”Jamen, jeg kom egentlig hertil med en fornemmelsen af, at der er foregår nogle ting, som er bekymrende, men det går rimelig okay i Danmark. Det de fortalte, vidste jeg jo godt, men det, de kan, er jo at fortælle det, så man forstår det. Og jeg blev ikke et sekund i tvivl om, at der er ved at ændre sig et eller andet, som vi skal passe meget, meget på.”

Læs også: Working poor er allerede kommet til Danmark

Har det fået dig til allerede at gøre nogle tanker om, hvad der skal gøres ved det?

”Nu er jeg jo politisk meget enig med dem. Jeg er selv gammel tillidsmand og har prøvet de ting at stå i de ting, som de fortæller. Men udviklingen på arbejdsmarkedet var ikke lige så hård dengang. Det bekræfter mig i, at den linje, som vi har lagt som parti og regering, er rigtig. Social dumping er et kæmpe stort problem, som vi skal gøre noget ved. Ikke kun nationalt, men også på EU-plan. Vi ser jo store firmaer, som vil have lavere lønninger – og typisk ikke på hjørnekontorerne, men blandt de almindelige ansatte. Og der er en tendens på vej til at gå i de der tyske tilstande. Det er alvorligt.

Læs også: Lav løn giver kaos – ikke konkurrence

Frygter du, at working poor kan blive et problem i Danmark?

”Ja, det frygter jeg. Nu bruger man jo meget krisen som grund til at gå ned i løn, men jeg frygter, at det bliver ved. Jeg er bange for, at det bliver et problem, hvis ikke vi tænker os rigtigt om. Og det er ikke bare noget, vi som politikere kan løse. Det er heller ikke noget, som virksomheder og fagforeninger bare kan løse. Vi er nødt til at løse det sammen. Vi skal fortsat bekæmpe social dumping, men vi skal også sørge for, at virksomhederne kan leve og have gode vilkår her. For hvis ikke de har mulighed for at tjene penge, så forsvinder de jo.”

Men hvad er vejen frem?

”Det er almindelig lønudvikling, det er flexicurity-modellen, det er muligheden for, at virksomheder kan omstille sig og tjene penge alt efter, om der er krise eller ej, at der er noget sikkerhed for dem, som mister deres arbejde. Men også den danske model, hvor man gennem overenskomsten giver og tager. For mig drejer det sig om, at hvis du skal have en virksomhed, som kører godt, så skal arbejdsgiverne være glade og arbejderne skal være glade. Vi skal have et arbejdsmarked, hvor alle egentlig synes, at det her, det får de noget ud af. Det er en balancegang. Jeg tror vitterligt ikke på, at fattige arbejdere, der har et liv, hvor de knap nok få råd til dagen og vejen, er til gavn for virksomhederne. Det kan jeg simpelthen ikke se nogen fordel i.”

Hvad skal man politisk gøre for at få bunden på arbejdsmarkedet med?

”Vi skal gøre det, vi gør nu. Vi skal fokusere på uddannelse. Gøre de ufaglærte til faglærte og gøre de faglærte til mellemledere. Vi skal rykke hele arbejdsstyrken et skridt op, for efter krisen kommer vi jo til at mangle mere end 100.000 faglærte. Og vi har cirka samme antal ufaglærte. Der vil altid være ufaglærte i det her land, mennesker som ikke kan få en uddannelse, og dem skal vi også have job til, men vi er nødt til at løfte hele vores arbejdsstyrke. Akademikerne er lidt utilfredse over, at vi har så meget fokus på de ufaglærte, men akademikerne skal nok klare sig. Det kommer de andre ikke til, de står som tabere, hvis ikke vi hjælper dem.”