Leder: Socialisterne kommer!

Den klare sejr til Jeremy Corbyn i lørdags rejser bekymrede bryn hos socialdemokrater over hele verden. Men hvordan skal vi egentligt forstå valget af den nye engelske Labourleder?
Jeremy, Bernie, Alex, Pablo, Tom og Sara er blot nogle af navnene på de politikere, som står klar i kulissen til at rykke verden i en markant mere venstreorienteret retning. Mens de socialdemokratiske partier endelig har forstået omfanget af truslen fra højrepopulisterne, så bør de allerede nu begynde at gøre sig tanker om betydningen af den stødt stigende venstrefløjspopulisme.

Truslen mod de klassiske socialdemokratiske partier kommer både indefra og udefra. Det er en back-bencher som Jeremy Corbyn, der i går blev valgt som formand for det britiske Labour-parti, og det er Alexis Tsipras, der tegner til at styrke sin position ved det kommende valg den 20. september i Grækenland.

Selv i guds eget land, Amerika, hvor det typisk er dollars og name-recognition der sætter dagsordenen, ser den politiske veteran og erklærede socialist Bernie Sanders ud til at kunne udfordre selveste Hillary Clinton. Både i form af meningsmålinger og i form af fremmøde på over 20,000 mennesker ved rallys i flere stater.

Selvom hverken Sanders, Demokraterne eller nogen af de andre kandidater kan sammenlignes med eller oversættes direkte til det danske socialdemokrati, så er udviklingen interessant.

Udviklingen modtages med et arrogant fnys
Den mest oplagte og klassiske position fra de etablerede socialdemokratier i pågældende lande ville være et let ryst på hovedet kombineret med et højrøstet fnys. Netop denne type af arrogante reaktioner har Jeremy Corbyn i den grad været udsat for i Storbritannien, hvor politikerbanden fra de gode gamle Tony Blair-dage igen og igen har advaret mod den 66-årige Corbyn.

Tony Blair har selv foreslået en hjertetransplantation til alle Labour-medlemmer, der har blot overvejet at sætte kryds ved Corbyn.  Tilsvarende har hans gamle håndganger og New Labour-kriger Peter Mandelson proklameret partiets undergang, og tidligere formandskandidat David Miliband angriber den nye formands lederevner.

Resultatet af de ophidsede udmeldinger har kun været vand på Corbyns mølle og styrket hans opbakning i baglandet. 90’ernes ivrige reformatorer og modernister, der alle tilbad ’Den tredje vej’, er ikke længere de toneangivende kræfter i Labour.

Den gamle gardes stålsatte arrogance har kun været kontraproduktivt i forhold til deres slet skjulte ambitioner om at presse Corbyn af banen. Pointen må være, at man muligvis godt kan ignorere protestkandidaten, men aldrig må ignorere selve protesten. I det britiske Labourbagland har 251,417 fået det sagt ved at stemme på Corbyn i lørdags.

En britisk udgave af Bjarne Laustsen
Det kan virke fuldstændigt skørt, at aldrende back-benchere og udfarende venstrepopulister kan vinde så stor indflydelse. Mænd som Corbyn og Sanders har sagt det samme hele deres liv, men der er aldrig nogen, der har lyttet. Det gør folk pludselig nu, og netop det spørgsmål har vi brug for at forstå: Hvorfor lytter det socialdemokratiske bagland i England til Corbyn?

Den nyvalgte formand for britiske Labour, Jeremy Corbyn, minder mest af alt om en markant mere venstreorienteret udgave af Bjarne Laustsen. Hans holdninger ligger langt til venstre og har været kendt i årevis – om end de bestemt ikke har været bredt anerkendte. Corbyns formandskampagne startede som en ren protest mod nedskæringen på velfærden og han skaffede sig også kun akkurat lige tilstrækkeligt opbakning blandt Labours parlamentsmedlemmer til at kunne stille op til formandsvalget.

Hvor kommer venstredrejningen fra?
Der er næppe ét enkelt svar, som kan give den fulde forklaring på, hvorfor Corbyn kunne indtage formandsposten i det stolte Labourparti. Men hvis man skal kloge sig på den massive opbakning til en Labourformand, der kan vise sig at få utroligt svært ved at sikre sit parti magten i Storbritannien, så kunne man pege på 1) den konkrete politiske track-record, 2) en overbevisende politisk platform og 3) en høj politisk troværdighed.

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg på ingen måde er Jeremy Corbyn-fan. Så langt fra. Hans politiske markeringer forekommer mere farvefulde end løsningssøgende. Corbyn startede sin politiske karriere i 1983, hvor han blev valgt til det britiske parlament. Siden har han excelleret med synspunkter som at forsvare IRA-sympatisyrer, modstand mod NATO, bekæmpelse af undervisningsgebyrer, støtte til hævelse af virksomhedsbeskatning, ønske om nationalisering af de britiske jernbaner, livslang tilhænger af dyrerettigheder, erklæret ven med Hamas og Hizbollah samt aktivist i diverse kampagner, der flere gang har bragt ham på den forkerte side af loven.

Frem for alt så var Jeremy Corbyn op parlamentsvalget i maj kendt for sin modstand mod yderligere økonomisk opstramning gennem nedskæringer på velfærden (austerity). Netop velfærdsamfundet og uligheden har også defineret hans formandsvalgkamp.

Selvom flere af Corbyns positioner matcher dårligt med, hvad man mange sikkert vil opfatte som en socialdemokratiske politik, så bidrager det samlet set til at tegne et billede af politiker, der ikke er en indgroet del af systemet, der tør tage kampene, der tør tale direkte fra sine værdier, der tør udfordre den grundlæggende kapitalisme og tør kæmpe indædt mod enhver form for velfærdsbesparelse.

Man kan sagtens kalde ham naiv, urealistisk og populistisk, men man ved hvor man har ham og man ved hvor han står. Han er autentisk, ærlig og frem for alt pisse tydelig i sit politiske udtryk.

Hvad kan vi lærer af Corbyn?
Den stormfulde medvind for folk som Corbyn og Sanders kan ikke forklares (eller ignoreres) med argumenter om, at den økonomiske ulighed er større i pågældende lande, eller at partisystemerne er anderledes.

Frem for at nægte, at der kan være noget at lære af, så mener jeg, at deres tydelige politiske positioner rummer en stor del af forklaringen på deres succes: Man kan se, hvem de er, hvad de kæmper for og hvilken retning de ønsker. De fremstår autentiske, taler til følelser, udgør stærke identiteter og står på et klart værdisæt.

Derfor mener jeg heller ikke, at budskabet er, at socialdemokratierne andre steder i verden skal svinge markant mod venstre. De skal derimod bruge kræfterne på at sætte en klar politisk kurs og følge den op med lige så klare politiske tiltag.

Afgørelsen viser et bagland i britiske Labour, der øjensynligt hellere have én de stoler på end én, der kan vinde magten. De har foretaget deres valg med helt åbne øjne. Det handler ikke om magt for magtens skyld, men om hvad man vil bruge magten til.

 

Jens Jonatan Steen (f. 1981) er chefredaktør for Netavisen Pio.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce