Livtag med kærlighedens uforklarlige labyrinter

Efter syv års fravær og skriveblokering er den norske forfatter, Per Petterson, aktuel med endnu en læseværdig og underfundigt anderledes miniroman, der er værd at få fingrene i for alle os seniorer, der snart skal på ferie. 

Per Pettersons roman, der bærer titlen 'Du er hjemme nu', som udkom sidste år, og som nu også findes i dansk oversættelse, hviler på erfaringer, der med garanti vil resonere hos og i dem, der også har levet længe. 

Væk er Pettersons sædvanlige hovedpersoner, og vi introduceres til Kasper, der i en alder af 70 år tvinges til at reflektere over centrale dele af sit levede kærlighedsliv, med den klare begrundelse, at livets mening vil gå tabt, hvis ikke han tager livtag med netop det. 

Og netop fordi det er Per Petterson, der her delvist skriver om noget, han selv har oplevet, så er der ingen genvej, for vi er langt fra Karl Ove Knausgårds tilgang til skriften, hvor alting ligesom bare fosser ud i en lind strøm. 

For Petterson er det vigtigt, at han ikke forinden har en komposition eller en skitse, der sådan bare skal nedfældes på skrift. Sådan fungerer han ikke som forfatter. 

Læs også:Ny bog kalder på genoplivning af klassekampen

Han går derimod rundt i livet, i sin helt almindelige hverdag, og så sker der gerne noget tilfældigt, noget umærkeligt, der ligesom sætter strøm til andre, tilsyneladende og tilfældige hændelser, der så alligevel har ført til livsforandrende øjeblikke, der rent faktisk betyder noget. 

Kærlighedens mørke sider

I begyndelsen af romanen møder Kasper sin gamle ven, der har en dyb forståelse for, at Petterson som forfatter altid har noget på hjerte, og de har begge en livslang anger over, hvordan de som unge mænd opførte sig overfor de kvinder, der rent faktisk har betydet noget for dem. 

Læs også:'Smør' bør læses og sanses

Der er tale om dybe kærlighedsrelationer, der ligesom de fleste andre, moderne kærlighedsrelationer både har en stor mængde harmoni og oprigtig samhørighed, men som samtidig er kompliceret og som har tildraget sig dybe rifter og sår, fordi det nu engang er uomgængeligt, at kærligheden også har sine mørke sider. 

Kasper forsøger at forstå, hvorfor hans forhold til sin kone Inger, som han fik to børn med, pludselig ikke rigtig var nok, og hvorfor han hovedkulds forelskede sig i en anden kvinde, der havde en dyb kærlighedsrelation til en anden mand, og som oven i købet var en del af deres fælles inderkreds af venner. 

Det er derfor, at Pettersons tekstfragmenter virker så mættede og mærkbart rammende

Han erindrer ikke bare dette ustyrligt lidenskabelige sidespring, for sådan fungerer Per Petterson ikke, men beskriver derimod meget præcist hvorledes en nutidshændelse pludselig rammer iboende omdrejningspunkter i Kaspers følelsesliv, der vidner om, at sådanne eventyr aldrig sådan helt forsvinder, men faktisk fortsætter med at præge ens liv. 

De kan opstå på en bustur, eller som en del af andre intense oplevelser, der ikke ville opstå, hvis de tidligere forbindelser ikke havde kickstartet selvsamme. 

Ikke bare fragmenter

'Du er hjemme nu' er så underfundigt og mageløst skrevet, fordi det netop er en type skrift, der er baseret på en ladning, der ikke kan fremtvinges, men som opstår, og som man skal være varsom for at registrere, og en klog menneskekender, der har selvindsigt, for at kunne måle dybden af. 

Det er derfor, at Pettersons tekstfragmenter virker så mættede og mærkbart rammende. De er netop ikke bare fragmenter og tilfældige indfald, men hele tiden en delmængde af dybere lag, der har forbundet Kasper med skæbnen og de kvinder, der har præget hans liv så meningsfuldt. 

Der er ikke tale om anger i den forstand

Det helt fine ved denne tilgang er netop, at hvor de fleste af os har tendens til at tale om disse møder, hvor passion og lyst virker så ulogisk og så destruktivt, der har vi det med at mene, at det var fejltagelser, dumheder, der gjorde vores liv mere besværligt, end hvad der var godt. 

Vi ser på sådanne relationer som noget, der ikke sådan rigtig var meningsfuldt, og at det nok bare var ungdommens berusende amoriner, der gjorde os blinde for livets mere betydningsfulde relationer. 

Men Petterson gør det stik modsatte, og det er så helt igennem interessant og måske endda mere sandt og konstruktivt.

"The one that got away" 

Hvis vi tør at fokusere på disse "smuttere", der ofte også hænger ved, og som præger vores levede liv, fordi de dukker glimtvist op igen og igen, så er der i virkeligheden tale om en art eskapisme og en art fraskrivelse af ansvar, når vi sådan negligerer deres betydning. 

Mange taler gerne om "the one that got away", som om man uheldigvis mistede den, der i virkeligheden skulle være den udvalgte, og som kunne have gjort ens liv mere ægte og mere centreret om lidenskaben og kærligheden. 

Læs også:'Passion i voks' er sjov, empatisk og tåkrummende

Men sådan tænker Petterson heller ikke. Der er ikke tale om anger i den forstand. Der er slet ikke tale om fejltagelser, men om refleksioner, og om en kærlig indrømmelse af forbindelser, der i sig selv har betydet noget, der er blevet varigt. 

Man skal nok selv læse hans roman, for rigtigt at forstå, hvor konstruktivt og healende Petterson tager livtag med kærlighedens mærkværdige og nærmest uforklarlige labyrinter af mere eller mindre ufremkommelige veje. 

Det er klar voksenlæsning

I hans roman spiller en buschauffør og en busrute en særlig rolle. 

Kasper arbejder på fabrik, og han kører til og fra sit arbejde med bus, og her falder han ofte i søvn, udmattet af hverdagens opslidende trummerum, hvor børnene skal passes, og hvor ens drømme og kærlighed ligesom forvitrer i pragmatiske og nødvendige krav om at tjene til vejen. 

Kasper falder i søvn, og han drømmer, men kan ikke huske hvad han drømmer om på disse korte ture i bussen. Men alligevel er der altså rester af disse drømme, og dem baserer han sin skrivende bearbejdning på, og som aldrende mand er det sådanne flygtige fornemmelser, sådanne stærke følelsesrelationer, der bliver det stof, som romanen består af. 

Læs også:Mere underholdning end brugbar oprørslitteratur

Det er klar voksenlæsning, og det er klart anbefalelsesværdig, indholdsrig fordybelse i sommervarmen og den korte ferie. 

Romanen kan måske lære de fleste af os at sone bare lidt mere med alt det, som vi anser som sidehistorier, der var fejlagtige og ødelæggende, men som altså samtidig var nødvendige, fulde af liv og passion, også selvom det endte med at gøre ondt. 

Per Petterson: 'Du er hjemme nu'. Roman. Oversat fra norsk af Lotte Kirkeby. 190 sider. Forlaget Batzer og Co, 2026.