Annonce

LO-FTF-fusion: Små forbund bekymrede over partipolitisk tilknytning

Partipolitisk uafhængighed, usikre økonomiske udsigter og retten til at forhandle får en enkelte FTF-forbund til at stejle over LO-FTF-fusion.
Skal FTF og LO fusioneres? Det spørgsmål skal bestyrelserne i de to hovedorganisationer tage stilling til senere på ugen. Flere forbund både i LO og FTF har allerede meldt ud, at de støtter fusionsplanerne, men fra en række forbund, primært for privatansatte, i FTF, så anbefaler man et nej.

”Vores anbefaling er, at vi fortsætter ad sporet med at udvikle de strategiske samarbejder, der på sigt kan udvikle en ny fælles fortælling om fagbevægelsen,” lyder det fra en række forbund i FTF, der overordnet mener, at den nye hovedorganisation kommer til at ligne LO.

Et notat, som Netavisen Pio er kommet i besiddelse af, viser, at Sektion P-fagforeningerne, som repræsenterer de privatansatte i FTF, særligt har fire forbehold overfor fusionsplanerne. Det handler blandt andet om samarbejdet med Socialdemokratiet, om udsigten til faldende medlemstal, om de økonomiske rammer som er sat op for fusionen, for LO’s lokale arbejde samt retten til at forhandle overenskomst.

Men sådan ser en af de ivrigste fortalere for fusionen, HK’s formand Kim Simonsen, ikke på det.

”Jeg synes egentlig, det kommer til at ligne FTF. Men det, vi laver, er en ny hovedorganisation, hvor begge parter bringer noget til bordet,” siger han til Netavisen Pio og fortsætter: ”Min tilgang til det her er ikke drevet af frygt, men af muligheden for at bygge noget nyt og stærkt op til gavn for medlemmerne.”

Ingen penge til partipolitik
Kritikerne i sektion P ønsker ikke, at den nye hovedorganisation skal være partipolitisk på nogen måder. Det gælder ikke blot støtte til Socialdemokratiet, men også tilskud til arbejderbevægelsens organisationer. I udkastet til vedtægterne til den nye organisation står der i formålsparagraffen, at den skal være partipolitisk uafhængig.

Men den nye hovedorganisation skal være partipolitisk uafhængig både i ord og i handling, mener forbundene. ”I oplægget er der fortsat bindinger og tilskud til specielt Socialdemokratiet”, skriver de.

Overfor Ugebrevet A4 uddyber Kent Petersen, der er formand for Finansforbundet og næstformand for Sektion P:

”Vi er det, vi kalder den blå dreng i klassen. Det er ikke ensbetydende med, at vi er mindre solidariske, men det gør, at når man i fagbevægelsen taler om 'partiet' (Socialdemokratiet, red.), så bliver det rigtig vanskeligt for os at navigere i,” siger han til mediet.

Vi tager alle en arv med
LO støtter i dag hverken Socialdemokratiet eller andre partier med direkte tilskud fra hovedorganisationen til partikassen, og det er heller ikke planen, at den nye hovedorganisation skal gøre det.

Derfor drejer det, ifølge Sektion P, sig blandt andet om det årlige tilskud til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor Socialdemokratiet sidder med i bestyrelsen, tilskud til socialdemokratiske organisationer som arbejderbevægelsens børne- og familieorganisation DUI Leg og Virke, oplysningsforbundet AOF, tilskud til Ungdomsfonden, der blandt andet har støttet aktiviteter hos de politiske ungdomsorganisationer DSU og SF's Ungdom, samt tilskud til Arbejdermuseet, hvor Socialdemokratiet også har en plads i bestyrelsen.

Og det er ifølge forbundene problematisk, hvis en hovedorganisation skal være ”partipolitisk uafhængig”.

”De ovenstående ”institutioner” har – og har historisk set haft - et godt formål, men vores anke går på disses partipolitiske bindinger i en partipolitisk uafhængig hovedorganisation,” skriver de.

Også disse kritikpunkter afvises af Kim Simonsen, som mener, at FTF-forbundene har været meget ihærdige med at lede efter noget at kritisere.

”Her har luppen virkelig været fremme for at finde kritikpunkter. Altså SAMAK er en organisation, som de færreste kender, og at man støtter DUI Leg og Virke eller AOF er i småtingsafdelingen,” siger han og uddyber: ”Jeg synes, at kritikerne skal se det her i et større billede. Begge parter tager jo en arv med ind i den her fusion, og der må man se, om ikke det, man får i stedet, i forhold til øget gennemslagskraft og indflydelse, vejere tungere.”

Frygter for økonomi og selvstændighed
Udover de partipolitiske bindinger er der flere andre ting, som fagforbundene i FTF er utilfredse med. Det drejer sig blandet andet om de planer, der er lagt for den nye hovedorganisations økonomi, som de ikke mener hænger sammen på længere sigt, uden at der vil komme kontingentstigninger.

Der er også nogle ting i forhold til, hvad det er for nogle tilbud til medlemsorganisationerne, som den nye hovedorganisation skal have, og indretningen af kursussystemet – og ikke mindst om man som i LO skal lave solidarisk betaling, hvor alle bidrager, eller som i FTF, hvor serviceordningerne er betalt af de organisationer, der bruger dem.

Endelig har forbundene i FTF en reservation imod, hvem der har forhandlingsretten – altså hvem der kan indgå overenskomst og ikke mindst hvem der kan blive trukket ind i sympatikonflikter i forbindelse med overenskomstforhandlinger.

Forbundene har også en række kommentarer til det politiske grundlag for den nye hovedorganisation, der foreligger, for eksempel vil de gerne have mere fokus på videregående uddannelser og mere fokus på digitalisering og databeskyttelse.

”For kort at opsummere, vil vi anbefale strategiske samarbejder frem for en fusion. Vi kan ikke støtte en fusion på det foreliggende grundlag. Vi skaber ikke med forslaget en ny fortælling om fagbevægelsen, hvilket vi finder nødvendigt. Vi ser mest af alt en fortsættelse af LO i det fremlagte oplæg,” skriver de afslutningsvis.

Alle venter på 3F
Der skal på møder i LO og FTF's bestyrelser den 9. februar træffes endelig beslutning, om man kan anbefale et ja eller et nej til en ny hovedorganisation. Inden da har spørgsmålet dog været behandlet i de enkelte organisationer, hvor en lang række forbund som Dansk Metal, FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL og Dansk Sygeplejeråd har vedtaget at støtte fusionen.

Udover de nævnte FTF-forbund har blandt andet Malerforbundet og Blik & Rør fra LO-familien meldt ud, at de stemmer nej.

Alles øjne er dog rettet mod 3F, som har været kritiske, og som skal tage stilling på et hovedbestyrelsesmøde torsdag.

Ifølge udkastet til de nye vedtægter skal den nye hovedorganisation have navnet: ”Hovedorganisationen”.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet