Annonce

Lilleholt træt af klimarangliste, der dumper Danmark

I 2015 fremhævede ministeren GermanWatch’ klimarangliste – nu hvor ranglisten har placeret DK 13 pladser længere ned af listen, er listen useriøs
Energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) fremhævede tilbage i 2015 GermanWatch’ klimarangliste, der dengang havde placeret Danmark på en 4. plads over lande i verden, der var førende på grøn omstilling.

Siden da er Danmark raslet ned ad den selvsamme rangliste. På to år er Danmark faldet fra en 4. til en 17.-plads. Men nu er ranglisten pludselig ikke længere seriøs – ifølge selvsamme energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt:

”Hver eneste rangliste jeg ser - fra Det internationale Energiagentur, fra Royal Economic Council og andre seriøse - der ligger Danmark helt-helt i front. Vi har verdens bedste energisystem, siger Royal Council. Vi har verdens bedste investeringsvilkår, siger Verdensbanken. Vi er verdens bedste til grøn iværksætteri, så vi har ikke noget at være kede af,” siger Lilleholt til Netavisen Pio.

Og Danmarks 4. plads er jo faktisk en reel førsteplads, fordi der ikke var lande på de tre første pladser tilbage i 2015. Hvad siger du til dét, Lilleholt?

”De undersøgelser jeg ser, de undersøgelser jeg oplever, dér ligger Danmark suverænt.”

De undersøgelser jeg ser, de undersøgelser jeg oplever, dér ligger Danmark suverænt

Er Danmark gået i stå – er det derfor vi er raslet ned af ranglisten i løbet af to år?

”Nej, vi er ikke gået i stå. Og vi skal hele tiden oppe os - og det gør vi også med det her energiudspil, vi har fremlagt i dag.”

Men hvorfor røg Danmark så så langt ned af klimaranglisten?

"Når jeg kikker på alle de undersøgelser, der er, og som jeg løbende bliver præsenteret for, så er jeg positivt overrasket over alle de 1. pladser, vi har,” lyder det fra klima- og energiminister Lilleholt.

Tænketank placerer ansvaret hos V-regeringen
Tænketanken GermanWatch placerer ansvaret for Danmarks ruchetur ned ad klimaranglisten entydigt hos den daværende smalle V-regering:

”Eksperter kritiserer, at den nuværende regering annullerede planerne for en udfasning af kul såvel som de eksisterende reduktionsmål efter at have overtaget regeringsmagten, hvilket resulterer i en relativt lav præstation i forhold til klimapolitikken,” skriver forfatterne bag ranglisten.

Den daværende smalle Venstre-regering besluttede i 2015 at droppe den tidligere regerings mål om at reducere CO2-udslippet med 40 procent i 2020 i forhold til 1990, og også målet udfase kul inden 2030. Regeringen har dog senere erklæret, at den vil genindføre målet om at udfase kul.

Lilleholt glad for klimaranglisten i 2015
Det er tænketanken Germanwatch, der i samarbejde med en række grønne organisationer i Climate Action Network hvert år op til FN’s klimatopmøde offentliggør en rangliste over, hvor godt de enkelte lande klarer sig.

Ranglisten bygger på fire parametre – CO2-udledning, brugen af vedvarende energi, energieffektivitet samt landenes klimapolitik. Mens Danmark klarer sig pænt i forhold til de tre første, så giver en række eksperter altså lave karakterer til den danske klimapolitik.

Tilbage i november 2015 lå Danmark på en fjerdeplads på ’Climate Change Performance Index’. Da de tre første pladser på listen ikke er besat af nogen lande, så betød en 4.-plads, at Danmark var det land i verden, som klarede sig bedst.

Og det fik dengang energi- of klimaminister Lars Christian Lilleholt til at glæde sig:

”Jeg glæder mig over, at tænketanken Germanwatch og klima-NGO’er fra mere end 30 lande for tredje år i træk udpeger Danmark som det land i verden, der gør mest for at håndtere klimaudfordringen. Det bekræfter, at vi er godt i gang med vores langsigtede målsætning mod et samfund, der er uafhængigt af fossile brændsler i 2050”, udtalte Lilleholt i en pressemeddelelse tilbage i 2015.

Allerede dengang advarede tænketanken om, at Danmarks placering handlede om tidligere tiders resultater, og at regeringen risikerede at sætte førerpositionen over styr:

”I forhold til sidste år har Danmark ikke desto mindre tabt terræn. Afstanden til Sverige og Storbritannien er blevet mindre, og nogle iagttagere mener, at Danmark med sin nye regering er i fare for at miste sin førerposition,” lød advarslen dengang.

nogle iagttagere mener, at Danmark med sin nye regering er i fare for at miste sin førerposition

Overhalet af nordiske nabolande
På ’Climate Change Performance Index’ i 2016 var Danmark da også blevet overhalet af både Sverige og Storbritannien, og faldet fra 4.- til en 13.-plads. I rapporten hed det:

”Den drivende faktor for Danmarks tilbageslag er vurderingen af klimapolitikken. Landet har lidt store tab på dette område, hvilket har rykket ned til en bundplacering inden for den politiske kategori. Eksperter kritiserede, at den nye regering ikke længere støtter aktivt op bag mange af landets tidligere målsætninger.”

I 2017 tog Danmark så et yderligere dyk med fire pladser, og er nu på en 17.-plads. Danmark klarer sig forsat godt når det kommer til andelen af vedvarende energi og energieffektivitet. Derimod trækker klimapolitikken ned i forhold til Danmarks placering.

I alt indgår 56 lande i klimaindekset. De tre første pladser på listen står fortsat ubesat, så der er 13 lande som klarer sig bedre end Danmark på indekset.

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet