Ledige skal ikke betale og hver anden flygtning ikke i job efter 10 år

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
De ledige skal ikke betale for jobcentre-besparelser, hver anden flygtning er ikke i arbejde efter 10 år, og Mette Frederiksen indstiller Henrik Sass til bestyrelsespost.

Velkommen til dagens Aktuelt.

Hummelgaard: Ledige skal ikke betale for besparelser i jobcentre

Der er rigtig meget at tage fat på, mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, der nu løfter lidt af sløret for, hvordan jobcentrene kan komme til at levere de 1,1 milliarder årligt, der skal være med til at finansiere den nye Arne-pension

Det skriver Fagbladet 3F.

Når omkring 41.000 danskere i 2022 får ret til at gå på tidlig pension, så bliver det blandt andet jobcentrene, som skal betale regningen. Den nye tidlige pension – kaldet Arne-pensionen – kommer til at koste 3,5 milliarder om året. En tredjedel af pengene skal komme fra jobcentrene.

Men man behøver ikke være bange for, at det bliver de ledige, som kommer til at betale regningen. Det siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Fagbladet 3F.

“Det er i hvert fald ikke vores hensigt. Tværtimod har jeg opfattelsen af, at mange ledige selv efterspørger, at systemet gås efter i sømmene,” siger han.

Sidste år blev der brugt næsten 13 milliarder kroner på den aktive beskæftigelsesindsats, det dækker udgifter til aktivering og drift af jobcentrene.

Læs mere her.

Efter 10 år i Danmark er hver anden flygtning ikke i arbejde

Opgørelse finder en tydelig forskel på, i hvor høj grad kvindelige og mandlige flygtninge kommer i arbejde.

Sådan skriver Jyllands-Posten.

Lidt over hver anden flygtning, som har været i Danmark mellem tre og seks år er i beskæftigelse, viser en gennemgang foretaget af Danmarks Statistik.

Det er markant højere end for de flygtninge, der har været i Danmark op til tre år. Her er det lidt over hver tredje, som er i beskæftigelse.

For de flygtninge, som har været her i over ti år, er det lidt under halvdelen, som er i beskæftigelse.

Tallene viser dog også, at der i alle grupperne er en stor forskel på, hvor mange mandlige og kvindelige flygtninge, som kommer i arbejde.

Faktisk er forskellen mindst hos de flygtninge, som har været her i over ti år. Her er det 51 procent af mændene, som er i arbejde, imens 42 procent af kvinderne er i arbejde.

Læs mere her.

Mette Frederiksen forgylder Henrik Sass med post til en kvart million

Den socialdemokratiske topledelse fortsætter med at forkæle Henrik Sass Larsen med lukrative bestyrelsesposter.

Det skriver Ekstra Bladet.

Tilbage i september udnævnte erhvervsminister Simon Kollerup (S) den tidligere magtfulde socialdemokrat som nyt bestyrelsesmedlem af Nordsøenheden, hvilket kaster et årligt honorar på 132.000 kroner af sig.

Nu har regeringens ansættelsesudvalg, som består af Mette Frederiksen og Nicolai Wammen, indstillet Henrik Sass Larsen som ny bestyrelsesformand for Det Danske Klasselotteri.

En post, som ifølge Klasselotteriets regnskaber honoreres med 250.000 kroner årligt.

Hos Transparency International Danmark mener formand, Jesper Olsen, at både den nuværende og tidligere regerings udpegning af partikammerater “kommer til at se lidt indspist ud”.

I stedet burde man lave offentlige stillingsopslag, så der var lige adgang for alle til at søge posterne, foreslår Jesper Olsen.

Læs mere her.

Eksperter og politikere vil have national plan for at beskytte kysterne

Flere eksperter, kommuner og politikere efterlyser en landsdækkende plan. Og den skal komme nu.

Sådan skriver dr.dk.

Blæsten kan man ikke få at se, undtagen når den rammer de danske kyster og flår en del af det danske land med sig i havet.

Og det er netop, hvad flere frygter nu, hvor efteråret med storm og blæst står for døren.

Bolig- og grundejere risikerer at miste deres ejendom på grund af kraftigt vejr og manglende kystsikring.

Derfor skal der gøres noget med det samme, siger Ellen Højgaard Jensen, som er direktør i Dansk Byplanlaboratorium.

“Det haster rigtig meget. Hændelserne stiger år for år, og de udgifter vi som samfund får, stiger også.”

Hun peger på, at der hurtigst muligt skal laves en samlet landsdækkende plan for, hvordan man sikrer Danmarks kyster.

Det er Karsten Arnbjerg Nielsen, professor ved DTU-Miljø, enig i.

“For hvert år der går, bliver der bygget noget, der ikke skulle have været bygget. Så jo før der kommer en plan, jo før kan man også begynde at planlægge fremadrettet,” siger han.

Lige nu er lovgivningen indrettet, så det er op til de enkelte kommuner at bestemme, hvordan de mener, det er mest hensigtsmæssigt at kystsikre. Og om der skal kystsikres i det hele taget.

“Mange af de steder, man i dag gerne vil udvikle, er områder, der ligger steder, som er i meget stor risiko for oversvømmelser i løbet af få år,” siger Karsten Arnbjerg Nielsen.

Læs mere her.

42 elever smittet på højskole efter tur i sauna

En stor gruppe elever fra Gerlev Idrætshøjskole har fået et positivt svar på deres coronatest.

Det er resultatet, efter at op mod 30 elever i sidste uge brød skolens retningslinjer og gik i sauna sammen.

Det skriver dr.dk.

Saunaturen fik smitte til at sprede sig som en steppebrand på højskolen.

“Situationen er desværre den, at vi har 42 smittede elever,” fortæller forstander på Gerlev Idrætshøjskole, Tania Dethlefsen.

Over 100 elever er sendt hjem, imens der stadig er 30 elever tilbage på skolen, fordi de af forskellige grunde ikke kan isoleres derhjemme.

Tre af de tilbageværende elever er testet positive og er nu isoleret på skolen.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce