'Løgnen': Det kræver noget at være sosu
'Løgnen': Det kræver noget at være sosu
Det fjerde afsnit af ’Løgnen’ giver seerne et indblik i social- og sundhedsansattes arbejde, når det handler om liv og død. Dette afsnit vil jeg klart give temaet døden

Jeg tror ikke mange tænker over det. Men hver dag foretages der tusindvis af hjemmeplejebesøg over hele Danmark.
Og da arbejdet jo består i at levere hjælp, pleje og støtte til oftest ældre borgere, ja så er risikoen for at komme hjem til en borger med et hjertestop der naturligvis også.
Og lige præcis den situation udspiller sig, da Sille skal køre til et nødkald hos Frank. Hun finder Frank uden puls. Her skal der tænkes hurtigt og handles.
Det her er en ægte situation fra virkeligheden. Hjemmeplejen følger ikke bare borgere på toilettet eller giver støttestrømper på.
De redder faktisk også liv, og står i komplekse svære situationer, som ikke er for alle at kunne klare.
Øjeblikket hvor Sille har fået liv i Frank, og holder armen om ham, gav mig en lille tåre i øjenkrogen og berørte mig. For vi holder faktisk utrolig meget af de borgere, som vi kommer ud til.
Og jeg skriver vi, for jeg har selv kørt ude i hjemmeplejen. Og den tætte relation man får til borgerne, skal naturligvis være professionel (Det døjer Sille lidt med en gang i mellem).
Men et relations- og omsorgsarbejde som dette er fyldt med empati og dermed følelsesmæssige investeringer.
Læs også:Andet afsnit af 'Løgnen' byder på svigt, tyveri, kampvalg og magtmisbrug
Det ses også i scenen, da Sille til slut holder Inger i hånden, imens hun er ved at ånde ud. Det er noget af fagets både sværeste men også smukkeste arbejdssituationer, man kan stå i.
Det, at sikre tryghed og det sidste nærvær til et andet menneske, der ligger for døden, kan være en barsk oplevelse, men det er også der alt andet forsvinder i baggrunden, for nu handler det om at sende et menneske trygt, respektfuldt og fredfyldt herfra.
Faglige og menneskelige evner
Det kræver faktisk noget at være social- og sundhedsmedarbejder. Der er så megen diversitet i arbejdsopgaverne, og de spænder bredt.
Det kræver faglige evner, derfor er oplæring og efterfølgende uddannelse så vigtigt. Men det kræver også menneskelige evner.
Man skal kunne være noget for andre mennesker, men man skal også kunne være noget for sig selv. Og lige præcis den udvikling synes jeg at kunne se i Tessas karakter Sille.
Jeg håber mange unge mennesker bliver inspireret
Hun starter som den ufaglærte medarbejder i nyttejob, der kalder arbejdet for klamt tvangsarbejde til en lorteløn.
Men som afsnittene går, ser seerne en Sille, der udvikler sig personligt, men som også fagligt tager ved lære.
Hun begynder at holde af arbejdet og borgerne. Hun begynder at tro lidt mere på sig selv. Hun vil gerne være noget for andre og for sig selv.
Håber at respekten højnes
Lige præcis den udvikling ser jeg lige nu i virkeligheden hos min egen lillesøster, som også er startet i hjemmeplejen som ufaglært. Hun er glad for at tage på arbejde. Hun kan li’ arbejdet.
Men hun siger også fra, fordi hun ved, hvortil hendes kompetencer rækker, og hvor der skal en faglært til at tage over.
Læs også:'Løgnen': Nej, der må ikke kysses på de ansatte
Jeg håber mange unge mennesker bliver inspireret til at blive nysgerrige på og åbne for social- og sundhedsuddannelserne.
Og samtidig håber jeg, at respekten og anerkendelsen højnes for det arbejde, tusindvis af social- og sundhedsansatte, udfører hver dag.
'Løgnen'. Miniserie på seks afsnit.Med Iben Hjejle, Tessa, Lars Ranthe mfl. Skrevet af Karina Dam. Produceret af Nordisk Film Production for TV 2. 2025.
Du kan høre flere faglige perspektiver ved hverdagseksperterne i FOAs Podcast om ’Løgnen’.
Tilføj kommentar