Der bliver efter min mening udgivet alt for få debatbøger her i Danmark. Bøger, der udfolder et større perspektiv end de 15-sekunders-forklaringer, vi får i nyhedsudsendelserne. Bøger, der hæver sig over den dagligdags ævl og kævl og præsenterer en vision for, hvordan vi skal udvikle vores samfund.

Behovet for debatbøger er påtrængende på højre side af det politiske spektrum

Behovet for debatbøger er påtrængende på højre side af det politiske spektrum. For det første er antallet af udkomne debatbøger fra borgerlige og liberale tænkere svundet ind til ingenting. For det andet er det åbenlyst, at højrefløjen er under forandring. Der bliver vel sådan cirka oprettet et nyt parti om året, og der er sket et mærkbart skred i vælgernes tilhørsforhold og værdier.

Velfærdsstaten i et nytteperspektiv
Derfor er det velgørende, at den markante højrefløjs-debattør Martin Ågerup, der er direktør for den borgerligt-liberale tænketank Cepos, har udgivet en bog, der ifølge sin titel har intet mindre end velfærden i det kommende århundrede i fokus.

Bogen beskriver først og fremmest størrelsen og indretning af den offentlige velfærdssektor. Størrelsen på sektoren diskuteres i bogen ud fra betragtninger om, hvad der giver størst nytte: I et samfund, hvor der slet ikke var nogen offentligt ansatte, ville det være til alles nytte at betale lidt i skat, så der kunne ansættes en politimand, en skolelærer og så fremdeles. Omvendt ville det være en dårlig ide at have et samfund, hvor man betalte hele sin løn i skat til offentligt forbrug, fordi der så ikke ville være penge til det, der betyder noget for den enkelte. Imellem disse to yderpunkter findes den rette størrelse ifølge nytte-teorien, men hvor findes balancepunktet hvor ”den marginale nytte” af offentligt forbrug svarer til ”den marginale nytte” af privat forbrug?

Udviklingen beskrives ved hjælp af eksempler fra innovative private virksomheder som Netflix, der overhalede Blockbuster i at være vores leverandør af oplevelser på TV-skærmen. Ågerup er dog ganske pessimistisk når det gælder den offentlige sektors udvikling, da han på forhånd afviser, at de faglige organisationer på det offentlige område vil gå med til noget, der udfordrer status quo.

Hvad mon Hayek ville have tænkt?
Bogens argumenter er grundlæggende økonomiske. Overvejelserne for og imod offentlig velfærd er hentet fra økonomiens klassikere, og et helt afsnit af bogen er dedikeret til overvejelser om, hvad den klassiske liberale økonom Hayek mon ville have tænkt.

Martin Ågerups bog indeholder en række fejl, som springer i øjnene. For det første udnævner han FOA til at være en hovedorganisation på linje med FTF. Det er FOA som bekendt ikke; det er LO der er hovedorganisationen for FOA.

Ågerup bruger også en del plads på at beskrive, at grunden til den tyske velstand i efterkrigstiden er fraværet af alliancer og konventioner mellem de ledende eliter i samfundet, hvilket ifølge Ågerup giver plads til den frie og uhindrede udfoldelse af økonomien og dermed velstanden.  Men man skal ikke kende ret meget til den tyske samfundsindretning for at vide, at den tyske økonomi er kendetegnet af tætte bånd mellem regering, arbejdsgivere og arbejdstagere og at det netop er disse bånd, der har bragt det tyske samfund gennem kriseperioder.

Det forekommer besynderligt, at en debattør på Ågerups niveau laver en række fejl af denne type.

Ved Martin Ågerup ikke, at FOA ikke er en hovedorganisation? Ved han ikke, at Tyskland er præget af tætte, institutionaliserede forbindelser – og stor respekt – mellem regering, arbejdsgivere og arbejdstagere? Det forekommer besynderligt, at en debattør på Ågerups niveau laver en række fejl af denne type.

Ågerup vil så gerne konkludere, at innovation i det offentlige ikke findes
Værre end de mærkelige sjuskefejl er de fejl og udeladelser, der har afgørende betydning for bogens pointer. Den vigtigste af disse er Ågerups beskrivelse, at der er to typer af innovation: Produktinnovation, som er udviklingen af nye produkter og Business Model Innovation, som dækker over udviklingen af nye forretningsmodeller. Et eksempel på Business Model Innovation er Netflix, der var banebrydende i forhold til at lade os se alle de film og serier, vi har lyst til, for et fast månedligt beløb.

Man skal ikke have beskæftiget sig ret meget med innovation for at bemærke, at Ågerup udelader den tredje hovedtype: Procesinnovation, som er at frembringe produkter og serviceydelser på nye måder, for eksempel ved at ændre organiseringen af arbejdet. En klar tendens i private virksomheders innovationstiltag de senere år er netop procesinnovation, der har fokus på at give mere frihed til medarbejderne, fordi det er i samspillet mellem medarbejderen og kunden, at der kan skabes gode løsninger.

Da den offentlige sektor ikke for alvor laver (fysiske) produkter er det nemt for Ågerup at konstatere, at innovation i det offentlige ikke kan forekomme

Udeladelsen er højst mærkværdig. For der er jo masser af potentiale for procesinnovation i det offentlige. Nye måder at gøre tingene på. Nye organiseringsformer, der lader medarbejderne bruge deres kompetencer på måder, der er til større gavn for brugerne og borgerne. Mulighederne er enorme, og historien om den offentlige sektor er rig på eksempler på procesinnovation, der har gjort den offentlige velfærd bedre. Muligheder, som de snærende bånd fra dokumentationskrav og deslige dog gør det svært at udnytte i disse år. Men det er en anden snak.

Ved fuldstændigt at overse procesinnovation gør Ågerup derfor innovation i den offentlige sektor til et spørgsmål mellem produktinnovation og udviklingen af nye forretningsmodeller. Da den offentlige sektor ikke for alvor laver (fysiske) produkter er det nemt for Ågerup at konstatere, at innovation i det offentlige ikke kan forekomme, så længe der ikke kan laves nye forretningsmodeller, hvor private virksomheder kan tjene penge.

Undladelsessynder som denne præger bogen

Undladelsessynder som denne præger bogen. Hvor gode debatbøger er kendetegnet ved en nysgerrighed og åbenhed i forhold til det emne, bogen handler om, er Ågerups bog 496 siders gentagelser af de Cepos-argumenter, vi godt kender i forvejen. Lave skatter er godt, offentlig velfærd er som regel spildt, og så videre.

Forspildte muligheder
Men fejlene og undladelsessynderne er ikke det, der er mest tankevækkende ved Ågerups bog. Det er i stedet fraværet af et bredere ideologisk sigte. Hvordan ser den liberale vision for velfærd i det kommende århundrede ud? Hvor er mennesket henne? Ågerup taler en del om forbrugeren af offentlig velfærd, men ikke om borgeren. Og hvad med friheden? Frihedsbegrebet er centralt i den liberale skole, men når man ser bort fra friheden fra at betale skat, indgår betragtninger om frihed versus tryghed ikke, og det undrer mig.

Hvordan ser den liberale vision for velfærd i det kommende århundrede ud?

Martin Ågerups bog er derfor en forspildt mulighed for et kritisk liberalt indspark i en diskussion, som er vigtig: Hvordan sikrer vi, at den offentlige sektor er relevant og vedkommende i en fremtid, der er præget af større mangfoldighed og større fokus på individet end dengang, velfærdsstaten blev skabt? Hvordan sikrer vi, at velfærdsstatens sikkerhedsnet sætter borgerne fri i stedet for at gøre dem til passive klienter?

Dén bog ville jeg gerne have læst. Men det er ikke den bog, Cepos-direktøren har skrevet.

Martin Ågerup: Velfærd i det 21. århundrede - Skitse til et nyt nationalt kompromis. Er udkommet på People’s Press.