglere, vi kan genoprette EU’s ydre grænser, som indtil videre har været totalt forsømte, og vi kan gøre det lettere for flygtninge at vende hjem, den dag konflikten er overstået.

Frem for alt kan vi gøre op med den nuværende situation, hvor EU-landene gennem symbolpolitiske tiltag, forsøg på at gøre livet som flygtning så surt som muligt og indførelse af midlertidig grænsekontrol forsøger at skræmme flygtningene til at blive væk og i stedet flytte ind hos naboen. Den spiral findes der i det lange løb ingen vindere af.

Der er således tale om en om både humanistisk, langsigtet og pragmatisk socialdemokratisk løsning.

Det findes ikke et quickfix
Men drop bare forestillingen om et quickfix, som FN eller EU vupti kan levere. Der findes ingen færdige løsninger, som i morgen kan gøre os fri fra bekymringerne om flygtningesituationen i Mellemøsten og Nordafrika.

Men frem for at gå konstruktivt til værks, så har venstrefløjshyænerne i vanlig stil kastet sig frådende over enkelte dele af forslaget, især eksemplet med at placere flygtningelejre i et smadret og usammenhængende land som Libyen (ca. en time inde i udsendelsen).

Henrik Sass Larsens forslag har masser af knaster og praktiske udfordringer. Der skal findes egnede områder til at oprette de nye modtagecentre, EU-landene skal finde de mange milliarder som det kræver at finansiere lejrene (mad, sanitet, uddannelse og beskæftigelse), og man skal skaffe den nødvendige europæiske opbakning og dertilhørende tålmodighed og man skal forstå den aktuelle situation med failed-states og klandannelser i Mellemøsten.

Løsningen er bestemt ikke uden udfordringer. Men hvem havde forestillet sig, at noget som helst løsningforslag på denne problemstilling kunne være det?

I skyggen af en slapper-mentalitet: ”En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu”
Forslaget fra Socialdemokraterne har givet anledning til al verdens kritik. Og de til tider lidt sort/hvide udmeldinger fra netop Sass har i de kulturradikales øjne gjort ham til billedet på en formørket Socialdemokrat.

Selvom det gør verden nemmere at forstå, at opdele den i gode og onde, så stammer Sass Larsens politiske position fra de meget konkrete erfaringer det giver at vokse op i et socialt boligbyggeri i 70’erne og senere erfaringerne fra et allerede langt liv i dansk politik.

”Hvis man problematiserede tilstrømningen af flygtninge og familiesammenføringer, blev man betragtet som racist,” husker Jens Christiansen.

Dengang Sass gjorde sine første politiske erfaringer var flygtningestrømme alene positivt og noget man drømte om mere af. En hans forgængere som DSU-formand, Jens Christiansen, beskrev situationen 80’erne således: ”Hvis man problematiserede tilstrømningen af flygtninge og familiesammenføringer, blev man betragtet som racist,” husker tidligere DSU-formand Jens Christiansen. Særligt erindrer han sommerlejren i 1989 i Kalundborg, hvor DSU under overskriften ”en fremmed er en ven, du ikke har mødt” inviterede flere busser fulde af tamilske og palæstinensiske flygtninge til at komme på sommerlejren og lave eksotisk mad til DSU’erne. Det endte dog med, at flygtningene selv spiste maden, at fadølsanlægget pludseligt forsvandt, samt at politiet måtte tilkaldes for at stoppe et slagsmål blandt gæsterne.

Kombineret med oplevelserne i Taastrupgård, så er det den slags erfaringer, der har fået Sass på andre tanker. Og med den slags tanker og oplevelser har Sass nu lagt fra land med et positivt, realistisk og pragmatisk socialdemokratisk svar på flygtningekrisen. Den er en god start.

 

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook