Annonce

LO: Offentlig sektor skaber lighed og vækst

Danmark risikerer at gøre skade på både lighed, ligestilling og vækst, hvis den velfærden udhules, advarer LO-formand.
Den danske offentlige sektor skaber lighed, ligestilling, arbejdspladser og vækst, og derfor skal den ikke bare udhules under dække af et smart ord som modernisering, lyder det fra LO, som har lavet en ny analyse som organisationen har lanceret tirsdag.

”Vi har en offentlig sektor, vi kan være stolte af. Den skaber lighed, den skaber arbejdspladser, og den skaber vækst,” siger LO-formand Lizette Risgaard i en pressemeddelelse.

LO-analysen udkommer netop som regeringen har sat gang i arbejdet med at ”modernisere” den offentlige sektor – og samtidig med at regeringen, kommuner og regioner går i gang med nye økonomiforhandlinger.

”Modernisering” må aldrig blive et smart ord for udhuling
Ifølge Lizette Risgaard, så skal den offentlige sektor fortsat udvikles, men hun advarer mod, at politikerne bruger buzzwords som modernisering som et dække til at skære ned på det som vi er fælles om.

”Vi skal altid se, om vi kan gøre tingene bedre i den offentlige sektor. Og særligt i en tid, hvor andelen af ældre stiger, og vi får brug for mere velfærd. Men modernisering må ikke bare blive et smartere ord for udhuling af velfærden. For så risikerer vi at kaste andre vigtige principper som lighed og ligestilling over bord også,” siger Lizette Risgaard.

LO-analysen fremhæver blandt meget andet Danmark som et af de mest lige lande i verden. Og her er det ikke mindst vores progressive skattesystem, hvor dem der tjener mest også bidrager mest, der gør en stor forskel.

Ser man før skat, så er Danmark kun det 8. mest lige land i OECD, men når skatten har fået de bredeste skuldre til at bære de tungeste byrder, så rykker Danmark op på en flot 3. plads – side om side med de andre nordiske lande Sverige, Norge og Island.

Det mest ulige land er ifølge OECD sydamerikanske Chile foran USA og Tyrkiet.

Den offentlige sektor har sikret kvinder plads på arbejdsmarkedet
LO-analysen viser blandt meget andet også den store rolle, vores vuggestuer og ældreplejen spiller, når det gælder kvindernes mulighed for at passe et job.

I Danmark bliver mere end 65 procent af børn under tre år passet i et dagtilbud – og mere end 70 procent af småbørnsmødrene er i beskæftigelse.

Tilsvarende betydning har ældreplejen for kvindernes såkaldte beskæftigelsesgrad: I Danmark er mere end 80 procent af de 45-59-årige kvinder i job. Det er den aldersgruppe, der må formodes at have forældre, der har behov for omsorg – og altså kan nyde godt af vores plejetilbud.

Også her viser analysen stor forskel på OECD-landene. I eksempelvis Spanien, Italien og Portugal ligger kvindernes beskæftigelsesgrad langt under den danske.

”Vi kan blive på arbejdsmarkedet i tryg forvisning om, at vores børn og ældre har det godt. Det er vigtigt – både for den enkelte, men sandelig også for samfundet,” slutter Lizette Risgaard.
Hele analysen fra LO kan læses her.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet