LO-formand: Ulighed truer tillid, sammenhold og solidaritet

Mens indkomsterne for de rigeste sætter rekorder, bliver de fattigste mere fattige, og det truer sammenhængskraften, lød advarslen fra LO-formand.
Foto: Jakob Esmann
Vi skal ikke bare stå og se til, mens uligheden vokser. Vi skal vende udviklingen og skabe mere lighed, lød budskabet far LO’s formand Lizette Risgaard, da hun gæstede Socialdemokratiets kongres i Aalborg.

”Lige nu har vi et Danmark, hvor de fattigste bliver fattigere, mens indkomsten for de rigeste slår alle rekorder,” sagde hun i talen.

Regering arbejder aktivt for større ulighed
Den stigende ulighed er ikke kommet af sig selv, men den er en konsekvens af den nuværende regerings politik, lød det.

”I dag har vi jo en regering, som ikke bare er ligeglad, men som aktivt arbejder for større ulighed”.

Det skal være billigere at købe Lamborghini, eje lyst-yachts og luksus-sommerhuse. Det er jo helt skævt.

”Det skal være billigere at købe Lamborghini, eje lyst-yachts og luksus-sommerhuse. Det er jo helt skævt,” sagde hun.

”Så mens de rejser sig fra spa-badet eller det formstøbte Porsche-sæde, skal vi rejse os trodsigt i vrimlen og kæmpe for vores velfærdsmodel,” lød det med henvisning til Oskar Hansens klassiske sang ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Flere penge til erhvervsskolerne
Forleden spillede regeringen ud med en erhvervsskolereform, som skal få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Den reform fik også et ord med på vejen af LO-formanden.

”Det stærkeste værn imod ulighed er vores investeringer i hinanden, i fællesskabet. I velfærd og uddannelse. At skære ned dér – det er ikke kun forkert – det gør os også fattigere,” sagde hun.

”Nu er regeringen så, efter tre år, blevet en lille smule klogere. Nu vil de give noget af det, de har taget, tilbage til erhvervsuddannelserne til igen,” sagde hun, men understregede, at det ikke var nok at tilbageføre nogle af de penge, som regeringen allerede har sparet, men at erhvervsuddannelserne har brug for flere penge.

”Hvis vi skal have flere smede, VVS’ere og social- og sundhedsassistenter, og det får vi brug for, så kræver det mere. Så kræver det et løft,” sagde hun og kvitterede Mette Frederiksen for at have lovet netop det.

Stop udhuling af dagpengene
Endelig slog LO-formanden til lyd for at hæve dagpengesatsen, som år efter år er blevet mindre værd.

Fagbevægelsen frygter, at hvis dagpengene bliver for lave, så vil lønmodtagerne i stedet forsøge at gøre det sværere at fyre folk, og det vil gå ud over den danske arbejdsmarkedsmodel.  

”Hvis hullerne i vores sikkerhedsnet bliver for store, så skader det ikke kun trygheden, så skader det også fleksibiliteten.

Så skader det vores flexicurity-model og vores velstand.  

Det er alvorligt at gamble med,” lød det fra Lizette Risgaard.

Netavisen Pio fangede hende efter talen til et kort interview.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Mette Frederiksen nævnte ikke det dårlige danske arbejdsmiljø, som hun som beskæftigelsesminister har været med til at sikre ved ikke at ville forbyde kræftfremkaldende kemiske stoffer. Arbejdsgiverne må være glade for hende. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er der årligt 1600 tilfælde af arbejdsbetinget kræft.